lørdag den 31. december 2011

Små pip fra en halvdød blog...

Årets sidste dag er ved at rinde ud. Om ikke ret længe er det tid til dronningens nytårstale, god mad, lidt for megen vin og alt for meget bulder og brag.

December har været alt, alt for sort, rent humørmæssigt, trods mange dejlige oplevelser. Selvom jeg prøver at holde forberedelserne og forventningerne til mig selv på et fredsommeligt niveau, må jeg sande at julemåneden, uanset hvor meget jeg elsker den, ikke gør mig godt. Det har medført at bloggen også har tabt luft, men med lysets genkomst håber jeg på at jeg kan trække mig selv op af hullet igen - og få gang i tasterne.

Mit dejlige barnebarn har fejret sin første jul og billederne af ham, med farfar og med oldemor, er fra anden juledag hos min bror.

Nytårsbrevet til familie og venner er færdigt og jeg har lyst til, ganske ubeskedent, at citere mit temmelig ublu nytårshåb:

Udenfor den hjemlige andedam har året, globalt som lokalt, budt på politiske og klimatiske omvæltninger, som gør fremtiden mere usikker end vi her i vores  lille fredelige, selvtilfredse og selvtilstrækkelige land har oplevet det i mange år. Mit hjerte og min forstand håber stadig på en rødere og grønnere strategi for fremtiden - og på at de medmenneskelige og positive kræfter vinder på sigt.

Tak for de dejlige kommentarer, de gode møder med flere af jer og for alle de skønne, sørgelige, kloge og morsomme blogindlæg der er postet fra jer i året der er gået. I er guld værd!


Jeg ønsker jer alle et varmt, lykkeligt og fredfyldt 2012 

søndag den 18. december 2011

Lys i mørket og adventstid

Sidste år skrev jeg om en elsket norsk adventssang som jeg synes har et fint budskab. Jeg vil ikke snyde jer i år, så her er en lidt mere prosaisk dansk adventssang, skrevet af Inger Otzen i 1952.

Velkommen, grønne adventskrans med dine lys så hvide, 
de har så mild en højtidsglans, nu er det adventstide.
Det første lys vi tænder, se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går, og julen snart vi når.

På denne årets mørke tid et bud du til os bringer,
at vi må bruge al vor flid, før juleklokken ringer.
Det andet lys vi tænder, se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går, og julen snart vi når.

Snart holder hele verden fest til Jesusbarnets ære,
og husk, vi gør det allerbedst ved gode børn at være.
Det tredje lys vi tænder, se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går, og julen snart vi når.

Når alle fire lys er tændt de mørket kan forjage,
så ved vi, året har sig vendt igen mod lyse dage.
Det sidste lys vi tænder, se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går, og julen nu vi når.

tirsdag den 13. december 2011

Mere tiden går...

14.december 1981
I dag fylder min søn 30 år og er nu præcis halvt så gammel som sin mor.

For et øjeblik siden var han en lille hjælpeløs purk, helt afhængig af sine forældre; nu er han voksen og ansvarlig med kæreste, barn og fast arbejde - og ganske uafhængig.

Men han er stadig mit barn og jeg kan stadig se de evner og karaktertræk han havde som lille. Jeg kan se mig selv og hans far i ham, på godt og ondt, men jeg kan også se hvordan han og hans beslutninger har indvirket på dem, så de er afpasset og formet til et godt og modent voksenliv, som er hans helt eget.

Jeg er umådelig taknemmelig over at have fået to dejlige børn, som evner at tage vare på livet og sig selv med stor dygtighed og glæde.

Tillykke sønnike, tak for 30 dejlige år og for at du stadig synes det er hyggeligt at dele gode oplevelser med os.

Det er guld værd :-)

lørdag den 10. december 2011

Tiden går, klokken slår...

Det var dog utroligt, jeg har ikke blogget i næsten to uger og det er heller ikke blevet til mange kommentarer rundt omkring. Ikke at jeg har rygende travlt, men dagene flytter sig alligevel bagud i rask tempo.

Jeg er i fulde omdrejninger igen efter den ufrivillige pause og så småt i gang med juleforberedelserne. Der er blevet bagt brunkager, vanillekranse og citronspecier - og det er vist hvad årets julebagning byder på.

I den kommende uge holder jeg fri og så skal gaverne i hus og julens måltider og indkøb planlægges. Vi holder juleaften her hos os, sammen med husbondens bror og hans familie, samt datter og svigersøn.

Anden juledag løber den traditionelle julefrokost hos min bror, af stabelen. Alle bidrager med adskillige retter, både de nye utraditionelle og de gode gamle (som vi under ingen omstændigheder kan/vil undvære) og efterhånden som familien vokser bliver udvalget større og større; hyggeligt og sjovt, men en kende uoverskueligt.

Til slut bliver resterne fordelt mellem de evigt sultne, unge mennesker - og vi ældre tager hjem, inderligt lettede over at vi ikke behøver at spise os federe i løbet af de næste dage.

Det er en rigtig god arbejdsfordeling, hvor ingen mad går til spilde. Det er heldigt, for Stop spild af mad (og i det hele taget hvad som helst) har en ivrig tilhænger i undertegnede ;o)

tirsdag den 29. november 2011

Nedlagt

Jaja, alting kommer til den der venter (det mindst). Arbejdspladsen har været ramt af sygdom og nu er det så blevet min tur til at ligge her med en 'ond' hals og feber. Ikke lige noget jeg havde regnet med, men så må man gøre en dyd af nødvendigheden og f.eks få læst og surfet på mr. Mac mellem de små 'skrabere' kroppen har brug for, for at få restitueret sig.

Jeg nyder i den grad at vi investerede i elevationssenge, for at ligge vandret ret længe holder jeg ikke til. Nu er der håb om at jeg kan blive under dynen - et stykke tid i al fald.

Og så står den ellers på varm hyldetoddy med havtornsaft. Ikke en dårlig blanding når jeg selv skal sige det. På lageret havde jeg en skøn hyldebærsaft kogt med stjerneanis. Tilføjet den rå saft fra en skefuld optøede havtornbær og en skefuld honning smager det vidunderligt og c-vitaminerne gør nok ingen skade.

Imens kører Mozarts requiem (anbefalet af Mette) i baggrunden og jeg leger lidt med Pinterest, som jeg med Lavendels anbefaling er gået i gang med. Noget af en tidsrøver, men ret hyggeligt når man ligger her og har småondt af sig selv :-)

Bogen jeg er i gang med er af den australske forfatter Kate Morton og hedder 'En fjern hvisken'. En herlig og underholdende roman om gamle kvinders gemte, men ikke helt glemte, hemmeligheder i let moderniseret engelsk, gotiske stil. Jeg har tidligere læst samme forfatters 'Den glemte have' og begge dele er fremragende sygesengslæsning, omend de ikke just er i letvægtsklassen rent fysisk.

Forsiderne rammer tonen i bøgerne fint, med den lidt nostalgiske fordybelse i fortiden. Debutromanen Huset ved Riverton har jeg endnu tilgode, men jeg tror de skal læses med mellemrum, ellers bliver det nok for meget af det gode.

mandag den 28. november 2011

Mandagstema: Adventstid

Ugens mandagstema handler om adventstiden.

En af familiens traditioner er den årlige mostur. Mine søskende og jeg, med familier, drager til Liseleje for at gå tur i plantagen og finde mos, kogler og svampe til årets dekorationer. Bagefter ender vi hos mine forældre, der har det sædvanlige adventstraktement parat: Varm kakao, nybagte boller, brunkager og vaniljekranse.

Normalt falder turen på første søndag i advent, men i år var vi af praktiske årsager en uge for tidligt på den. Det var gråt i gråt, tåget, men mildt og stille i vejret og ude ved stranden var vandet var næsten ikke til at få øje på. Her ses en del af familien, på rad og række, traske hen over toppen af klitterne.

Se flere adventsbilleder her hos Helene

søndag den 27. november 2011

Julekugler...

I år er der for alvor gået mode i Arne & Carlos strikkede julekugler.

Jeg har set en del strikkere blive grebet af dillen, selv om de ikke umiddelbart finder dem kønne. Dertil når jeg ikke; de er da sjove og kitschede, men de kommer altså ikke til at hænge i mit juletræ eller noget der ligner.

Til gengæld kunne jeg godt finde på at kaste mig over duoens næste bog med strikdukker...

Men med disse julekugler er det en anden sag 

Første adventspakke indeholdt tre store, smukke, sølvfarvede glaskugler med rifler, som allerede nu er kommet op og hænge i farvede bånd. Senere får de måske også en lille kvist grønt i toppen.

Fint, ikke?
Og tak til Bente :-)

lørdag den 26. november 2011

'Nederen' - og 'opperen'

Her har været stille, meget stille. Livet har været 'nederen' som det hedder på nudansk. For det første har novembermørket og min sindstilstand matchet hinanden alt for godt - det bliver der gjort noget ved, men det tager sin tid. For det andet har mit dejlige lille barnebarn været syg og det ret alvorligt.

Det tog flere døgn inden podningen gav resultat og de var sikre på diagnosen. Men i dag er bedringen for alvor slået igennem og den lille familie er taget ud af isolation og må tage hjem, med medicin og recepter i bagagen. Det var en infektion med gule stafylokokker, som resulterede i en sygdom der hedder SSSS (Staphylococcal scaled skin syndrome), hvor huden bliver ildrød, hæver voldsomt op og ligesom løsner sig, nogle steder blærer den også op til store sår. Det er selvfølgelig smertefuldt, så der er blevet fyldt på med smertelindring og antibiotika.

I dag så Vilfred bedre ud og var igen begyndt at 'snakke' og lege. Hans egne ansigtstræk er så småt ved at dukke frem af det underlige ballonagtige ansigt, næsten uden øjne, som han ellers har haft. Han har haft begge forældre hos sig stort set hele tiden, men det bliver godt for dem at komme hjem i vante omgivelser.

Men, slut med jammeren, for langtfra alt er skidt...

Vi er f.eks. en flok strikkevenner der har besluttet at forsøde ventetiden op til jul med adventsgaver. De andre havde byttet gaver en dag jeg desværre ikke kunne være med, så forleden fik jeg hyggeligt besøg af Merete, som medbragte fire fine adventsgaver fra Bente.

I morgen skal den første gave åbnes - det glæder jeg mig til, jeg er sikker på at der er spændende sager indeni. I morgen skal vi også tænde det første lys i adventsstagen, nyde de obligatoriske 'Mogens Brandt-boller' og drikke varm kakao til - og lige nu skal der fyres op i brændeovnen, mens vi lytter til blæsten og regnen derude i mørket.

tirsdag den 15. november 2011

Det lille hus i skoven...

sidste uges mandagstema nævnte jeg, at jeg havde malet en akvarel af vores lille røde hus i de store svenske (smålandske) skove. Flere havde lyst til at se den og det skal I da få lov til. Men jeg gør opmærksom på at jeg absolut er amatør.

Jeg er aldrig blevet en habil akvarelmaler, selvom jeg faktisk var rimelig god til at tegne i mine yngre år. Jeg tror mit temperament passer bedre til blyant end til akvarelpensel, jeg er tilbøjelig til at nusse for længe med detaljerne og så 'dør' en akvarel nemt. For mig tæller min oplevelse mere end håndværket og normalt belemrer jeg ikke offentligheden med dem ;-)

Faktum er at jeg i mange år har brugt alt for lidt tid på at tegne og at male; hvis den slags skal blive godt, så er det nødvendigt at holde det vedlige.

mandag den 14. november 2011

Mere mad

Til vores sølvbryllup gav vores børn os penge til en god middag på Sorte Hest.

Heldigvis var det ikke et gavekort vi havde fået, for da vi skulle bestille bord var restauranten lukket! Den var netop ved at blive overtaget af den bornholmske 'madmafia', Nikolaj, Rasmus, Theis og Magnus, som har den skønne restaurant Kadeau i Vester Sømark; stedet jeg skrev lidt om i sommer. Så vi bestilte fluks plads til to den 12. november, 33 års-dagen for vores første rigtige 'date' og dagen efter at stedet havde åbnet.

De havde desværre fået overbooket, så vi blev placeret lidt akavet på barstole foran en væg ved en lang, smal bordplade. Til gengæld havde vi fin udsigt til køkkenregionen lige bag os, hvilket passede mig udmærket.

Det var utrolig godt; spændende nordisk mad på gode bornholmske råvarer.

Vi lagde ud med champagne og en smukt anrettet omgang appetizers: Rå rejer, tørret kammusling med citrontimian-emulsion, tørret oksekød med syltet gulerod, tørret maltbrød, agurk med makrelmousse og sprødristet grisetå med syltet hjulkrone.

Det sidste skal jeg huske til næste år, så jeg får brugt lidt mere af planten end de smukke blå blomster.

Vi bestilte kun tre retter, men det var såmænd alt rigeligt. Dertil en flaske kølig og let, men interessant, Beaujolais, som gik fint i spænd med vore forskellige retter. Vi er ikke de store vinkendere (end ikke små) men forlader os gerne på tjenerens råd, indenfor rimelighedens grænser - og denne var et godt valg.

Forretten var, i mit tilfælde, rå jomfruhummer, der lige havde 'kysset' en varm pande, serveret med en østersvinagrette på græsolie, letbagt hjertesalat og urter, silketyndt skåret blomkål og friteret blæretang (det skal jeg også huske, jeg har kun lavet den kogt ;-)

Husbonden kastede sig over en skøn makrel garneret med tynde skiver af selleri og æble samt frisk grønkål med muslingebouillon og dildolie.

I det hele taget var fisk og skaldyr perfekt tilberedt, så smag og konsistens var ren nydelse.

Hovedretten til mig bød på perfekt dampet torsk med surkål, løjrom, brunet smør og jordskokker serveret på flere måder, bl.a. langtidsbagte til en skøn sej konsistens (også den skal genbruges herhjemme: fire timer ved 150 grader).

Retten blev toppet rundhåndet med friskrevet gotlandsk trøffel, som dog ikke havde megen trøffelsmag.

Husbonden kastede sig over den langtidsstegte, confiterede okse med rødbede i flere udgaver, røget marv og en sauce på øl og æblemost. Kødet var smørmørt efter 12 timer ved 82 grader.

Desserten var vi enige om:

Bornholmske mejeriprodukter som is og marengs med kærnemælk, kombineret med pære, honning og valnød. Det smagte på forunderlig vis af sommer og barndom.



Kaffen sprang vi over, men indtog den kort efter hos min bror der bor lige i nærheden - og det var også vældig hyggeligt.

En rigtig dejlig aften, så stor tak til ungerne!

søndag den 13. november 2011

Bloggerfrokost i Hillerød

Lørdag havde Madame sat en flok bloggere stævne på Café København i Hillerød, der ligger smukt på Torvet ved Slotssøen.

Den udmærkede mad, gode øl og venlige betjening (jeg fik en sandwich med kalvetyndsteg, svampe og trøffelmayonnaise og en flaske blå Chimay) kombineret med et vidunderligt solskinsvejr, gjorde sit til at sætte humøret op.

Tak til Anette, Annemarie, Bente, Britt, Donald, Jens, Kari, Kisser, Madame og En mand af betydning for en rigtig hyggelig oplevelse.


Jeg håber vi kan gentage den når træerne i Slotsparken står forårsgrønne og barokhaven rigtig folder sig ud. Måske kan vi så drikke kaffen i Havehuset? 


Den hyggelige dag blev afsluttet med en tur rundt om Slotssøen. For et par år siden blev der anlagt en ny sti, så man kan gå hele vejen rundt om søen og det er en stor gevinst for byen.





Frederiksborg Slot smukt pyntet med efterårsløv og sol - og novemberidyl ved Slotssøen.















fredag den 11. november 2011

Frosne vitaminbomber

Forleden havde jeg et indlæg om havtorn og sidste weekend gik jeg på bærjagt, for jeg havde fået lyst til at eksperimentere lidt med havtorn i mad og drikke.

Bærrene er næsten umulige at plukke uden at klemme dem i stykker, så i stedet tog jeg en stak bærfyldte (og tornede) grene med hjem. Efter at have klippet grenene i småstumper, røg det hele i fryseren. Næste dag kunne mange af bærrene rystes af og resten blev hjulpet på vej med en gaffel, så nu har jeg havtorn i fryseren. Nogle stykker i en smoothie og dagens c-vitamindosis er hjemme.

I dag hældte jeg en lille håndfuld i fadet med rodfrugt (gulerødder, løg, selleri og pastinak) inden de røg i ovnen. De fik også en sjat rapsolie og et skud hyldeblomstsalt. De fungerer fint som syrligt indslag til de lidt fade rødder - ellers bruger jeg gerne citron.

I går fik jeg et nyhedsbrev fra LIFE om en ny kogebog 'Ny Nordisk Hverdagsmad for alle', som bl.a. indeholder opskrifter med havtorn. Bogen, der udkommer på mandag, udgives af FDB, Meyers Madhus og OPUS og den er skrevet af Claus Meyer og Arne Astrup. 

Mon ikke den kan fås i den nærmeste Brugs eller Kvickly?


onsdag den 9. november 2011

Mandagstema: Langt borte

Mandagstema på en onsdag - sært, men sådan har min uge altså været. Her er mit bud.

Billedet her er 'langt borte' på flere måder: Sommer og solskinsvejr er langt borte - i dag er det gråt og sent efterår. Stedet, vores hus i Sverige, er både i afstand og tid langt borte; det lille hus er solgt for mange år siden.
Personen midt i alle i bregnerne er også langt borte; jeg ænser ikke kameraet, for jeg er i gang med et akvarelmaleri af huset.


Akvarellen er til gengæld ikke langt borte - den hænger faktisk her, lige ved siden af mig :-)

Se flere 'langt borte-billeder' lige her

fredag den 4. november 2011

Bytte bytte købmand...

Maria i Stockholm eftersøgte en kartemaskine på sin blog.

Jeg havde en kartemaskine stående, som ikke havde været brugt siden kollektivet var ejere af en lille flok gotlandske pelsfår, først i firserne.

Ingen havde vist interesse for den, selvom jeg havde forhørt mig rundt omkring, så jeg greb chancen og spurgte om Maria måske var interesseret i at få min ældre Louët-model... Det var hun - og til alt held skulle hun til København her i november for at deltage i en af Annette Danielsens workshops.

I onsdags blev kassen så pakket ind, så den kunne klare en flyvetur, og afleveret på hendes hotel.
Og tænk, i receptionen havde hun lagt en pakke til mig med det fineste håndmalede strømpegarn af egen produktion!

Nu er jeg dobbelt glad; kartemaskinen har fundet et godt hjem og vil blive brugt til det den er beregnet til - og jeg har lækkert garn som jeg kan hygge mig med. Det grønne ender som strømper til husbonden (der elsker grønt), for hans hjælp med at fragte frem og tilbage.

Endnu engang har blogverdenen vist hvad den kan. Tak, Maria :-)

PS: Billedet af garnet er taget med mit nye Lumix i kunstigt lys (og ikke særlig meget af det) og er ikke behandlet digitalt - det er da helt ok, ikke? Jeg tror det bliver et godt bekendtskab :-)

tirsdag den 1. november 2011

En dag med Vilfred

I dag var der dejligt besøg af søn og sønnesøn. Vilfred var usædvanligt betuttet og lidt forgrædt i starten. Kort forinden havde han fået noget galt i halsen som åbenbart sad rigtig godt fast, så de måtte en tur rundt om skadestuen. Heldigvis fik han selv klaret det, men det var bestemt ikke en sjov oplevelse. 
Som i kan se er den nye Ugletrøje taget i brug; rigelig stor endnu, desværre også i halsen. Jeg tror nu ikke jeg får lov at lave det om, selvom jeg er lidt utilfreds.

Efter nogen betænkningstid og lidt mad og drikke tøede han langsomt op.

Bagefter var der tid til at lege med puttekassen, som jeg fandt på et loppemarked.

Men ellers handler det mest om at komme op at stå.Faktisk stod han op det meste af eftermiddagen og legede ved sofabordet.

Og så fik han lært at komme ned igen. Først på knæ, så en forsigtig hånd ud til siden og endelig glide ned på maven.

Han kravler stadig ikke men maver sig frem i kvikt tempo. Jeg tror ikke han kommer til det - men jeg kravlede heller ikke selv og jeg har vist klaret mig alligevel...






Og så elsker han at lave sjove lyde...

Og vælte sin farfars fine klodstårne...

Mandagstema: Skummelt/scary

"Det er uhyggeligt"

Det var meget svært for mig at finde et billede til ugens mandagstema.

Efter lang tids roden i gemmerne, faldt jeg over et gammelt foto fra 1992: Min søn, klædt ud som vampyr. Ikke i anledning af Allehelgen eller Halloween, for på det tidspunkt var det endnu ikke blevet en dansk skik, men fordi det var fastelavn.

Billedet er scannet ind og er både kornet og dårligt belyst, men efter en tur i Photoshoppen fik jeg et lidt sjovt resultat.

Den farlige vampyr ser nu selv ret skræmt ud, hvorfor mon det?

Måske har han set et hvidløg eller et kors?
Eller måske fordi han er fanget i blitzens spotligt...




Se flere skumle og skræmmende billeder her

søndag den 30. oktober 2011

Lumix TZ20 på vej...

Jeg har fablet om det kamera længe, for jeg har jo læst alle jeres rosende ord og set alle jeres smukke billeder.
NU er det omsider bestilt og skulle gerne dukke op i næste uge. I blå udgave, selvfølgelig; det er jo 'min' farve...

Så håber jeg det lever op til mine (store) forventninger.

Jeg glæder mig i al fald til at jeg nemt kan putte det i lommen eller tasken, så det altid er ved hånden. Mit store, og temmelig tunge, kamera gemmer jeg fremover til særlige fotosafarier.

Og så regner jeg selvfølgelig med at alle I andre Lumix-ejere står bi med råd og dåd, når jeg går løber ind i alle begynderproblemerne  ;o)

Billedet er lånt her

lørdag den 29. oktober 2011

Ærtesuppevejr

I dag har været temmelig våd og grå, men ikke spor kedelig.

Først ventede hvad der skulle blive en svært forvirret udlånsvagt. Udover almindelige lånerbetjening, som virkelig er en blandet affære der også indebærer f.eks. print af bingo-banko plader, hjælp til kopiering, vand til tørstige børn, nødtørftig (tegnsprogs) kommunikation med asylansøgere, opstøvning af værktøj til udstillere, supplering af toiletpapir osv., skulle der hjælpes til ved græskarlygte-værkstedet, laves kaffe m.m. til strikkecafén og gøres klar til Litterær Lørdag, hvor vi havde et spændende foredrag om billedbøger. Jojo, jeg fik altså også snakket om, fundet og bestilt bøger m.m.

Hjemme igen lidt i tre var det tid til lidt frokost og en rask tur i den tågede efterårsskov og så var jeg brugt.
I går havde jeg ydermere frekventeret både min kiropraktor og min massør og det er noget af en cocktail som nok kan tage pusten fra en et par dage (men hvor er det godt ;-)

Altså besluttede jeg at aftensmaden måtte være nem.

I fryseren havde jeg en 'suppe' som var kreeret af en rest 'franske ærter' (se nedenfor) blendet med grøntsagsbouillon.
Den var ærlig talt ikke noget at råbe hurra for, så den blev kogt op med lidt god fond og nogle skiver gedefriskost og fik en lille smule jævning for at få konsistens.

Serveret med en klat græsk yoghurt, lidt sprødristet chorizo og et par 'sjuskeboller' til, blev det faktisk en rigtig fin og lækker middag på en lidt råkold dag.


Franske ærter
Finthakket skalotteløg og hvidløg svitses i smør, tilsæt friske eller frosne ærter og lad dem mørne lidt. Vælt en stak friske salatblade i og vendt rundt til de er faldet sammen. Smag til med salt og peber.

onsdag den 26. oktober 2011

Fotokalender 2011 - Oktober

Oktober har været en dejlig, solrig måned.

De kolde nætter er blevet efterfulgt af smukke, smukke morgener med let tåge og tung dug - og det har myldret med svampe og edderkopper overalt.

Derfor synes jeg at det dugdråbefyldte edderkoppespind, der pynter så fint mellem penselfyrrens kogler, passer godt som månedens kalenderbillede.











Og her er Vilfred (i mobiludgave) med en af sine bøger. Det glæder et gammelt børnebibliotekarhjerte :-)
Jeg ser i den grad frem til at vi skal indvadere børnebiblioteket for at låne og læse stakkevis af bøger sammen!

Se flere oktoberbilleder her hos Petunia

mandag den 24. oktober 2011

Mandagstema: Hvilepause

Denne mandag er det ikke et af mine egne billeder, men et af husbondens, der får lov at lege med på  mandagstemaet. Billedet er ganske vist fra oktober, men sidste år.

Når vi går tur holder jeg ind imellem en lille hvilepause - ikke så meget for kroppens skyld, som for sjælens - og et særligt smukt vue over et landskab er godt at dvæle ved. Her er det udsigten over mark, sø, strand og vand ved Sejrøbugten, der har fået mig til at stoppe op, slå hjernen fra og bare nyde at være til.

Se flere hvilepauser her

Tummelumsens kaffeplump

Min 'Hvirvelstrøm' (eller 'Plump', som den egentlig burde hedde ifølge Annette Danielsen) er omsider færdig efter 11 måneders meget svingende arbejdsindsats. Efter at jeg havde strikket cirklen sammen, opdagede jeg, til min store forbløffelse, at jeg havde strikket en kile for meget! Lidt komisk når man tænker på hvordan jeg har kæmpet for at blive færdig.

Det var 'om igen' og nu er den på vej til at blive monteret. 

En lang pause i arbejdet har haft en utilsigtet bivirkning, som tydeligt kan ses ved sammenstrikningen: Strikkefastheden er ikke den samme.

Måske kan jeg, efter vask, trække den i facon, for jeg nægter simpelthen at pille mere op.

Heldigvis er modellen en lidt skødesløs sag, så jeg kan nok leve med det. I min alder er kroppen alligevel ikke lige: Alt min tøj glider ud på den ene skulder og hænger derfor mere i den ene side.

Jeg kan så håbe på at de to skævheder opvejer hinanden - det kan jo også gå den anden vej, men jeg har ikke haft spor lyst til at 'regne' på det... ;-)

mandag den 17. oktober 2011

Mandagstema: Spiselig

Havtorn: Sur, smuk, sund, og sk...svær at plukke på grund af de mange lange torne.

Frugten er særdeles populær i det nye nordiske køkken. Den betragtes som nordens citron; er god til at give syre i maden og bare et enkelt af de små orange bær indeholder lige så mange c-vitaminer som en hel appelsin.



Se flere spiselige Mandagstema-billeder her

søndag den 16. oktober 2011

Glimt fra Hobro #3

Burde vist hedde 'Godt fra Hobro', for jeg fik selvfølgelig soldet lidt  ;-)

Allerede på vejen til Hobro benyttede vi lejligheden til at besøge Fandango i Århus. Der har jeg ikke været før, men har læst en del om butikken hos de østjyske bloggere. Det er en dejlig butik, som fristede med mange lækre garner.

Jeg holdt mig dog til et enkelt bundt Malabrigo Lace i den smukke farve Indigo (det ses desværre ikke så godt på skærmen), en flaske Eucalan Uldvask og en (muligvis) smart dims til at holde garnet adskilt, når jeg stikker flerfarvestrik - det er da et forsøg værd..
På selve festivalen 'faldt' jeg over Ellens lækre garn (altså Ellen med Strikkegarnet.dk ;-) og efter lidt betænkningstid to (og kun to) bundter garn: Et bundt lilla Unisono med diskret nuanceskift og et bundt mørk grågrøn Filisilk, der er blødt som en barnenumse.

Unisonoen ender nok i et Hitchhiker (som jeg så første gang på festivalen) - et nemt og alligevel lidt anderledes tørklæde. Filisilken venter på et passende projekt, måske bliver det sjalet fra den medfølgende opskrift..?


Nåeh ja, så var der også den anden Ellens silkegarn som hun netop havde erhvervet. Efter gentagne opfordringer slap karakterstyrken op og jeg købte to af hendes fem bundter formedelst 10 kr., ialt!
Tak, Ellen :-)   Ellen regner vist med at jeg strikker et Nessie af det i løbet af nul komma fem...

Lørdag, på turen til Hobro, gik vi i 'Se giraffen' - en meget appetitlig butik der ligger lige overfor kirken.

Som I kan måske kan se var vi ikke de eneste festivalgæster der fandt dertil.

Der var også garn, men jeg faldt for de smukke knapsmykker fra Knapart.dk.







Jeg fandt et sæt med ørenringe i tre forskellige farver der kunne bruges på skift med de samme ørestikkere.

Og så forelskede jeg mig i et armbånd i mine yndlingsfarver (det ses ikke på billedet), men da jeg aldrig går med armbånd, spurgte jeg om det kunne ændres til et halsbånd? Det var helt ok og et par dage efter at jeg kom hjem, modtog jeg en pakke med en perfekt halskæde. Fornem service ;-)

Der blev også købt et par af Ruth Sørensens opskrifter:

Huer, barnevest og voksenvest. Jeg er vild med hendes diagonale strik og tror de bliver sjove at strikke.

Hvad søren er det her så?

Jeg havde jo helt glemt pakkelegen lørdag aften - her er mit rov. Ene lækre garner som jeg endnu ikke har lagt planer for.

Måske bliver der en halsting af det midterste rødviolette/rosa garn, der er en lækker silke/merinould blanding.



Så er der vist heller ikke mere i den indkøbspose!

fredag den 14. oktober 2011

Glimt fra Hobro #2

På opfordring af Madame og til ære for Ann har jeg rodet i min fars gemmer (eller rettere fået ham til at rode) og fundet disse billeder. Dels af min oldefar og dels fra Adelgade i Hobro.

Men først oldefar, André Eduard Reffs.

Hvorfor navnet er så franskklingende ved jeg ikke, så vidt jeg ved har han ingen franske aner. Både hans mor og hans far, var af god dansk bondeæt.

Tipoldefar, Christen Nielsen, der kom fra Refs i Thy, (deraf det nuværende familienavn), var soldat i Slesvigske Fodregiment under Treårskrigen. Måske har han i den anledning mødt en fransk lejesoldat med et flot navn?

Gætte, det kan vi - og finde på gode historier, men hvordan det hænger sammen får vi nok aldrig at vide.




Men nu til Hobro og Adelgade ved Store Torv...
Billedet her er taget inden oldefar blev ejer af manufakturhandelen. Faktisk er det min anden tipoldefar der er indehaver på det her tidspunkt.

Han hed Levi Siir Bloch og var jødisk indvandrer fra Böhmen. Hans datter, Marie Holcha Bloch, blev gift med Eduard; måske forelskede førstemanden sig i husets datter og overtog siden både datter og butik.




På næste billede har svigersønnen fået udskiftet skiltet over døren. Min oldefar og oldemor, der fik fire børn, boede på 1. sal over butikken (med gadespejl). Min oldefar døde desværre ret ung, han blev 42 år.

Det er sjovt at se hestevognen der kommer rullende ud fra Bies købmandsgård, hvor jeg var forleden. Under en af drengene der står og kigger på er der sat et kryds; det må næsten være min farfar eller hans bror. Og se lige det fine skilt på den anden side af vejen: J. Jensens Beværtning.
Sidste billede kan jeg ikke tidsfæste, men det er taget den anden vej, op mod kirken, og manufakturhandelen ligger på nærmeste hjørne til højre.

Men der er mange huller i familiehistorien, så jeg er sikker på at jeg skal have fat i Lokalarkivet, som Ann foreslog; de må helt sikkert have lidt flere oplysninger. Det kan jo også være de synes det er sjovt at se billederne fra familiens gemmer.

tirsdag den 11. oktober 2011

Mandagstema: I skoven

Mit bidrag er fra weekendens tur i skoven ved Hobro. I skovbunden stod en lille sol-parabol - en lækker svamp - og kaldte på at blive foreviget, så det blev den.




Du kan se flere skovbilleder her.