Det er ikke til at fatte og det sætter mange tanker i gang. På sin vis føles det som ingen tid, på den anden side ville jeg formodentlig have problemer med at genkende det job, jeg oprindeligt blev ansat til at varetage i 1985 - så store forandringer har faget undergået. Gudskelov da, for jeg er en nysgerrig sjæl, der ville have svært ved at lave det samme dag ud og dag ind i så mange år.
I løbet af de sidste år har min arbejdsplads haft temmelig stor udskiftning af personale, efter rigtig mange år med samme 'besætning'. Unge kræfter med nye friske øjne kommer til og jeg er pludselig en af de gamle, som 'har prøvet det hele' før.
Og det har jeg ofte, men jeg kan lide den dynamik ændringerne giver, for vi lærer noget hver gang. Jeg vil hellere se det som en opstigende spiral, end som 'to skridt frem og to tilbage'.
Alligevel kan jeg mærke at jeg stille og roligt får lagt afstand til jobbet. Om ikke ret længe står jeg med et efterlønsbevis i hånden og selv om jeg ikke har planer om at stoppe foreløbigt, så mærker jeg pensionen lure i horisonten...
Men det er stadig verdens bedste job :-)
