søndag den 29. maj 2011

Himmelsk #37

Eftersom ugen har stået i både feriens og Sveriges tegn, så valgte jeg den svenske sommerhimmel over Göta elven, som det himmelske indlæg denne gang. 






Se flere Himmelske billeder her

lørdag den 28. maj 2011

Over sundet og nordpå - #I

I denne uge snuppede vi en lille før-sommerferie i broderlandet.

Først et par dage i Vänersborg, nord for Trollhättan, provinshovedstaden i Västergötland.

Vänersborg er ikke bemærkelsesværdig, men den ligger godt for ture i omegnen. Byen ligger i den sydligste ende af Vänern (det store, vandfyldte hul der blev tilbage, da Gefion pløjede Sjælland ud af Sveriges muld ;-), netop hvor Götaelven har sit udspring.

Mod sydøst ligger 'Arn og Cecilia-land', det nuværende Sveriges vugge, med bl.a. klostrene Varnhem og Gudhem.

Her, mellem Vänern og Vättern, ligger også Hornborgasjön der er berømt for sine store flokke af traner.

Billedet er fra en ganske frønnet anløbsbro ved Götaälven, ikke langt fra vores hotel.

I første omgang valgte vi at udforske lidt af nationalparken Halle-Hunneberg Ecopark, der er et af de elg-rigeste områder i Sverige. Desværre viste vejret sig ikke fra sin bedste side (det regnde ærlig talt en del undervejs), men naturen var smuk, selvom ingen elge krydsede vores vej.


Bergagården, hvor vi gik fra, husede en Naturskole og en masse børn havde travlt med at lære mere om naturen. 

På vandreruten vi fulgte, var der med mellemrum opslagstavler med opgaver til børnene - bl.a. denne om menneskenes spor i naturen. Vi kunne ikke stå for citatet (klik på fotoet for større og læsbart billede)



Efter middag kørte vi sydpå til Trollhättan...

...fortsættelse følger.

mandag den 23. maj 2011

Himmelsk #36

Bedre sent end aldrig... her er mit bud på denne uges Himmelsk
- se flere bud her hos Petunia.

En lille stump af en perfekt blå sommerhimmel spejler sig i en lille rude i en anløben murstensvæg på en gammel industribygning fra 1880'erne. Den er nu en del af Kvarterhuset i Jemtelandsgade på Amager.

Huset rummer bl.a. bibliotek, café og ungdomsklub og har fået et par nye tilbygninger; en helt vidunderlig forsamlingssal "på stolper". Lige ved siden af er opført en fleksibel og anderledes idrætshal, Prismen.

Begge dele er en stor gevinst for et temmeligt belastet område - og det er da også himmelsk ;-)

fredag den 20. maj 2011

St. Havedag

I dag er den ekstra fridag gået med storvask og med at give haven og terrassen en ordentlig overhaling, bl.a. er planterne fra gårsdagens indkøb kommet i jorden. Vejret artede sig vel, ikke for varmt og med mestendels sol.

Vi har en ret stor have på 1800 m2 og da husbonden absolut ikke er havemenneske (bortset fra at slå græsset, så bruger han den kun til at nyde livet = dovne i) så er jeg (en ikke særlig effektiv) hovedansvarlig.

Min ellers velfungerende plan med 1/2 time om dagen holdt slet ikke i dag, for der var hele tiden lidt mere der krævede en kærlig hånd. Den slags hævner sig, så nu sidder jeg her med en værkende ryg og håber optimistisk, at jeg måske kan sove det væk. Men haven havde godt af det.

Mine prydløg, som jeg viste tidligere, er nu helt udsprungne. Jeg glemte at tage billeder, men her er et fra forrige år - jeg synes de violette kugler der svæver i aftensolen over mit krydderurte- med-mere-bed er et ret imponerende syn.

En dejlig St. Bededag, hvor glorien blev højglanspoleret.

torsdag den 19. maj 2011

Krukkefyld og sommeridyl


I dag havde jeg fri - og benyttede dagen til to hyggelige aftaler.

Først en tur på Asserbo Planteskole med mine forældre.

De har svært ved at komme omkring og er afhængige af at familie og venner kan hjælpe, når der skal købes noget ud over det sædvanlige, så jeg prøver at være behjælpelig. Da jeg er helt vild med planteskoler var jeg nu meget let at lokke med.



Det er ikke fordi jeg bruger ret mange penge på planter og blomster, men jeg kunne gå rundt og snuse og kikke i timevis, hvis jeg fik lov. Selv som barn var en tur på planteskolen en udflugt jeg glædede mig til.

Vi skulle købe en duftsnebolle, som min mor havde ønsket sig til deres lille, men meget hyggelige, gårdhave.

Hun fandt også lidt ekstra planter og da jeg også selv havde planlagt at købe lidt med hjem, var det med nød og næppe at vi fik planter, rollator og os selv stoppet ind i bilen igen.

Jeg fik lidt blomster til krukkerne på terrassen og nogle krydderurter til at udfylde de bare pletter i mit bed, da den kolde vinter havde taget livet af nogle sartere sorter.




Lige over middag hentede jeg så min datter i vuggestuen (ja, hun arbejder der altså ;-) og vi turede lidt rundt i Hillerød og nød det gode vejr.

Vi spiste udendørs frokost på Café Vivaldi, der serverede udmærket mad, men jeg undrer mig over at serveringerne skal være så enorme; hvorfor der skal være en stor portion stegte kartofler til en sandwich? Det er helt unødvendigt og næsten amerikanske tilstande. Jeg levnede og det plejer jeg ikke!
Spild af mad, suk.

Solen og udsigten til Slotssøen og Frederiksborg Slot kan jeg derimod ikke klage over. Med palmer mellem bordene var det næsten som at befinde sig i sydeuropa (på en kølig dag, dog).


Så fik vi handlet lidt småtterier, fik snakket (og snakket) og drukket kaffe (med kage til, gud hjælpe mig) på den lille, hyggelige og godt gemte kaffeshop, Etc./Coffee Box Inc. - som også har dejlige specialiteter.

I et forsøg på at få fordøjet al den mad slentrede vi (mere kunne vi ikke) en lille tur langs Slotssøen, hvor datteren selvfølgelig straks fremtryllede en pose med lidt godt til ænder (og alliker og gråspurve).

Den dejlige nye sti langs søen er en gave til byen. Få meter fra det pulserende handelsliv på torvet og i gågaderne er der helt stille; der er fuglekvidder, bølgekluk og ren idyl. Og man kan gå hele vejen rundt, hvis man har lyst. Det gjorde vi nu ikke i dag.

Ude på søen sejlede den lille sommer-færge M/F Frederiksborg med en lille flok glade børn og forældre ombord. På denne tur blev der tid til adskillige svinkeærinder, så vidt jeg kunne se, og en masse forklaringer fra skipperen.

Vi sluttede dagen med at beundre den nye Irma-butik (og købte lidt flere småting). Det er da ærgerligt at vi ikke har en Irma i Frederiksværk mere...


onsdag den 18. maj 2011

Hvad de dog siger...

Min let slumrende morgenhjerne vågnede op til dåd, da venstrepolitikeren Karsten Lauritzen var i studiet for at undskylde en fejlagtig oplysning om danskkurser i forbindelse med et lovforslag.

'Man må være stor nok til at anerkende sin fejl' gentog han flere gange - ikke undskylde den, indrømme den eller bare erkende den, men anerkende?

Ok, jeg vil anerkende når nogen lærer af sine fejl, men at de begår dem? Det er da en alternativ brug af et så positivt ladet ord. Men måske kan han narre nogen til at tro at han bør roses for sin manglende viden - eller også kan han ikke tale dansk ;-)

Ak ja, 'gå ikke over sporet - der kommer valg'!

tirsdag den 17. maj 2011

Mandagstema: Farverigt

En blomstrende sommereng fra sidste år er mit farverige bud, når Petunia igen holder 'mandags-træf'.

mandag den 16. maj 2011

I har hørt det før... Camomille

Så fik jeg hæklet de sidste masker og hæftet ender på mit første Camomille. Nu skal det bare vaskes og blokkes.

Det er en gave til min svigerdatter og er perfekt til en kølig sommeraften på altanen. Jeg har lavet det lidt mindre end opskriften foreslår - det tror jeg hun vil sætte pris på.

FAKTABOKS for CAMOMILLE

Design
Helga Isager - se Ravelry-link
Garn:
100 gr. grå Blackhill Højlandsgarn fra Garnudsalg.dk 
100 gr. tynd lavendelgrå uld (håndfarvet af Kathe Lewis)Pinde:
KnitPro str. 3,5 og 3
Om strikketøjet:
Nem, men velskrevet og gennemarbejdet opskrift. Jeg er glad og tilfreds med resultatet - og må nok ha' et selv...
Jeg har også fået afsluttet en halsedisse til min datter. Selvføgelig var den færdig præcis som foråret for alvor satte ind, så den får lov at 'oversomre' til vi får rusk og efterår.


FAKTABOKS for NEAs NECKNUDGER


Design
Michelle Johnston - 
Twisted Rib Neckwarmer (se Ravelry-link)
Garn:
Blackhill Højlandsgarn fra Garnudsalg.dk - en tråd af hver i farverne Pistachie og Lammeøre ca. 80 gr. af hver.
Pinde:
KnitPro str. 4,5
Om strikketøjet:
Lige op og ned-rør i et helt enkelt snoet mønster. 
Jeg har ændret lidt i mønsteret, da originalen har en række af huller i snoningen som jeg ikke brød mig om.

Makrosjov 14

Så er det tid til makrolegen igen. Denne gang er emnet vand - noget der kan give masser af sjove og spændende billeder.

De bedste af mine billeder ligner desværre lidt for meget nogle af de andre deltageres, så derfor endte det her.
Den er jeg vist ene om ;-)

lørdag den 14. maj 2011

Klar til affyring

Prydløgene (Allium) har brugt den sidste uge på at gøre klar til sommerens store fyrværkerishow; det er lige imponerende hvert år. I løbet af et par dage vil de svæve som store violette kugler over mit krydderurtebed.

Har du bemærket edderkoppen? Den så jeg først, da jeg fik billederne lagt ind på computeren...





fredag den 13. maj 2011

Himmelsk #35

Familiefødselsdagen i Frederiksborg Slotspark i søndags foregik i det skønneste vejr - og udsigten var......................................................


Automobil

Foranlediget af Donalds billeder af smukke biler, kom jeg til at tænke på et billede, som familien kom i besiddelse af for et års tid siden.

En bilentusiast, som var stødt på familienavnet i et gammelt bilmagasin, havde brug for nogle supplerende oplysninger og kontaktede min far. Til gengæld sendte han ham dette fantastiske billede af min farfars bror, Carl Vilhelm, der poserer i sin imponerende Sunbeam fra 1920'erne. Med privatchauffør selvfølgelig!


Carl Vilhelm var meget glad for både mad og vin og, bogstavelig talt, en stor mand (som det måske også kan ses af det noget 'nedtrykte' baghjul). Han var vingrosserer, temmelig velhavende, og residerede på det familien kaldte 'slottet' i Allerød; Øxenholm. 

Han havde penge nok og min far fortæller at han undertiden dukkede op til familiens søndagsfrokoster i Farum, medbringende champagne og en kurv med højt belagt smørrebrød, hentet hos Oskar Davidsen. Dog ikke i den afbilledede Sunbeam, for på det tidspunkt havde han anskaffet sig en Isotta Fraschini, formodentlig en Tipo 8B. Siden er det gået tilbage for familien: Jeg fragter mig selv rundt - og det i en aldrende Peugeot 306.

Hos Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune fandt jeg jeg på et tidspunkt en sjov historie om samme grosserers hønsehus, som i kraft af sin arkitektur, vakte en del furore i nabolaget. I artiklen bliver familiens rige onkels fine 'slot' forsmædeligt nok kaldt 'et forvokset husmandssted', men for fem år siden blev det solgt til Aqua-parret Lene Nystrøm og Søren Rasted for hele 26 millioner, så helt lille er det åbenbart ikke  ;-)

onsdag den 11. maj 2011

Mandagstema: Genbrug

Dette Mandagstema hos Petunia står mit hjerte nært, da jeg har en svaghed for økologi og bæredygtighed.

Jeg er ingen ørn til loppefund, snarere tværtimod. Min indbyggede tilbageholdenhed gør mig temmelig uduelig, både til uhæmmet at glo på og undersøge tingene - og til at prutte om priser. Det ærgrer jeg mig tit og ofte over når jeg ser, hvordan venner og bekendte opsnuser spændende ting og sager til (næsten) ingen penge.

Til gengæld kan jeg bryste mig af at arbejde på et af verdens bedst fungerende og bedst organiserede genbrugs'paladser': Biblioteket.

Stedet, hvor millioner af mennesker verden over genbruger bøger m.m. og bliver klogere og gladere mennesker.
Viden, demokratisering, integration og kulturel vækst og mangfoldighed - alt det bidrager bibliotekerne til - og hurra for det.

Selv bruger jeg uhæmmet løs af denne gratis (=skattefinansierede) guldmine. På billedet ses nogle af de fagbøger jeg har hjemme for øjeblikket. Der plejer at være et sted mellem 50-60 biblioteksbøger, samt lidt cd'er og film, på mine hylder; men jeg bliver også fristet hele tiden!

Naturens egen form for genbrug fascinerer mig også. Hvordan alt levende forgår og genopstår i en evig cyklus. Hvordan årstiderne skifter og vender tilbage med fornyet kraft. Hvordan mit store, gamle paradisæbletræ f.eks. hvert eneste år har samlet kræfter til igen at klæde sig ud, først med rosa knopper og grønt løv, så hvide blomster og senere gyldne og røde små frugter.

Lige nu er det maj måneds udgave, med de hvide duftende blomster, der fortryller mig.

mandag den 9. maj 2011

Makrosjov 13

Så er der makrosjov hos Catarina med et sjovt og udfordrende emne, Set på badeværelset. Her er mit bud:

fredag den 6. maj 2011

Himmelsk #34

Et himmelsk syn møder mig, da jeg træder ud af huset i morges:
Et kastanietræ med nyudsprungne blade, sol og en helt blå himmel. 

Inden længe tænder den sine lys og senere vil den krølle sine visnende blade sammen, alt for tidligt, på grund af kastanie-minérmøllene som hærger træerne i disse år.

Men lige nu er den så smuk og skal bare nydes...                                         Se flere himmelske billeder her

torsdag den 5. maj 2011

Min bedste rabarberopskrift

For den vægelsindede blogger er det der med 'den bedste' noget af en udfordring.

Nu opfordrer Blogkvinder 40+ til at jeg skal levere min bedste rabarberopskrift.

Rabarber bruges her i huset til syltetøj, chutney, kompot, tærter, kager, grød, saft, sirup og suppe, så hvad skal jeg vælge?

De tidligere indlæg drejet sig om henholdsvis kage og smuldretærte (som i min udgave har havregryn og reven citronskal i dejen), derfor bevæger jeg mig i denne omgang over i den flydende afdeling.

For mange år siden fik jeg en usandsynlig lækker kold rabarbersuppe på Tinggården. Jeg fik heldigvis opskriften med mig hjem og den er ganske simpel.

1 kg rabarber snittes meget fint og overhældes med en sukkerlage, kogt af 1 liter vand, 400 g sukker, 1 vanillestang (hvis du har råd, så gerne en fed polynesisk en af slagsen) og saften af en citron.

Blandingen trækker til den er helt kold og sies. Suppen kan evt. smages til med lidt sød, lys dessertvin, men det er såmænd ikke nødvendigt.

Server suppen iskold. Nogen (læs: Husbonden) holder af en klat flødeskum i midten, jeg tager den helst 'rå'.

Claus Meyer laver en suppe der ligner meget og han tilsætter enten reven citronskal, appelsinskal eller finthakket mynte, så det kan man jo også prøve.



Til suppen er det godt med en sprød, ikke for sød, lille ting. F.eks. mandel-kaffebrød (biscotti). Jeg bager dem selv, for jeg synes de købte både er for hårde og for søde. Den opskrift skal jeg nok gi' jer senere ;-)

Den fra-siede pulp bør i øvrigt bruges til andre lækkerier. Den kan koges op med sukker og vand til saft (evt. med citronsaft og et par nelliker eller en stjerneanis), kommes i kager, i jordbærmarmelade eller...

tirsdag den 3. maj 2011

Tre-i-én

Inden solen forsvandt til fordel for de grå skyer og den savnede regn, snuppede jeg et solrigt billede af denne pinselilje med hele tre besøgende.

Er det ikke utroligt så stærk det går?

For en måned siden var forårsblomsterne på nippet til at springe ud; nu er de væk og nye kommet til...

Men heldigvis er der stadig masser af blomsterglæder at se frem til i løbet af de næste måneder.

Inspireret af en blog (jeg kan desværre ikke huske hvilken, men tak for det) har jeg lånt Grethe Bjerregaards bog '1/2 time i haven - den daglige haverunde'.


Det var bogen, jeg ikke vidste jeg havde brug for. Hendes metode med KUN at bruge 1/2 time om dagen (med stopur, ja, for ellers fortaber jeg mig) redder nok min ryg i år, samtidig med at haven alligevel ikke gror helt til. Jeg er glad :-)

mandag den 2. maj 2011

Mandagstema: Noget gammelt, noget nyt...

Petunias mandagstema indgår hele fire ord: Gammelt, nyt, lånt og blåt.
Ja, man kan ane bryllupsstemningen ;-)

Kunne det lykkes at få kombineret det uden at det blev alt for søgt?

Heureka! I eftermiddag var det hele pludselig samlet på sofabordet, da jeg skulle ha' en rolig strikkestund.
Nybrygget te i en gammel kop med blåt mønster og en strikkebog lånt på biblioteket...

Makrosjov 12

Så er det tid igen og denne uges tema hos Catarina, drømme-agtigt, var ikke helt nemt. Der er blevet taget mange meget forskellige billeder, men det var dette det endte med.


Det er det fineste saristof i en smuk, gråblå, halvtransparent silkegeorgette med broderier i gyldengrønne, lilla, blå og turkise nuancer. Gardinet, som er indkøbt i Bazar Vest i Århus, er vidunderligt at vågne op til, når det blidt vugger i vinden og filtrerer daggryet på barmhjertigste vis.

Se flere drømmeagtige billeder her

søndag den 1. maj 2011

Hjemlige søndagssysler

Jeg burde have været ude med de røde faner, men 1. maj har i år været en stille og rolig hjemmedag, fyldt med lidt af hvert, inde som ude.

Jeg har længe bagt vores rugbrød på en rigtig god surdej. Og da jeg for nogen tid siden besluttede at jeg også ville bage alt andet brød, skal der ske lidt på den front med jævne mellemrum - og der skal tænkes strategisk. Næste weekend er der ikke tid til bagning, så i går lagde jeg dej til både hvede- og rugbrød og i dag har der været fyret op i ovnen.

Jeg har forsøgt mig med en ny type hvededej. Her er det en opskrift fra Årstiderne, men noget lignende har jeg også set andre steder. Det er en ret tynd brøddej, som skal røres 20-30 minutter i røremaskinen og derefter koldhæve et døgn samt efterhæve en rum tid i stuetemperatur. Melet er hvedemel og ølandshvedemel og der er brugt tørgær; noget der drillede mig lidt under hævningen (jeg var vist lidt for utålmodig), men som er nemt at have med at gøre, når mængderne af gær er så små.

Resultatet er rigtig godt. Tæt, men saftigt og med en lidt sej krumme og en næsten glasagtig splintrende skorpe. Jeg kan nu konstatere, at de små 'cup-breads' de serverer både på Noma og på Dragsholm må være bagt af samme type dej.

Jeg har også startet en surdej, som jeg fremover vil bruge til mit lyse brød. Den er baseret på æblejuice, halvt rug- og halvt hvedemel. Jeg har fundet den i Wassim Hallals lille brunchbog 'Morgen møder middag' som kan downloades gratis.

Jeg er spændt på om æblejuicen vil smage igennem i brødet. Nu skal den foreløbig stå en 8-10 dage på køkkenbordet og 'komme sig'.

Ude har krydderurterne fået lidt håndholdt hjælp imod ugræsset (og græsset), noget er flyttet og noget er skåret ned. Både spade, greb, skovl, rive og vandkande er blevet motioneret.

Som det ses er jeg bagud med at klippe lavendler ned og de trænger ellers gevaldigt, men tingene må gå i det tempo jeg kan klare. Selvom det er frygteligt frustrerende når hovedet vil meget mere end kroppen.
















I pauserne blev der tid til lidt nydning - dels med kaffe, dels en frokost med kyllingesalat (med lækre, nye grønne asparges) og nybagt brød.


Strikketøjet kom også med ud i solen, men det blev nu ikke til mange masker.

I det hele taget går det lidt langsomt med strikkeriet, dels fordi jeg er i gang med nogle lidt større projekter der ikke er helt så motiverende som babystrik, og dels fordi der er rigtig mange andre gøremål i sommerhalvåret.

Husbonden er i gang med at grille asparges til en portion stenbiderrogn og derefter nogle af slagterens gode hvidløgspølser som får følgeskab af en pastasalat med masser af grønt. Dejlig nem og sommerlig mad.