torsdag den 24. juni 2010

ABC-tema K

K kom til at stå for KUNST...
Kulturkraft er en tilbagevendende festival for børn, unge og andre interesserede borgere i Halsnæs Kommune, der løb af stablen for første gang sidste år. En af de store oplevelser var en udendørs KUNSTudstilling, Langt ude, som en af mine gode venner var ophavskvinde til. En ret usædvanlig KUNSTudstilling, specielt kreeret til børn og deres voksne, med masser af humor og mystik. Og den blev besøgt af rigtig mange.

Via Den Røde Dør, midt på Torvet i Frederiksværk, fulgte vi Den Røde Tråd langs kanalen gennem skoven og rundt i Arresødalparken. Undervejs stødte vi på megen forunderlige KUNST - her nogle få eksempler:
Ned ad skråningen kommer de små træer vandrende...
Frugttræerne bærer for anden gang: Lækre bolsje-farvede bogstaver - ét ord på hvert træ... Hvilke mon?
Kæmpestore genbrugsmyg - og andre sære insekter - svirrer i skyggerne under trætoppene...
'Ring, når du går forbi' - og det ringede, både frejdigt og forsigtigt, rundt omkring i parken...
Bibliotekaren i mig frydede sig: Bøger, bøger og atter bøger slyngede sig op i/ned fra de enorme lindetræer...
Jan Schacht Holmgaards vartegn: 'Papirklippede' vindmøller og vejrhaner flankeret af vajende faner
Her spejler skoven (og skovens dyr) sig i det flere meter høje spejl...

Allehelgensaften sluttede KUNSTudstillingen med en utrolig smuk (og lidt gysende) lys- og lyd-event i Arresødalparken. Her var fantastiske lyseffekter på træerne, hekse med dampende gryder, sky trolde og lokkende, dansende elverpiger  - til stor fornøjelse for de mange fremmødte børnefamilier. 
KUNST i børnehøjde med masser af appel til barnlige voksne.

Se andre K-løsninger på ABC i ord og bilder

tirsdag den 22. juni 2010

Sommerstrik på biblioteket

Vi har besluttet at holde tre strikkecaféer på biblioteket i Frederiksværk i løbet af sommeren. Rigtig mange har efterspurgt strikkecaféer i Halsnæs-området, så nu skal det være.
Måske vil nogle af alle de sommergæster vi har også deltage?

Det er altid lidt nervepirrende, at introducere en ny type arrangementer, for vi ved aldrig om der dukker to eller toogfyrre mennesker op - og nu er det oven i købet sommerferietid...
Hvis det bliver en succes, er der sikkert basis for at fortsætte i efteråret.

søndag den 20. juni 2010

En produktiv weekend

Det har været en rigtig dejlig weekend, med overskud til lidt af hver:

Jeg fik ryddet en kollegas rabarberbed og har lavet skøn lyserød-orange rabarbersaft samt en gammeldags rabarbermarmelade med ingefær fra den grønne syltebog. Jeg har de sidste år ovnsyltet rarbarberne med vanilje, stjerneanis o.lign., men denne gang blev det en 'old school' grydemodel.

Så skulle jeg også lige prøve de syltede appelsiner med mandler fra Annemad i Spanien. Jeg havde nogle lidt triste appelsiner der skulle væk (der er andet mere spændende på tapetet lige nu), men der var ikke helt nok, så jeg supplerede med citroner. Resultatet er rigtig godt. Næste gang vil jeg spare lidt på mandlerne, selvom jeg er vild med dem. De skal helst komme som små overraskelser og ikke 'over det hele'. Den opskrift må jeg huske når det bliver appelsin- og mandelsæson igen til vinter.

Jeg fik også bagt både rugbrød og 'sjuskeboller' (som ses på et uskarpt 'sjuskebillede' ;-) så der er vist forråd til et stykke tid.


Udenfor skinner solen lige pludselig som var den betalt for det - ja, der er meget at glæde sig over :-)

lørdag den 19. juni 2010

Grå møbius-halsedisse

Et andet projekt, der blev færdigt i sidste uge, er min halsedisse. Trods den kølige sommer må den vente til efteråret med at komme i brug.
Det er mit første forsøg med at strikke møbius-ringe, men det har været sjovt og jeg kunne godt tænke mig at strikke et sjal engang med den teknik.
Det er et uhyre enkelt design, men den fungerer som den skal.

Faktaboks: 
RAP-RIB HALSEDISSE
Design: Mit eget
Strikket til: Mig selv
Garn: Gedifra Shetland Deluxe i farve grå - 150 gr
Pinde: KnitPro 4,5
Størrelse: Sådan cirka voksen på gefühl
Tilretning: Strikkede løs indtil de tre nøgler var brugt op
Om strikketøjet: Pærenemt. Prøveklud for en ny teknik (se hvordan man slår op til en møbius-ring på Cat Bordhis video). Vær opmærksom på at forsiden sådan set også er bagsiden, når du vælger dit mønster! Jeg brugte 'Jenys surprisingly stretchy bind off' da jeg lukkede af. (Se Cat Bordhi demonstrere metoden her)

Victorias bluse

Strikkeriet har lidt trange kår, her i 'sommer'tiden, men nu er Victorias farverige bluse blevet færdig. Hun har ikke prøvet den endnu, så jeg er spændt på om den passer. Jeg har lavet lidt sjov med knapperne, da jeg ikke synes striberne var så originale. Nu skulle det være let at finde ud af hvilken knap, der passer til hvilket knaphul :-)

Jeg er ikke så vild med at strikke i bomuld, det er bare ikke elastisk nok og huller og indtagninger ses så tydeligt... Men jeg har ret mange rester liggende, fra dengang (70'erne), hvor min farbror lukkede sin manufakturforretning. Især i de tidstypiske varme gule/orange/rust farver, som jeg har lidt svært ved at finde anvendelse for. Nu fik noget af det heldigvis ben at gå på.

Faktaboks (en rigtig god idé som jeg har fået fra andre strikkebloggere :-)
LILLA KOFTAN
Design: Petra Orrbech (opskriften kan hentes gratis på Petras blog)
Garn: 175 g Bomuld 8 strikket med to tråde - Falstria orangegul (farve F237) + rester af pink, rødorange og lilla Mayflower fra mit lager.
Pinde: Knit-Pro 3,5
Mål/Størrelseca. 2 år
Tilretning: Victoria er en lang pige, så jeg har forlænget både krop og ærmer med ca. 6 pinde.
Om strikketøjet: Fin og let opskrift som jeg gerne vil strikke igen. Jeg strikkede ærmerne med magic loop og det fungerede fint

fredag den 18. juni 2010

ABC-tema J

Lige præcis i dag har min søn skrevet sit første indlæg i årets rejseblog og derfor falder det lige for, at vælge Japan til denne uges abc-tema.

Jeg har desværre aldrig selv været i Japan, men landet, kulturen og mentaliteten har altid fascineret mig. Meget fremmedartet selvfølgelig, men jeg føler også en form for slægtsskab med den stramhed og perfektionisme som bl.a. deres arkitektur og kunsthåndværk er udtryk for.

Da jeg tog min svendeprøve som væver i 1971 havde jeg en ide om, at jeg på et tidspunkt ville tage til Japan for at væve. Livet formede sig anderledes og det blev ved drømmen. Nu har jeg erkendt at jeg aldrig kommer til at oplevet landet selv (jeg lider desværre af flyskræk) - til gengæld har jeg nu en 'stedfortræder', som kan skrive og fortælle om sine oplevelser. Om ikke ret længe rejser hans kæreste ud til ham - og så er de to om opgaven!

Det eneste jeg kan byde ind med på billedfronten, er et billede af en pose nudler, som en japansk ven til en kollega, bragte med til Danmark. På typisk japansk vis er indpakningen et lille mirakel, selv for noget så simpelt som en pose 'spaghetti': Fin halvtransparent pose i smuk udførelse og nudlerne indeni er bundtet omhyggeligt med smukke grønne papirstrimler.


Se hvordan andre har tolket ugens bogstav på ABC i ord og bilder

tirsdag den 15. juni 2010

En næsten glemt perle

I dag gik jeg en tur jeg ikke har gået meget længe. Der er så mange muligheder for dejlige naturoplevelser i det område vi bor i, så denne tur er næsten gået i glemmebogen. Men det skal den ikke igen...

 En tur på Arrenæs - her mellem Sonnerup skov og Arresø


Tagrør til den ene side - skov til den anden


De gule iris blomstrer i rørskoven


Og så er der min helt særlige, lidt undselige, men yndige favorit: Engnellikeroden


Der er kommet ny bro ved grillpladsen siden sidst og søens små bølger klukker lystigt om stolperne


Så stiger terrænet en hel del - op mod de fem høje ved Dragebjerggård


Ved højene er der det smukkeste vue over Arresø


Stien fortsætter som fint klippet græs op gennem marker og langs folde ved Dragebjerg (45 m)


På vejen tilbage, længere inde i landet, åbenbarer sig en enorm rugmark

Her har vist ikke gået så mange, så græs og blomster har frit spil

Tilbage i ærkedansk skov med bøg på den ene hånd, gran på den anden og myg over det hele!
Fuglene sang og kvidrede så det var en lyst. Inden længe bliver der stille igen, så det er bare med at lytte...


I grøftekanterne blomstrer vild kørvel som de fineste hvide kniplinger - ahhh, juni er en pragtfuld måned.

Turen på Arrenæs findes som vandretursfolder (nr. 66) fra Skov- og Naturstyrelsen. Du kan læse om landskabet ved om Arrenæs og downloade forlderen her.

torsdag den 10. juni 2010

ABC-tema I

Mit i MÅ være ingredienser


Jeg har vistnok temmelig mange! Jeg er glad for at lave mad og gerne nye spændende retter. De kræver selvfølgelig tit nye spændende ingredienser. Venner og bekendte undrer sig højlydt når de kigger i mine gemmer, men jeg synes ikke selv det er så galt. 

Lige nu har jeg bl.m.a. lyst til at forsøge mig med saltede sorte sojabønner og 'black garlic'... Ak ja, når det gælder ingredienser, ville jeg vældig gerne bo i en storby med et righoldigt udvalg af specialbutikker. Her må vi nøjes med ikke særligt veludrustede supermarkeder :-(

Det er ikke de smukkeste billeder dette tema afstedkom og på dette tidspunkt er det desværre for sent og for mørkt, at få billeder af de mere fotogene ingredienser i haven: Mine krydderurter.

Men I får et lille kig i skabe og på hylder og i fryseren som også kan bruges til ingredienser: Semidried tomater, diverse fond'er og vinrester i isterningeform, ingefær der nemt rives fra frossen tilstand, reven skal af diverse citrusfrugter, nødder af forskellig art, overskud fra krydderurtebeddet o.m.a. 

Jeg tror vi stopper her!






Et spørgsmål om hastighed

P1 morgen havde et indslag om, hvor meget mere effektive vi kunne blive på jobbet, hvis pc'ernes opstarttid blev nedbragt. 2 1/2 minut pr. medarbejder dagligt, bliver til helt utrolig mange timer på landsplan! Nu tror jeg næppe alle sidder og triller tommelfingre; der er som regel andet at tage sig til, mens pc'en bliver klar. 


Med computernes sejrsgang (og jeg holder vældig meget af dem) har vi vænnet os til et meget højt hastighedsniveau. Hurtige responstider, hurtige nyheder, hurtige informationer - vi er 'på' hele tiden - og næsten umærkeligt er vores eget tempo fulgt med op. Mennesket tilpasser sig: Vi spiser hurtigere, går hurtigere, snyder med pauserne og glemmer at trække vejret ordentligt 'i bund'. Vi bliver desværre også mindre tolerante overfor de kolleger som ikke er helt så hurtige og effektive som os selv. Grundighed og omhyggelighed er nærmest blevet skældsord. 


Prisen er en hastigt voksende skare af stressramte mennesker, som koster samfundet dyrt. Og der er helt sikkert mange flere med ringe livskvalitet. Ikke så mærkeligt at der sælges stribevis af bøger og kurser om meditation, mindfulness og bevidst nærvær.


Jeg har selv erfaret at praktiske sysler og håndens arbejde er vældig effektive(!) når tempoet er blevet skruet for højt op. Det tager simpelthen den tid det tager - og sjælen får lov at følge med. 


Langsommelighed - det er et dejligt ord!

tirsdag den 8. juni 2010

En forsinket anemone

Jeg fandt lige et billede af den storblomstrede anemone jeg omtalte i det forrige indlæg. Billedet er taget sidste år - i år var der mindst 35 blomster på den. Jeg har mange almindelige anemoner i haven, men denne er helt speciel og jeg har aldrig selv set den type før.

Sommer-fryd

Sikken en weekend vi fik, inden regnen slog til mandag. Dansk sommer ad libitum. Men uha, hvor jeg savner jeg mit spejlreflekskamera. I stedet har jeg taget det gamle digital-ditto i brug, for billeder kan jeg ikke undvære.


På en tur til røgeriet i lystbådehavnen i Frederiksværk, måtte jeg lige fange lidt af den smukke udsigt og lyset over Roskilde Fjord.
















Der var travlhed på havnen, akkompagneret af mastelinernes rytmiske klapren. En rigtig sommerlyd synes jeg, der som ung tilbragte en stor del af sommerferien sammen med vennerne på havnen i Vedbæk.

Søndagens hovedbeskæftigelse gav sig selv: 
Afslapning og læsning i halvskyggen under kirsebær og paradisæble, med udsigt til de smukke rødviolette allium. De breder sig flittigt over det, der oprindeligt var et rent krydderurtebed, men som nu, foruden prydløg, også prydes af storkenæb - og i foråret en særlig fin storblomstret anemone.

fredag den 4. juni 2010

ABC-tema H

Så nåede vi H og 'Haven' var egentlig et oplagt valg, på en dag, hvor solen lokkede mig ud i dækstolen og al det grønne, da jeg kom hjem fra arbejdet kl. 17.30.

Men min hu stod alligevel mere til et andet meget oplagt emne, nemlig HAVET. Havet, og naturens mange andre udgaver af vand, har en stor tiltrækningskraft på mig. Lidt sært, eftersom jeg er en uforbedrelig landkrabbe og desuden har lidt af vandskræk en stor del af mit liv.

Det rytmiske, uforanderlige bølgeslag, duften af salt og tang, farvespillet, teksturerne (fra olieglat over creppet og kniplingsbesat til frådende, skummende vildskab), lyset der genspejles og den høje himmel... alt gør mig forunderlig rolig og glad indeni.

I storm og i stille fylder havet mig med ærefrygt over naturens kræfter og skønhed - og sætter mig 'på plads', som den lille-bitte og egentlig temmelig ubetydelige brik jeg er i det store billede.

Her er får du en tur ved 'havet omkring Danmark' på en fredelig, solfyldt sommerdag.

    

Se flere abctemaer på Petunias 'ABC i ord og bilder'