torsdag den 30. juni 2011

Fotokalender 2011 - Juni

Jeg har valgt et af de mange billeder fra Tivolituren jeg nævnte i forrige indlæg.

Det var Vilfreds allerførste af slagsen. Nej, han fik hverken en tur på karrussellen eller i veteranbilerne denne gang, men der var alligevel meget at kigge på og lytte til for sådan en lille størrelse.

Her er han i favnen på faster med mor indenfor rimelig rækkevidde, hvis nu sulten skulle melde sig...

Farfar havde vundet en lille giraf i bueskydning og kort efter dukkede far op med samme gevinst. De var ikke velegnede til små børn, så da han havde kigget færdig blev de pakket væk.


Og ja, så fejrede vi jo også de 25 år; så det er vel passende at den dag kom med i juni måneds erindringsbillede.


















Selvom Vilfred optræder på billedet ovenfor, vil jeg ikke snyde mig selv for det månedlige Vilfred-foto.



Du kan se flere junibilleder her

Sølvbryllup i flere etaper

Tirsdag havde husboden og jeg sølvbryllup. Nu er bryllupsdage ikke noget vi normalt fejrer; for 25 år siden gik vi stille og roligt på Rådhuset og blev gift af praktiske årsager uden nogen falbelader. Vi havde da boet sammen i adskillige år og vores yngste var et halvt år. Kun to af mine kolleger, der var vidner, var impliceret i det.

Men jeg syntes alligevel at vi skulle benytte lejligheden til at hygge os med børnene, så jeg inviterede husbond, børn, svigerbørn og barnebarn på brunch på Nimb Brasserie i søndags - med efterfølgende Tivolitur.

Det var ualmindeligt hyggeligt og dejligt afslappet, præcis som jeg holder af.

De søde og betænksomme børn syntes også at vi skulle have en gave, så vi fik et gavekort til en god middag på Sorte Hest. Den slags falder altid i god jord da, især jeg, er vældig madglad.


Men her stoppede det ikke, for vi skulle da også fejre dagen alene, så i dag spiste vi en skøn middag på det lokale gourmet-tempel Tinggården. Hos Jan Friis-Mikkelsen går man aldrig skuffet hjem.

Vi startede med et glas cremant med huset lækre hjemmesaltede mandler (spanske selvfølgelig).

Derpå dagens  appetizer: Dampet pighvar med brødchips og flødevendte agurkestrimler; meget lækkert.

Jeg lagde ud med en god, kraftig krebsebisque med pocheret geddefars, krebsehaler, dild, spinat og skvalderkålblomster.

Husbonden fik stegt knurhane med råmarineret agurk, salat, krydderurter og et drys vilde stedmoderblomster.

Halvvejs igennem byttede vi tallerkener, så vi begge fik smagt på det hele.

Vi havde bestilt enkelte glas af aftenens vinmenu og dem delte vi også (dog fik sølvbruden broderparten, da gommen var chauffør).
Jeg tillod mig at bestille en ekstra forret og det er jeg lykkelig for at jeg gjorde, for det var måske måltidets bedste oplevelse:

Nye rødbeder vendt i en lakridset kogelage/sirup, papirtynde rå rødbedeskiver, kørvel, fuglegræs, fine strimler af lakridsrod, sprødt brød, skovsyre og en superblød (og fed) velsmagende terrine af fedandelever.

Lakrids og rødbeder er en forrygende kombination skulle jeg hilse og sige!

Menuens hovedret var rosastegt sommerbuk med sommersvampe (her kantarel), kirsebær og spidskål samt en lille dyrepølse med en krydret rabarber ketchup/chutney.

Den kastede husbonden sig ud i.

Jeg valgte dagens ret:

Kalvetyksteg med en varm salat af nye kartofler og spidskål vendt med gedefriskost. Hertil dampede nye løg og gulerødder og igen, masser af friskplukket kørvel.

Selvfølgelig delte vi igen både mad og vin.

Osten sprang vi let og elegant over (heldigvis, selvom de altid har fantastisk ost) og gik direkte til desserten:

To gange jordbærsalat med hyldepandekage, jordbærskum, marengsflager og hvid chokoladeganach, flankeret af et shot med kamille-iste med jordbæris. Glassets kant var smurt med citron og  dyppet i frysetørret solbær; det var fint med lidt syre og bitterhed som modspil til det søde.

Alle retter var, som I kan se, meget smukt anrettet.

Kaffen med lidt lækkerier, som forskellige Valrhona chokolader og små spøde småkager, blev nydt i gården under den store valnød med lyden af hr. Solsort og ærkedansk sommeraften i ørerne...

Tinggården har netop startet en ny 'tag-med-hjem' service, kaldet 'Dagens Husmandskost'. Hver torsdag og fredag kan du bestille og hente god og enkel mad for kun 145 kr. pr. kuvert med lidt af deres gode brød til.

I denne uge er det bagt kulmule med tomatbraiseret fennikel og fennikelsalat med blomkål, kantereller og sprøde rugbrødstern.

Det er vi vist nødt til at prøve en dag hvor appetiten er vendt tilbage.





Så er vi vist også klar til de næste 25 år :-)

tirsdag den 28. juni 2011

Mandagstema: Zoom ind

I ugens mandagstema vil Petunia gerne have småkrybet frem i lyset, netop nu da naturen vrimler med den slags.

Så gælder det om at have øjnene med sig - og jeg var heldig. For i dag, da jeg kom hjem fra arbejde, havde en fin natsværmer placeret sig strategisk rigtigt på vores haveparasol, hvor den ikke helt faldt i med omgivelserne. Havde den valgt et af vore birketræer, ville jeg sandsynligvis aldrig have fået øje på den.

Men hvad er det for en? En nonne, en ugle, en måler, en borer, en spinder eller noget helt andet?
 Jeg har gransket bøgerne, men har endnu ikke fundet den rigtige; så jeg nyder bare synet af et af de mange forunderlige dyr naturen har beriget os med. Er den ikke smuk med de fine cirkler, der næsten ligner vanddråber og vingens bagkant der ser ud som om den er kantet med tungesting?

lørdag den 25. juni 2011

Frem fra gemmerne

Min kollega havde en sjov samling gamle strikkeopskrifter med i dag, som jeg har fået lov at få. De er fra hendes svigermor og stammer fra tresserne og frem til engang i firserne.

I en mappe var samlet en masse udklip fra dameblade; den er rigtig sjov at bladre i og få inspiration fra. Firsertrøjernes noget aparte facon kan jeg ikke rigtig forlige mig med (endnu), men der er masser af mønstre, som sagtens kan kombineres med et mere nutidigt snit.

Lidt pudsigt at se at kendte navne som Johnny Reimar og Kirsten Walther optrådte som modeller for hjemmestrik. Sidstnævnte endda i en midi-kjole; det udtryk havde jeg helt glemt ;-)

Der var også denne originale Åse Lund Jensen opskrift på en 'Hippie-nederdel'. Med i posen var desuden to hæfter:

Alt for Damernes Strikkebog fra 1963-64 med (dårligt) farvetryk på hver fjerde side, dengang ren luksus. Her er opskrifter for både børn og voksne, fra nydelige formstrikkede modeller til de mest moderne. Især ses det at Anita Lindblom, efter sit hit Sånt er livet, havde sat sit præg på moden med den bredstribet striktrøje med stor, vid rullekrave, sit korte touperet hår og de smarte gamacher. Jo, jeg husker det udmærket, jeg var 11 år da hun hittede og elskede sangen, som jeg stadig synes holder.
Det andet var et hæfte med færøstrik fra Ulrick-Madsen/Dalegarn uden årstal men fra nogenlunde samme tid, men knapt så meget med på noderne.

Designeren er Fru Karen Rongsted og forordet er skrevet af ingen mindre end Generalkonsulinde, fru landsretssagfører Rosa Husted-Andersen, født Jacobsen på Nolsö, Færøerne.

Jo, det var dengang der blev holdt på formerne.

På det afbillede portræt flasher generalkonsulinden uden mindste blusel, en tændt cigaret - det var helt acceptabelt, men den går altså ikke i dag.


Sikke tider...

Himmelsk #41

Der er sandt at sige ikke ret meget himmel på dette billede, men det passede så godt...
I denne uge, hvor de lyse nætter er lysest, er studenterne sprunget ud i Danmark og der er ingen tvivl om, at de synes det er himmelsk. Nu står den på fest og ferie for 'de smukke unge mennesker' - og siden tager de for alvor hul på fremtiden.

Tirsdag var vi til studenterfest for husbondens nevø, der havde afsluttet med et meget flot resultat.

Det fine vejr blev nydt i haven og her er den glade student, en ganske lille stump af den smukke lyse aftenhimmel og en flok tomme ølflasker
- dem bliver der uden tvivl flere af, for de nyudklækkede går en hård weekend i møde!

I dag har byen genlydt af bilhorn og jubelråb siden middag og rundt om i haverne er der nu musik og glade stemmer.

Tillykke med huerne :-)



Se flere Himmelske billeder her

onsdag den 22. juni 2011

Hæklerier

Jeg har forsøgt mig udi hæklingens kunst. Ærlig talt har jeg aldrig været så vild med hæklede ting og sager, jeg synes ofte de bliver klodsede, men teknikken er god til grydelapper og andre fornuftige småting.

Det var barnebarnets behov for en suttekæde der satte mig i gang med hæklenålen og nu har jeg også hæklet ham en savlesmæk efter D'jo hannes fine opskrift.

Ja, den er jo ikke blevet helt som forlægget; det skyldes manglende erfaring kombineret med en sær evne til at hækle forud for opskriften og derefter nægte at pille ret meget op ;-) Men den er vist blevet meget god alligevel.

Knappen skal lige sys fast, og så kan Vilfred savle og gylpe uden at blive drivvåd på brystet.

mandag den 20. juni 2011

Enestående Halsnæs

De foregående år har Hundested Havn hen over sommeren huset nogle fantastiske sandskulpturer. Nogle af verdens bedste sand-skulptører har lavet utrolige værker og mange har besøgt havnen for at nyde dem.

I år har gruppen bag, en flok ihærdige ildsjæle, besluttet at udvide aktiviteten betragteligt og har skabt kultur-festivalen Outstanding Halsnæs. Hvorfor nu på engelsk, spørger mange lettere irriterede, men ideen er at denne festival gerne skulle række ud over landets grænser - mange af de deltagende kunstnere er udenlandske.


Materialet i år er ikke sand, men træ og udover bygningen af adskillige træskulpturer på havnen i Hundested, bliver der opført skulpturer/landart flere stedet i Halsnæs kommune. 


dag var jeg hos fiskehandleren på havnen i Frederiksværk og studsede straks over denne gamle smukke båd med en noget usædvanlig 'mast', så den måtte lige studeres nærmere. 
Det var den italiensk-langelandske kunstner, Alfio Bonanno, der var i fuld gang med at færdiggøre sit bidrag til festivalen. I lørdags kunne man møde ham Gjethuset. Desværre var jeg forhindret, men jeg håber at mange greb chancen for at høre denne spændende og travle kunstner berette om sit liv og sine storslåede værker. Nu fik jeg mulighed for at veksle et par ord med ham, mens han ventede på en kran... Skulpturen skal være færdig i morgen, da han skal videre til Norge til endnu et af hans mange projekter.

Mandagstema: Fødder

Petunias emne for Mandagstemaet i denne uge sendte mig direkte til arkiverne for 1981, for snart 30 år siden! Her er nemlig et billede af fødder som jeg er meget glad for.

Min nyfødte søns lille fod og husbondens noget større - til sammenligning. Nu har sønnen forlængst overhalet sin far i skostørrelse :-)



Du kan se flere fine fødder her

fredag den 17. juni 2011

Himmelsk #40

Denne uge har Himmelske billeder jubilæum - tillykke med det til Petunia, som er tovholder på projektet :-)

Mit billede viser forårshimlen over Rom i april 2008.


torsdag den 16. juni 2011

Mandagstema: Sten

Rigtig sent ude - igen. Tiden er løbet fra mig de sidste uger, måske fordi sommeren kalder på udeliv. Men dette Mandagstema må jeg være med på, da jeg er vild med sten.

Denne sten er næsten ikke til at få øje på. Den er rund og blød i formerne, men det er længe siden den har ligget og rullet i vandet, for siden da har laverne haft frit spil, med smukke mønstre og fine farver til følge.


På en af strandene ved Sejerø-bugten kommer jeg jævnligt og her er masser af sten.



Her finder jeg tit køer (altså sten med huller i) og dem kan jeg ikke lade ligge.


Jeg kan i det hele taget ikke gå en tur på stranden, uden at komme hjem med sten i lommerne :-)


Andre end jeg holder åbenbart af sten - nogen har bygget en fin varde.











mandag den 13. juni 2011

Kassebeholdning

I vores store Robinietræ (uægte akacie) som jeg viste i går, har vi en fuglekasse, hvor der i år er nye gæster; nemlig et rødstjertepar med unger.

 Lige nu venter vi på at de hopper af reden - de hænger allerede nysgerrigt med hovedet ude af kassen.

Sidste weekend sad jeg længe musestille på terrassen for at få et par billeder - det var ikke let, da er de både hurtige og sky.
Her er hunnen på vej ud af kassen efter en lynfodring...





Hun holdt hele tiden skarpt øje med mig...

Hannen, der var den mest forsigtige (eller dovne), tager sig (endnu) en pause i fodringen, i tryg afstand langt fra terrassen. Han er ellers en flot fyr...













Rødstjerten kan stå stille i luften, næsten som kolibrier - forbløffende at se.

Jeg havde kameraet på stativ og var lidt for længe om at dreje det, så det fik kun foreviget den halve fugl, mens den svævede i luften.

søndag den 12. juni 2011

Bordets pinseglæder

Sommeren har holdt sit indtog i glas og på tallerkener her i pinsedagene...





Vand skal der til og netop nu er krydderurterne klar, så der kan sættes smag på.

Jeg elsker den lette forfriskende myntesmag som et par kviste af den gamle mynte giver. Det er den bedste mynte jeg er stødt på. Jeg kender ikke denne sort - den stod i haven da vi flyttede ind og jeg har ikke fundet andre mynter med samme smag.

Inden længe skal den også bruges i kogevandet til de nye kartofler - et trick jeg lærte i England tilbage i tresserne.


Saftig flanksteak fra grillen med lidt ris og en frisk og let melon-agurkesalat.

En halv melon og en skrællet agurk (uden kernerne) skæres i passende tern, blandes med fintsnittet hjertesalat el.lign. og masser af purløg. En almindelig vinaigrette dressing samt salt og et godt skvæt peber fuldender biledet.

Jordbærrene her er utrolig velsmagende. Det er ikke vore egne og jeg kender heller ikke denne sort, men de spises selvfølgelig med flødemælk og knasesukker.

Vi formaster os til at skære dem over og drysse med sukker før de trækker en times tid i køleskabet. Det er ikke altid comme il faut at servere halverede jordbær, men det smager! At der også dannes en forrygende lækker jordbærsaft i bunden af skålen, som jeg og husbonden nærmest slås om, er en ekstragevinst ;-)

Himmelsk #39

Her ved min terasse står den store uægte akacie og vigter sig med sine hundredevis af flødefarvede blomsterklaser, summende af bier fra morgen til aften. Med solen i ryggen, en sart blå junihimmel som baggrund og en fløjtende solsort på en gren, synes jeg den gør sig fortjent til ugens himmelske billede.




Flere himmelske billeder kan ses her

tirsdag den 7. juni 2011

Goddag igen til symaskinen

At sy er en smule mere omstændeligt end bare at gribe et par pinde og et nøgle garn. Dels skal der flere redskaber i brug og dels skal der planlægges.

Den slags projekter har jeg ikke orket at tænke på siden jeg blev syg; har slet ikke kunnet overskue dem. Derfor blev jeg meget glad da jeg, for første gang i flere år, igen mærkede lysten til at sy.

Tidligere har jeg syet masser af tøj til mine børn og mig selv, så symaskinen, og alt det andet der skal bruges, skulle 'bare' graves frem fra gemmerne...

Et lille forsigtigt projekt, som et par posebukser til barnebarnet, mente jeg måtte være gode at starte med, så i dag gik jeg i gang.

Frem med stofkassen - og der var et fint blåt bomuldsstof med små hvide hjerter :-)

Hvor jeg hyggede mig!
Med mønstertegning, nåle, saks, strygejern (selv ærmebrættet blev luftet), opsprætter(!), tråd og stof - og så min dejlige symaskine.

Jeg kan godt se at jeg er kommet ud af øvelse; sømmene er ikke så lige som de burde være og jeg er rusten i finesserne.

Mon ikke det kommer igen, hvis jeg kan holde dampen oppe?

Jeg har i al min optimisme også været ude at købe stof til flere små bukser - og et par bluser...

Egentlig har jeg masser af stof liggende, så jeg behøver ikke gældsætte mig det første lange stykke tid, men med den nye lyst var der også behov for lidt nyt at 'lege' med.

Nu håber jeg at lysten og energien er kommet for at blive.

mandag den 6. juni 2011

Mandagstema: Grøn hverdag

Jeg kunne også omdøbe Petunias mandagstema en smule til 'Grøn hver dag'. En af mine kæpheste er nemlig at leve hver dag så grønt som muligt (med måde - jeg er ikke hellig omkring det og falder skam også i), men genbrug, sparsommelighed, økologi og grøn levevis står mit hjerte nær.

En af mine grønne hverdagsglæder er mine krydderurter i haven. I sommermånederne skal der friskhøstede grønne urter i maden hver dag - purløg, persille, oregano, merian, mynte, dild, fennikel, esdragon, timian, sar osv.

Jeg orker ikke at have køkkenhave i større stil mere, så nu nøjes jeg med krydderurter, frugttræer og -buske og rabarber. Derfor er en anden vigtig del af min grønne hverdag mine kasser fra Årstiderne med frugt og grøntsager.


Her på billedet er der både brøndkarse, kinaløg og rosmarin fra haven...

resten er kasse-grønt :-)



























Se flere eksempler på
Grøn hverdag her

søndag den 5. juni 2011

Himmelsk #38

Tiden flyver og det er allerede tid til endnu et himmelsk indlæg til Petunias fotoleg. Heldigvis har jeg taget lidt himmelbilleder de sidste uger, hvor vejret har været skiftende og frembragt dramatiske syn.

Da vi næsten havde nået den hjemlige base efter vores dejlige, men lidt våde, ferie i Sverige, kom der pludselig et himmelsk hul i skyerne, med løfterigt kik til den blå himmel og de høje skyer.


Se flere bud på himmelkik her.

Over sundet og nordpå #2

Jeg lovede vist en fortsættelse og med min nedsatte hukommelse må jeg hellere se at komme igang, før der ikke er mere at grave frem - og så er det jeg priser mig lykkelig over mit kamera, for billederne er en stor hjælp for mig :-)

I Trollhättan havde vi besluttet os for at koncentrere indsatsen om hhv. kraftstationerne og sluserne.

Men først frokost på Nova. Et ret nyt spisested, der er en blanding af almindelig café/restaurant og kantine, konferencecenter og mødested for de ansatte i teknikparken Innovatum og Nohab industiområde. Vi fik en vældig god fiskesuppe inkl. salatbar, brød, drikkevarer og kaffe for bare 85 kr. pr. snude.
Ja, så måtte vi jo også lige se naboen, Saab-museet. Husbonden nyder et godt bilmuseum en gang imellem og her var der en fin mulighed. Desværre blev vi noget skuffede; ikke så meget over bilerne, som over den manglende skiltning og forklaring.

UrSaaben var dog nem at genkende...

Modellen er den første Saab fra 1947. Helt original og ikke renoveret. Bilen var en revolution, ganske anderledes end andre biler og konstrueret efter aerodynamiske principper af fabrikkens flyingenører.
Efter flere forespørgsler lykkedes det at få en par 'håndholdte fortællere' udleveret (hvad hedder sådan nogle dimser egentlig?), blot for at konstatere at bilerne var flyttet rundt i forhold til forklaringerne, hvilket var voldsomt forvirrende.

Samtidig var beretningen skæmmet af ualmindelig meget (reklame)snak om Saab i al almindelighed, så inden længe fik jeg slukket for apparatet igen.

I stedet tog jeg lidt billeder af både de gamle og de helt nye modeller.




Denne økonomiske (altså i energiforbrug) konceptbil er da vældig fiks, men min hu stod mere til den fine træbil (med ursaab facon) der kan anes nederst i glasmontren til højre. Den kan jeg sagtens kan se Vilfred 'suse' rundt på om et par år ;-)

Stolene i indgangspartiet var heldigvis meget behagelige at prøvesidde mens husbonden fik kigget sig mæt.


Så gik turen til det 100 år gamle kraftværk, Olidestationen, det ældste af Trollhättans kraftværker, hvorfra vi gik langs elven op mod Hojum Kraftstation.

Vejret var noget blandet og ret blæsende, men naturen fejlede ikke noget.
Vi kunne vi 'klatre' rundt og beundre klipper, kanaler, bygninger og vand. Det er virkelig imponerende konstruktioner.

Selv om vi ikke havde mulighed for at se sluserne blive åbnet (det kan så ses på denne video) kan man sagtens fornemme det enorme arbejde det har været, at tæmme vandets kraft.
Sluserne er den anden af byens store seværdigheder. Her var ganske fredeligt, for der var ingen trafik på Göta älven, så sluserne lå stille hen.

For tre år siden overnattede vi i Berg lige ved søen Roxen, på vej til Stockholm i juli måned. Der findes et tilsvarende sluseområde og på det tidspunkt var der masser af trafik, så skal man se sluser, så vælg sommertiden.

I det hele taget er det nok i sommerferien at Trollhättan skal besøges, for også museerne ved kraftstationen åbner først i højsæsonen.
Men smukt var der - og god mulighed for at gå småture i området.























Vi sluttede selvfølgelig dagen af med en kop kaffe og en kage i Slusscafeet, med dejlig udsigt over vand, græs, grønne træer og blomstrende syrener.

... fortsættelse følger :-)

fredag den 3. juni 2011

Mandagstema: Symbol

Symboler findes alle vegne, men mange af dem ser vi næsten ikke fordi vi er så vant til dem.

Her er det Lazio-merchandise i fodboldklubbens (symbolske) farver - lyseblå og hvid - der sælges på Ponte Duca d'Aosta i forbindelse med en fodboldkamp på den nærliggende Stadio Olimpico i Rom.

Den stiliserede ørn, der ses på et par af bluserne, er også et klub-symbol.




Se flere symboler her

torsdag den 2. juni 2011

Fotokalender 2011 - Maj

Maj måneds billeder er ved at være klar hos Petunia og her er mit bidrag.

Maj er frodig og fuld af farver. På vores tur hinsidan var vi bl.a. i Göteborgs Botaniske Have, hvor rhododendron og azalea blomstrede så det var en lyst. Både i yndige sarte gule, laks og rosa pasteler og i fyrige pangfarver som her - der er gang i den!


Og så har jeg lovet mig selv at lille Vilfred skal få lov at optræde hver måned, så den rivende udvikling der sker i løbet af det første år bliver dokumenteret. Her er det farfars fingre der bliver klemt (hårdt) om - og smagt på...