Meget tæt på vores hus ligger en lille branddam. Ikke spor idyllisk, ufriseret - nærmest rodet - og desværre ofte pyntet med poser, papir og andet skrald fra vores overflodssamfund.
Ikke desto mindre er den et lille åndehul med både ænder og blishøns og undertiden mellemlander en svane eller to på vejen mellem Arresø og Roskilde Fjord.
De nærmeste beboere og lokalkendte hundeluftere bruger gerne den lille sti langs kanten, selvom der ikke just er kælet for de besøgende. Når det er våd eller glat må man sine steder gå forsigtigt for at undgå en tur i baljen.
Men her er god mulighed for at følge med i forårets komme med blandt andet saftige, knaldgrønne skvalderkål i spisestørrelse, sartgrønne, elegante, nyudsprungne birketræer og en flok velvoksne gæslinger.
Ved kanten af dammen står en række balsampopler som hvert forår på denne tid spreder deres velduft ud over området når morgensolen får fat. Jeg elsker det, så i dag måtte jeg ned og nulre et par nyudsprungne blade forsigtigt, så jeg kan nyde den balsamiske duft hele dagen.
Rigtig god mandag til jer alle :o)