Viser opslag med etiketten ferie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ferie. Vis alle opslag

tirsdag den 23. august 2011

Mandagstema: Nedefra

Selvom jeg er bagud på august-udfordringen, så sniger jeg et mandagstema ind: Nedefra. 

Vi besøgte katedralen Doberaner Münster Bad Doberanda vi i 2009 gennempløjede det nordligste Tyskland fra Rügen til HusumDet er en meget smuk og velbevaret middelalderkatedral med buer der hvælver sig højt over en, så her bliver man virkelig lille! 
Jeg synes den slags rene, enkle og næsten asketiske kirkearkitektur er mere imponerende end prangende og overdådigt udsmykkede (=overlæssede) barokkirker.

Du kan se flere Nedefra-billeder her hos Helene


torsdag den 18. august 2011

Dag 13 - From a distance

Fra tæt på er vi nået til langt fra.

En aften i juli blev kaffen og mørkningen nydt på Melsted Badehotels terrasse med dagens sidste kik til Ertholmene, hvor lyset fra fyret på Christiansø stille stod og talte sekunderne.


fredag den 29. juli 2011

Fotokalender 2011 - Juli

Ferie, sommer og (delvis) sol, søn, svigerdatter og barnebarn og et vidunderligt sommerhus på dejlige Bornholm. Det var oplagt som emne for månedens foto til Fotokalender 2011.























Vi havde lejet hus i Melsted, med en ualmindelig skøn have, som vi nød så snart der var mulighed for det. Ferien var i høj grad tilpasset Vilfreds rytme, så vi var ikke helt så udfarende, som vi ellers ville være. Derfor var det også godt at huset var både rummeligt og velindrettet.


I Ystad var vi så 'heldige' at komme med den helt nye katamaranfærge 'Leonora Christina' til Rønne. Mage til larmende overfart har jeg sjældent oplevet, for akkustikken var aldeles rædsom. To storrums-etager pakket med trætte voksne og overtrætte børn i upraktiske flysæder... 

Nå, nu var tålmodigheden heller ikke den største. Nyerhvervelsen var nemlig tre timer forsinket og vi havde stået i timelang kø for at få lidt spise- og drikkeligt (en korv med bröd og en brik MER apelsindryck) i havnens kiosk.
Hjemturen gik meget bedre. Da var 'vidunderet' nemlig brudt sammen, så vi kom med den gamle langsomme 'Poul Anker' i stedet :-)

Jeg tilbragte en del somre på Bornholm som barn og ung, men havde ikke været der siden 1993, så det var en fornøjelse at gense øen. Så længe skal der ikke gå igen, før jeg vender tilbage.

Og så mangler jeg månedens billede af barnebarnet - også fra Bornholm...






Himmelsk #43

Petunia inviterer til Himmelske billeder igen, efter en tiltrængt sommerpause. Tak, fordi du atter vil være vært for vores fotoleg :-)












Ærkedansk (og himmelsk) sommer, når den er bedst :-)
Her er dækket op til et frisk, men godt, Østersøbad efter en god frokost på restaurant Kadeau i Vester Sømark på det sydlige Bornholm.

Kadeau, der ligger lige til højre for fotografen (skyggen kan anes) kan ubetinget anbefales - de har en fantastisk beliggenhed og ligeså fantastisk mad!

fredag den 17. juni 2011

Himmelsk #40

Denne uge har Himmelske billeder jubilæum - tillykke med det til Petunia, som er tovholder på projektet :-)

Mit billede viser forårshimlen over Rom i april 2008.


søndag den 5. juni 2011

Over sundet og nordpå #2

Jeg lovede vist en fortsættelse og med min nedsatte hukommelse må jeg hellere se at komme igang, før der ikke er mere at grave frem - og så er det jeg priser mig lykkelig over mit kamera, for billederne er en stor hjælp for mig :-)

I Trollhättan havde vi besluttet os for at koncentrere indsatsen om hhv. kraftstationerne og sluserne.

Men først frokost på Nova. Et ret nyt spisested, der er en blanding af almindelig café/restaurant og kantine, konferencecenter og mødested for de ansatte i teknikparken Innovatum og Nohab industiområde. Vi fik en vældig god fiskesuppe inkl. salatbar, brød, drikkevarer og kaffe for bare 85 kr. pr. snude.
Ja, så måtte vi jo også lige se naboen, Saab-museet. Husbonden nyder et godt bilmuseum en gang imellem og her var der en fin mulighed. Desværre blev vi noget skuffede; ikke så meget over bilerne, som over den manglende skiltning og forklaring.

UrSaaben var dog nem at genkende...

Modellen er den første Saab fra 1947. Helt original og ikke renoveret. Bilen var en revolution, ganske anderledes end andre biler og konstrueret efter aerodynamiske principper af fabrikkens flyingenører.
Efter flere forespørgsler lykkedes det at få en par 'håndholdte fortællere' udleveret (hvad hedder sådan nogle dimser egentlig?), blot for at konstatere at bilerne var flyttet rundt i forhold til forklaringerne, hvilket var voldsomt forvirrende.

Samtidig var beretningen skæmmet af ualmindelig meget (reklame)snak om Saab i al almindelighed, så inden længe fik jeg slukket for apparatet igen.

I stedet tog jeg lidt billeder af både de gamle og de helt nye modeller.




Denne økonomiske (altså i energiforbrug) konceptbil er da vældig fiks, men min hu stod mere til den fine træbil (med ursaab facon) der kan anes nederst i glasmontren til højre. Den kan jeg sagtens kan se Vilfred 'suse' rundt på om et par år ;-)

Stolene i indgangspartiet var heldigvis meget behagelige at prøvesidde mens husbonden fik kigget sig mæt.


Så gik turen til det 100 år gamle kraftværk, Olidestationen, det ældste af Trollhättans kraftværker, hvorfra vi gik langs elven op mod Hojum Kraftstation.

Vejret var noget blandet og ret blæsende, men naturen fejlede ikke noget.
Vi kunne vi 'klatre' rundt og beundre klipper, kanaler, bygninger og vand. Det er virkelig imponerende konstruktioner.

Selv om vi ikke havde mulighed for at se sluserne blive åbnet (det kan så ses på denne video) kan man sagtens fornemme det enorme arbejde det har været, at tæmme vandets kraft.
Sluserne er den anden af byens store seværdigheder. Her var ganske fredeligt, for der var ingen trafik på Göta älven, så sluserne lå stille hen.

For tre år siden overnattede vi i Berg lige ved søen Roxen, på vej til Stockholm i juli måned. Der findes et tilsvarende sluseområde og på det tidspunkt var der masser af trafik, så skal man se sluser, så vælg sommertiden.

I det hele taget er det nok i sommerferien at Trollhättan skal besøges, for også museerne ved kraftstationen åbner først i højsæsonen.
Men smukt var der - og god mulighed for at gå småture i området.























Vi sluttede selvfølgelig dagen af med en kop kaffe og en kage i Slusscafeet, med dejlig udsigt over vand, græs, grønne træer og blomstrende syrener.

... fortsættelse følger :-)

søndag den 29. maj 2011

Himmelsk #37

Eftersom ugen har stået i både feriens og Sveriges tegn, så valgte jeg den svenske sommerhimmel over Göta elven, som det himmelske indlæg denne gang. 






Se flere Himmelske billeder her

lørdag den 28. maj 2011

Over sundet og nordpå - #I

I denne uge snuppede vi en lille før-sommerferie i broderlandet.

Først et par dage i Vänersborg, nord for Trollhättan, provinshovedstaden i Västergötland.

Vänersborg er ikke bemærkelsesværdig, men den ligger godt for ture i omegnen. Byen ligger i den sydligste ende af Vänern (det store, vandfyldte hul der blev tilbage, da Gefion pløjede Sjælland ud af Sveriges muld ;-), netop hvor Götaelven har sit udspring.

Mod sydøst ligger 'Arn og Cecilia-land', det nuværende Sveriges vugge, med bl.a. klostrene Varnhem og Gudhem.

Her, mellem Vänern og Vättern, ligger også Hornborgasjön der er berømt for sine store flokke af traner.

Billedet er fra en ganske frønnet anløbsbro ved Götaälven, ikke langt fra vores hotel.

I første omgang valgte vi at udforske lidt af nationalparken Halle-Hunneberg Ecopark, der er et af de elg-rigeste områder i Sverige. Desværre viste vejret sig ikke fra sin bedste side (det regnde ærlig talt en del undervejs), men naturen var smuk, selvom ingen elge krydsede vores vej.


Bergagården, hvor vi gik fra, husede en Naturskole og en masse børn havde travlt med at lære mere om naturen. 

På vandreruten vi fulgte, var der med mellemrum opslagstavler med opgaver til børnene - bl.a. denne om menneskenes spor i naturen. Vi kunne ikke stå for citatet (klik på fotoet for større og læsbart billede)



Efter middag kørte vi sydpå til Trollhättan...

...fortsættelse følger.

fredag den 23. juli 2010

Ferieuge på egen matrikel

Vi er hjemme igen efter en herlig ferie på Ordrup Næs, som jeg slet ikke havde lyst til at forlade. Men klage skal jeg bestemt ikke. Jeg bor skønt, tæt på fjord og badestrand og med masser af naturoplevelser lige foran næsen - og en dejlig stor have, når vejret er for varmt til at foretage sig noget fornuftigt. Og det er det lige for øjeblikket.

Vi har dog 'gjort' både Frederikssund, hvor vi bl.a. spiste meget lækker sushi fra den nye Sushi San på havnen, og Hillerød, med slot og barokhave. I de omgivelser føles det, i sommerperioden, temmelig eksotisk at være dansker. Der sludres på fransk, svensk, norsk, hollandsk, engelsk og japansk overalt.

Store potter med vidunderlige skærmliljer (Agapanthus) prydede gangene omkring slottet.

Det er en imponerende smuk plante, som jeg altid har elsket, men den ville aldrig overleve med et vinterkvarter på mine betingelser.

Så må den jo beundres hos andre - og det blev den.

Vi nåede også at mødtes med datter og svigersøn til en kop kaffe, is og lidt snak i Havehusets lille café.

Vi har haft hyggeligt besøg af en god ven, hvor jeg fik afprøvet Klidmosters dejlige hyldeblomstkylling med vandmelonsalat. Jeg droppede lavendel og vanligt urtesalt i denne omgang, men brugte i stedet mit vældig gode hyldeblomstsalt. Det var storartet. Lavendelen kom derimod i desserten: Jordbær marineret i lavendelsukker, serveret med Hansens gode vanilieis og et drys friske lavendelblomster. Let, smukt og godt. Jeg er stadig ikke træt af jordbær, selvom jeg godt kan smage, at det er ved at være sidst på sæsonen.

Onsdag drog gemalen til den ugentlige 'oldinge'-fodbold og jeg var til strikkecafé med bl.a. Merete og Anne. En vældig hyggelig - og meget varm - aften, som vi heldigvis kunne tilbringe udendørs på en vidunderlig terrasse med masser af garn indenfor rækkevidde.

Lørdag står den på strik igen, denne gang til strikkecaféen på Frederiksværk Bibliotek.

Jeg er lidt benovet over at jeg har holdt ved strikkeriet i denne varme periode - det går ikke hurtigt, men det går.

En lille billed-update viser at FLS nu har nået bolero-størrelse. Pasformen er fin, så det tegner til en succes, men den skal altså være et stykke længere.

tirsdag den 13. juli 2010

Stille dage i Paradis

Vi er taget på ferie til verdens dejligste plet og har for en stund overladt hjemmet i andres varetægt.

Vi låner, som sædvanligt, svigerdatterens familie-sommerhus på næsset udfor Ordrup ved Sejerøbugten. Et dejligt hus som ligger på næssets nordside. Skal vi bade, og det skal vi, er vi på fem minutter ovre på den anden side af næsset og kan dyppe os i det klareste, rene vand med sandbund.

Her er den smukkeste udsigt over åbne vidder med græssende får, kik til Sejerøbugten og Sjællands Odde og masser af himmel, hvor de sidste rester af nattens uvejrsfront trækker nordpå og den sommerblå himmel får igen overtaget. Jeg tog et par billeder da fronten nåede os i går - et imponerende skue.

Et stort gråt tæppe blev rullet hen over himlen
 - og bag det fulgte mægtige, dramatiske skyformationer.
Det måtte ende med et (eller mange) brag. Og det gjorde det.

Strikketøjet er med og jeg får da strikket en smule, selvom vejret mere er til 'ligge-helt-stille-i skyggen-og drikke kolde-drikke'-aktiviteter. Lidt kulør har jeg nu fået, da jeg vågner tidligt. På det tidspunkt kan selv jeg sidde lidt i morgensolen og læse. Nu går turen til Asnæs, hvor der skal fourageres til morgendagens gæstebud. Jeg regner sågar med at få bagt lidt, både Camilla Plums 'Nix pille brød' og kanelsnegle fra Foodfanatic.

Et luksus-driverliv, hvor der ikke bruges ret meget tid på at tjekke og kommentere på alle bloggene, så det må komme pø om pø.