fredag den 30. juli 2010

ABC-tema P

Ugen bogstav P endte med Patchwork. En syteknik, som oprindeligt har været brugt for at udnytte stofrester til sidste trevl. Teknikken er populær hos håndarbejdsglade syere, der kan fremstille de smukkeste tæpper m.m.

Jeg har aldrig haft den store tålmodighed med patchwork, men det blev da til en smule på hjemmesyede overalls og jakker o.l. i slut-70'erne. Her nogle tidstypiske ærmer i Elsebeth Gynther-stil på en blå velourjakke.
Der var 'Land og Folk Festival' i Fælledparken...

Et traditionelt håndsyet projekt med sekskanter havde derimod trange kår og ligger stadig i en kasse med uafsluttede håndarbejder. Det ku' jo være...


Men for nogle år siden vendte 60'erne, og dermed patchwork, tilbage i modebilledet. Min søn og svigerdatter ønskede sig et sengetæppe med 60'er-stoffer.


Det synes jeg kunne være lidt sjovt at gå i gang med efter så mange års pause. Jeg besluttede at tæppet skulle være en gave til svigerdatteren.

Som tidligere nævnt, er jeg noget af en samler, så det var ikke svært at finde det meste i gemmerne og resten i stofbutikker.
Først skulle der regnes og tegnes. Arkitektspiren (sønnen) havde sine ideer og jeg betingede mig, at jeg kunne bruge min symaskine for at gøre det lidt nemt for mig selv. 

Det endelige forslag og arbejdspapir fra min hånd.




 Efterhånden vokser arbejdet og man får en fornemmelse af den endelige virkning.
Færdigt arbejde (på egen seng) med lunt foer på bagsiden, som giver tæppet lidt tyngde.

Jeg nåede det, svigerdatteren blev glad og patchworktæppet ligger stadig på deres seng.
Min mors 'patchwork'

Min dygtige, kreative og kunstneriske mor, som ikke magter de finere strikkeprojekter længere, har derfor strikket tæpper i patchworkteknik. På den måde har hun fået udnyttet næsten alle garnrester, også mine ;-)

Det er ikke nok med hæklede oldemor-firkanter for hende, hun vil selv kreere... Hun startede med firkanter i forskelllige former og farveforløb, men har siden lavet mere indviklede mønstre. Det er blevet til sekskanter, trekanter, harlekintern m.m.
Tæppet hun har strikket til mig, er et af de første. Meget af garnet er mine egne rester af plantefarvet garn fra en fjern fortid.

Tæppet er skønt at have over benene på en kølig aften, når brændeovnen buldrer og det suser udenfor.










Se flere abc-løsninger her

torsdag den 29. juli 2010

Hjemme i reden igen

Så er min søn og svigerdatter landet sikkert i København igen, efter en lang tur rundt i Japan og Sydkina.

Det glæder mit moderhjerte, som er temmeligt betænkeligt ved luftbåren aktivitet. Jeg prøver at beherske mig, min fobi skal jo ikke afholde ungerne fra at opleve verden og det er trods alt en forholdsvis sikker måde at få flyttet sig på. Alligevel har vi en aftale om, at de altid sender en sms, når de har benene på jorden igen.


Men tro mig, jeg HAR styr på det: Jeg er stormester i lufthavnsoplysninger på nettet. Tilmelder mig gladeligt diverse lufthavnes sms-services og tjekker afgange og ankomster i de mest obskure lufthavne. I dag har en kollega introduceret mig for fænomenet flightradar24.com.

Gisp, siger jeg bare: Nu er jeg i stand til at holde dem under opsyn hele vejen! Og en flyvetur fra Beijing til København f.eks. varer altså temmelig længe, suk...

onsdag den 28. juli 2010

Flyveture under bruseren

Jeg elsker brusebade! Jeg kan stå læææænge under bruseren (dog ikke dagligt), mens mine tanker tager på himmelflugt. Et morgenbad sætter gang i min fantasi og kreativitet og resulterer næsten altid i nye (og ofte gode) idéer. Et bad efter en arbejdsdag fungerer som en slags meditation, hvor hjernen kan koble fra og tingene falde på plads - eller ryge med badevandet i afløbet.

Uf siger min samvittighed: 
Spild af vand og CO2-fråds.

På CO2-fronten undskylder jeg mig med, at jeg aldrig benytter mig af flyvning 'i den virkelige verden' og derved sparer en del. 

Sidste år fik vi desuden solfanger på taget samt udskiftet kedel m.m.m. Det er ingen god forretning, da vi har meget billig (og miljørigtig) fjernvarme i forvejen. Vi regnede ud, at med lidt god vilje, var anlægget tjent ind på 28 år. 
Tjah; men ideen om, at vores lille anlæg ligger deroppe og sutter varme til sig dagen lang, er nu tilfredsstillende. 

På vandfronten må jeg nok dukke nakken, selvom jeg forsøger at pudse glorien lidt, ved ikke at vande min have, kun krukkerne - og altid med vandkande. Og så har vi en gammel whisky-tønde til regnvand, som liiige skal sluttes til nedløbsrøret...

Så jeg vil, trods alt, fortsætte mit elskede brusebaderi og tage på fantastiske ture op i det himmelblå, så både krop og sjæl får en ordentlig tur i vaskemaskinen.




Og her en lille, måske upassende, reklame: 
Min brors firme Renergi sælger bl.a. både disse solfangere, samt træpillefyr og anlæg.

fredag den 23. juli 2010

Ferieuge på egen matrikel

Vi er hjemme igen efter en herlig ferie på Ordrup Næs, som jeg slet ikke havde lyst til at forlade. Men klage skal jeg bestemt ikke. Jeg bor skønt, tæt på fjord og badestrand og med masser af naturoplevelser lige foran næsen - og en dejlig stor have, når vejret er for varmt til at foretage sig noget fornuftigt. Og det er det lige for øjeblikket.

Vi har dog 'gjort' både Frederikssund, hvor vi bl.a. spiste meget lækker sushi fra den nye Sushi San på havnen, og Hillerød, med slot og barokhave. I de omgivelser føles det, i sommerperioden, temmelig eksotisk at være dansker. Der sludres på fransk, svensk, norsk, hollandsk, engelsk og japansk overalt.

Store potter med vidunderlige skærmliljer (Agapanthus) prydede gangene omkring slottet.

Det er en imponerende smuk plante, som jeg altid har elsket, men den ville aldrig overleve med et vinterkvarter på mine betingelser.

Så må den jo beundres hos andre - og det blev den.

Vi nåede også at mødtes med datter og svigersøn til en kop kaffe, is og lidt snak i Havehusets lille café.

Vi har haft hyggeligt besøg af en god ven, hvor jeg fik afprøvet Klidmosters dejlige hyldeblomstkylling med vandmelonsalat. Jeg droppede lavendel og vanligt urtesalt i denne omgang, men brugte i stedet mit vældig gode hyldeblomstsalt. Det var storartet. Lavendelen kom derimod i desserten: Jordbær marineret i lavendelsukker, serveret med Hansens gode vanilieis og et drys friske lavendelblomster. Let, smukt og godt. Jeg er stadig ikke træt af jordbær, selvom jeg godt kan smage, at det er ved at være sidst på sæsonen.

Onsdag drog gemalen til den ugentlige 'oldinge'-fodbold og jeg var til strikkecafé med bl.a. Merete og Anne. En vældig hyggelig - og meget varm - aften, som vi heldigvis kunne tilbringe udendørs på en vidunderlig terrasse med masser af garn indenfor rækkevidde.

Lørdag står den på strik igen, denne gang til strikkecaféen på Frederiksværk Bibliotek.

Jeg er lidt benovet over at jeg har holdt ved strikkeriet i denne varme periode - det går ikke hurtigt, men det går.

En lille billed-update viser at FLS nu har nået bolero-størrelse. Pasformen er fin, så det tegner til en succes, men den skal altså være et stykke længere.

torsdag den 22. juli 2010

ABC-tema O

Med ugens bogstav, O, kom jeg til at tænke på ordet ophængt og et helt bestemt billede.

Hvorfor det lige faldt mig ind ved jeg ikke, men ordet har jo flere betydninger. Ifølge Ordbog over det Danske Sprog (ODS) kunne ophængt tidligere bruges om både at være medtaget/sløj og at være i knibe/forlegenhed. 

I dag bruges ordet tit om at have (for) travlt. At være 'ophængt' i den betydning er der mange af os der er. Det er sjældent sundt eller sjældent særlig sjovt.

Men her har jeg valgt den helt bogstavelige udgave, oppe at hænge. Og det kan være sjovt - og temmelig sjovt at se på! Billederne er fra januar, hvor vi fik fældet et af vore birketræer. Gennem årene har vi fældet en del træer og gemalen har omsider været så fornuftig at anskaffe sig en klatre-sele. Så nu behøver jeg ikke længere stå og skiftevis vride hænderne og holde dem for øjnene, når slaget skal slås!

Her flasher gemalen 'den udvendige tangatrusse' mens motorsaven arbejder i adskillige meters højde: 'Se mig allesammen - en ægte handyman'...

- er det mon villahavernes udgave af de røde bavian-haler vi her kan iagttage?








Halvvejs i projektet gik der (også) legebarn i sønnen, der lige skulle prøve at rapelle på et delvist afgrenet træ. Ikke helt nemt.
og der har vi ham så
 - aldeles ophængt -
og grunden til ugens noget mærkværdige abc-tema.






















Vil du se andre, sikkert mere elegante, løsninger på ugens bogstavleg?

Så kik her på Petunias blog.

fredag den 16. juli 2010

ABC-tema N

Jeg havde egentlig tænkt at springe abc-legen over i denne uge, hvor jeg holder ferie, men så gik jeg til morgen på stranden og betragtede mine ferielakerede negle... neglelak, det var da et bud på N-temaet?


Jeg lakerer faktisk kun mine negle om sommeren, og som regel kun på tæerne.

Der var ingen neglelak i ferie-bagagen, så turen gik til den nærmeste butik for at finde en billig, men alligevel helt rigtig sommerfarve. 

Det var ikke så nemt. En smule kulør måtte der nemlig gerne være, men de var enten meget intenst røde eller meget lyse. Og så var der en heftig turkisblå.
Gemalen mente det skulle være den, da jeg er vild med turkis, mens jeg hældte til en mere forsigtig lyserød sag. Resultatet blev at jeg fik begge med hjem.

Så nu har jeg turkisblå neglelak på tæerne og rosa neglelak på fingrene.
Den sidste blev desværre meget lidt synlig, da den kom på (og kan faktisk ikke rigtig ses på billedet, men den er der), så falder jeg over den helt perfekte sommerfarve, så må jeg nok investere i sommerens tredje neglelak - gisp!






Se flere løsninger på ugens abc-tema N.

torsdag den 15. juli 2010

Besøg fra metropolen

I går kom min bror og hans mand på dagsvisit fra en stegende hed Frederiksberg-lejlighed. De havde lige et par dage fri og nød godt af naturen, luften og vandet heroppe. En rigtig hyggelig dag med megen snak og 'nydning'. Ligesom jeg er de temmelig madglade, så vi 'delikaterede' os bl.a. med nykogte hvide asparges fra Lammefjordens meget omtalte (og ditto berømmede) landmand, Søren Wiuff.

Jeg har længe haft lyst til at besøge hans gård og da værtsparret havde lagt en artikel om ham frem til os, troede jeg, fejlagtigt, at der var helt almindeligt stalddørssalg hos ham. Men de sælger kun én gros eller efter aftale.

Han forbarmede sig dog, så vi fik lov at købe, men mindste portion lød på 2 kg. 'Jaaaaah-tak!', udbrød undertegnede med det samme; tænk at få lov at spise sig mæt i den slags delikatesser!
Derefter lød menuen på kylling 'indviklet' i Fårevejleslagterens egen spegeskinke med grillede, friske abrikoser og en lækker salat af spæd romaine-salat, radiser, nybælgede ærter og basilikum med mormor-dressing. I Ordrup har vi fået en rigtig dejlig økologisk gårdbutik, med masser af forskellige grønt og frugt.

Til sidst en modereret udgave (se nedenfor) af en sommertrifli med jordbær og hindbær, fundet i bogen 'A piece of cake' af Leila Lindholm. 

Så trængte vi altså også til en gåtur til stranden og en forfriskende svømmetur!






Sommertrifli a la Lindholm (6 meget pæne portioner):








1 d

l. rødvin
3/4 dl. rørsukker
1/4 dl. mørk farin (i mangel af muscovadosukker)
750 gr. skivede jordbær
450 gr. hindbær
4 dl. piskefløde
5 dl. græsk yoghurt
12 knuste makroner
1 pk. gode lagkagebunde (i mangel af hjemmegjort sukkerbrødskage)

Kog rødvin og sukker op til en lage, som varm hældes over skivede jordbær og hele hindbær. Pisk fløden og vend med rørt yoghurt og makroner. Læg lagvis i en (glas)skål: Stykker af lagkagebund dryppet med lage, bær, yoghurtcreme... Slut af med lagkagebund og bær.
Lad den trække koldt en halv times tid.

tirsdag den 13. juli 2010

Stille dage i Paradis

Vi er taget på ferie til verdens dejligste plet og har for en stund overladt hjemmet i andres varetægt.

Vi låner, som sædvanligt, svigerdatterens familie-sommerhus på næsset udfor Ordrup ved Sejerøbugten. Et dejligt hus som ligger på næssets nordside. Skal vi bade, og det skal vi, er vi på fem minutter ovre på den anden side af næsset og kan dyppe os i det klareste, rene vand med sandbund.

Her er den smukkeste udsigt over åbne vidder med græssende får, kik til Sejerøbugten og Sjællands Odde og masser af himmel, hvor de sidste rester af nattens uvejrsfront trækker nordpå og den sommerblå himmel får igen overtaget. Jeg tog et par billeder da fronten nåede os i går - et imponerende skue.

Et stort gråt tæppe blev rullet hen over himlen
 - og bag det fulgte mægtige, dramatiske skyformationer.
Det måtte ende med et (eller mange) brag. Og det gjorde det.

Strikketøjet er med og jeg får da strikket en smule, selvom vejret mere er til 'ligge-helt-stille-i skyggen-og drikke kolde-drikke'-aktiviteter. Lidt kulør har jeg nu fået, da jeg vågner tidligt. På det tidspunkt kan selv jeg sidde lidt i morgensolen og læse. Nu går turen til Asnæs, hvor der skal fourageres til morgendagens gæstebud. Jeg regner sågar med at få bagt lidt, både Camilla Plums 'Nix pille brød' og kanelsnegle fra Foodfanatic.

Et luksus-driverliv, hvor der ikke bruges ret meget tid på at tjekke og kommentere på alle bloggene, så det må komme pø om pø.

fredag den 9. juli 2010

Ja-ja, se nu bare her

Ganske rigtig, da jeg først kom i gang med mønsteret, så gik det ganske godt! Jo, jeg har da opdaget en mindre fejl eller to; men som en af de søde kvinder til onsdagens hyggelige strikkecafé i Uldgalleriet forleden sagde: 'Det er jo det, der gør det til håndværk'. Og det har hun ret i. Men da jeg er indehaver af et, undertiden ret belastende, perfektionsgen, så ærgrer det mig en smule.

Som gammel væver ved jeg, at håndvævere, mange steder i verden, med vilje sørger for, at der er mindst én fejl i deres færdige arbejder. På den måde viser væveren at hun/han kun er et menneske, som ikke ønsker at udfordre de højere magters eneret til perfektion. På græsk kender vi begrebet som hybris.

Ingen kan gudskelov blive udfordret af min halve trøje. Her agerer havestolen gine og det klarer den da meget godt.

Jeg er lidt i tvivl om jeg vil følge opskriften og strikke mågemønster på ærmerne - eller om de bare skal være retstrikkede? Og så er der længden..?

Jo, der er flere vanskelige overvejelser jeg skal bryde min ferieramte hjerne med i de kommende uger ;-)

ABC-tema M

Vi er nået til bogstavet M og der var mange muligheder (se, der var allerede to). Men da jeg har et livslangt og meget trofast kærlighedsforhold til god MAD, ja så er det der jeg ender; med en madoplevelse.

Hundested biblioteket arrangerede i en årrække (det er desværre en saga blot) 'Mad på toppen'; et tilløbsstykke af rang, hvor billetterne blev revet væk - og det var ikke uden grund.

To dage i august kokkererede egnens bedste kok, Jan Friis-Mikkelsen fra Restaurant Tinggården nemlig med årstidens og egnens råvarer. Den forrygende mad som han og hans hjælpere kreerede, blev serveret på (bogstavelig talt) toppen, 34 meter over havet, ved Fyrgården som ligger i tilknytning til Spodsbjerg Fyr.

Jeg har været trofast gæst ved disse arrangementer og en enkelt gang har jeg selv været med til at servere. Begge dele var en oplevelse.

Der sad vi så, ude i den danske sommeraften, med veltilberedt sommermad af høj kvalitet på tallerkenerne, god vin i glassene og den smukkeste udsigt man kunne ønske sig.


Kattegat, ret forude og Knud Rasmussens hus lidt nede af bakken til venstre. 

Og så var der dessert...


...og fantastiske oste
(med kaffe bagefter ;-)
Efterhånden dykkede solen ned i havet, mørket sænkede sig og faklerne blev tændt. Knud Rasmussens mindevarde tegner sig sort mod aftenhimlen.


Tilsidst måtte vi dog gå hjem (myggene hjalp os lidt på vej) - en stor mad (med mere) oplevelse rigere.

tirsdag den 6. juli 2010

Nyt strikkeprojekt

Jeg er ingen dreven strikker (det går lige med ret og vrang) og er fuld af beundring over de mange smukke sjaler og bluser i kniplingsstrik, der bliver produceret.

Lysten mangler ikke, men modet.

Derfor satte jeg mig for, at starte med et beskedent mønster og valget faldt på en FLS, som jeg faldt over på Ravelry. Nu er den øverste retstrikkede del færdig og jeg skal i gang med mønsteret.

Det burde være uhyre simpelt, men ikke desto mindre er det indtil videre lykkedes mig, at pille første pind op tre (!) gange. - Aaargh, siger jeg bare!

Men nu har jeg besluttet at eftertælle hver ENESTE gang jeg har strikket en rapport (på sølle 7 masker). Så lykkes det vel til sidst..?

Jeg regner med at det bliver lidt nemmere, når først jeg har fået strikket mønsteret et par gange og bedre kan se hvad det er jeg foretager mig ;-)

Musikalsk feriestart

Frederiksværk Kammermusikfestival har altid noget godt at byde på og kan stærkt anbefales, hvis man holder af klassisk musik. 

I går aftes, på den første rigtige feriedag, var vi til en dejlig koncert i byens kulturhus, Gjethuset, med Ars Nova Copenhagen. En smuk blanding af moderne korværker af den nutidige, men alligevel let tilgængelige, komponist Arvo Pärt og en flok gamle engelske tudorkomponister. 

Fredag gælder det en 'friday five o'clock' koncert med bl.a. mezzosopranen Tuva Semmingsen.

I dette indlæg gik min (ellers ferierende) indre bibliotekar en smule amok med info-links. 
Det er en arbejdsskade; jeg beklager ;-)

søndag den 4. juli 2010

Et gammelt rosen-'mysterie'

I vores have stod der, da vi flyttede ind, en gul rose ved sydvæggen. Der står den stadig, over tyve år senere, uden nogen som helst forkælelse. I år har den endda pænt med blomster. Jeg har aldrig fundet ud af, hvad det er for en - helt sikkert ikke en der fås på planteskolerne længere.
Mon nogen kender den?

Ydmyg og stilfærdig med letfyldte blomster, der bleges og rødmer en smule, når de er fuldt udsprunget. Meget hurtig afblomstring og så ligner blomsterne godt brugte, halvvåde papirservietter. De kan slet ikke holde i en vase og har kun svag rosenduft.

Lang og ranglet i væksten er den også, meget langt fra de pragtfulde eksemplarer mange haveejere kan fremvise, men på gode dage er den køn - så længe det varer - og så åbenbart sund.

Jeg nænner ikke at skifte den ud med en mere rigtblomstrende fætter. Jeg har tidligere prøvet at espaliere den en smule, men det var ikke kønt, så nu står/hænger den lidt umotiveret ud over bed og plæne.

lørdag den 3. juli 2010

Strikkecafe for første gang

Så løb bibliotekets første strikkecafé på biblioteket af stablen. I betragtning af det helt utroligt varme vejr (som jeg egentlig havde forestillet mig ville lokke folk ud og ikke på biblioteket) så blev vi alligevel en pæn lille skare.
Der var dejligt at se den ildhu og koncentration der blev lagt for dagen, hvor unge og gamle var samlet om en fælles interesse.
Nybegyndere og rutinerede...
i gang med sjaler, kjoler og sokker.
Jo, det ser ud som om den passer fint
Her en spindelvævstynd kjole, som kræver mere end almindelig tålmodighed, da den bliver strikket i to tråde af almindelig sytråd! Og kvinden der strikker denne utrolige kjole, har desuden den smukkeste mønsterstrikkede råsilkekjole på (det hvide ærme)
Tak til alle jer der gjorde denne strikkecafe til en hyggelig oplevelse.
Ses vi næste gang lørdag den 24. juli kl. 10-30-13 på Frederiksværk Bibliotek?


ABC-tema L

Landkrabbe - det er mig!
Jeg holder usigelig meget af fast grund under fødderne. Men forleden aften tog vi alligevel en lille smuttur på Roskilde Fjord, sammen med et par venner. Det foregik i deres dejlige sejlbåd 'Svante' (og spørg mig ikke om bådtype eller længde) som er 'parkeret' i Frederiksværk Lystbådehavn.

Afgang fra Frederiksværk Lystbådehavn i aftensol

Vejret var fantastisk, vinden fin og båden stabil - det gik faktisk rigtig godt. Efter et glas kølig hvidvin (eller to) var landkrabben nærmest fuldbefaren matros!

Højt humør hos den stolte bådejer, der har snuppet det bedste hjørne


Vi skød næsten 7 knob og nåede forholdsvis hurtigt frem til vores destination ved Kulhuse.
Her var læ og vi kastede anker. Så blev der badet og værtsparret diskede op med pil-selv-rejer, brød, smør og dild m.m. - og mere kølig hvidvin. Landkrabben mente nu, at det var en rigtig god oplevelse og overvejede seriøst muligheden af en længere weekend-tur.


Mens maden stille og roligt forsvandt fra tallerkener og skåle, forsvandt solen bag sorte skyer der trak sammen i horisonten - landkrabben havde heldigvis ryggen til - og bådejerne besluttede at sætte næsen hjemefter og vente med kaffen. Og så gik det ellers hjemad - med skyerne og regnen og de imponerende smukke lyn i hælene.

Hvem kommer først? - Lidt synd der ikke kom et lyn med på billedet, for dem var der mange af!




Landkrabben havde ikke helt forestillet sig, at skulle sejle om kap med vejrguderne, men de to grinende sejlere og lidt mere hvidvin hjalp gevaldigt på humøret. Uvejret drejede heldigvis af og trak ind over Halsnæs i retning mod Kattegat og vi nåede havnen uden ret mange dråber.


Kaffe med chokoladekage og friske jordbær 'on the side' blev nydt i kahytten, mens regnen trommede på taget (eller hvad toppen af båden nu hedder). Trods den lidt bratte og en smule dramatiske hjemtur, vil jeg tro, at landkrabben er til at lokke ud på bølgen blå en anden gang - bare der er drikkevarer nok ombord!

Se flere løsninger på ugens abc-tema.