Små pip fra en halvdød blog...

Årets sidste dag er ved at rinde ud. Om ikke ret længe er det tid til dronningens nytårstale, god mad, lidt for megen vin og alt for meget bulder og brag.

December har været alt, alt for sort, rent humørmæssigt, trods mange dejlige oplevelser. Selvom jeg prøver at holde forberedelserne og forventningerne til mig selv på et fredsommeligt niveau, må jeg sande at julemåneden, uanset hvor meget jeg elsker den, ikke gør mig godt. Det har medført at bloggen også har tabt luft, men med lysets genkomst håber jeg på at jeg kan trække mig selv op af hullet igen - og få gang i tasterne.

Mit dejlige barnebarn har fejret sin første jul og billederne af ham, med farfar og med oldemor, er fra anden juledag hos min bror.

Nytårsbrevet til familie og venner er færdigt og jeg har lyst til, ganske ubeskedent, at citere mit temmelig ublu nytårshåb:

Udenfor den hjemlige andedam har året, globalt som lokalt, budt på politiske og klimatiske omvæltninger, som gør fremtiden mere usikker end vi her i vores  lille fredelige, selvtilfredse og selvtilstrækkelige land har oplevet det i mange år. Mit hjerte og min forstand håber stadig på en rødere og grønnere strategi for fremtiden - og på at de medmenneskelige og positive kræfter vinder på sigt.

Tak for de dejlige kommentarer, de gode møder med flere af jer og for alle de skønne, sørgelige, kloge og morsomme blogindlæg der er postet fra jer i året der er gået. I er guld værd!

Jeg ønsker jer alle et varmt, lykkeligt og fredfyldt 2012 

Lys i mørket og adventstid

Sidste år skrev jeg om en elsket norsk adventssang som jeg synes har et fint budskab. Jeg vil ikke snyde jer i år, så her er en lidt mere prosaisk dansk adventssang, skrevet af Inger Otzen i 1952.

Velkommen, grønne adventskrans med dine lys så hvide, 

de har så mild en højtidsglans, nu er det adventstide.

Det første lys vi tænder, se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går, og julen snart vi når.

På denne årets mørke tid et bud du til os bringer,
at vi må bruge al vor flid, før juleklokken ringer.
Det andet lys vi tænder, se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går, og julen snart vi når.

Snart holder hele verden fest til Jesusbarnets ære,
og husk, vi gør det allerbedst ved gode børn at være.
Det tredje lys vi tænder, se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går, og julen snart vi når.

Når alle fire lys er tændt de mørket kan forjage,
så ved vi, året har sig vendt igen mod lyse dage.
Det sidste lys vi tænder, se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går, og julen nu vi når.

Mere tiden går...

14.december 1981

I dag fylder min søn 30 år og er nu præcis halvt så gammel som sin mor.

For et øjeblik siden var han en lille hjælpeløs purk, helt afhængig af sine forældre; nu er han voksen og ansvarlig med kæreste, barn og fast arbejde - og ganske uafhængig.

Men han er stadig mit barn og jeg kan stadig se de evner og karaktertræk han havde som lille. Jeg kan se mig selv og hans far i ham, på godt og ondt, men jeg kan også se hvordan han og hans beslutninger har indvirket på dem, så de er afpasset og formet til et godt og modent voksenliv, som er hans helt eget.

Jeg er umådelig taknemmelig over at have fået to dejlige børn, som evner at tage vare på livet og sig selv med stor dygtighed og glæde.

Tillykke sønnike, tak for 30 dejlige år og for at du stadig synes det er hyggeligt at dele gode oplevelser med os.

Det er guld værd :-)

Tiden går, klokken slår...

Det var dog utroligt, jeg har ikke blogget i næsten to uger og det er heller ikke blevet til mange kommentarer rundt omkring. Ikke at jeg har rygende travlt, men dagene flytter sig alligevel bagud i rask tempo.

Jeg er i fulde omdrejninger igen efter den ufrivillige pause og så småt i gang med juleforberedelserne. Der er blevet bagt brunkager, vanillekranse og citronspecier - og det er vist hvad årets julebagning byder på.

I den kommende uge holder jeg fri og så skal gaverne i hus og julens måltider og indkøb planlægges. Vi holder juleaften her hos os, sammen med husbondens bror og hans familie, samt datter og svigersøn.

Anden juledag løber den traditionelle julefrokost hos min bror, af stabelen. Alle bidrager med adskillige retter, både de nye utraditionelle og de gode gamle (som vi under ingen omstændigheder kan/vil undvære) og efterhånden som familien vokser bliver udvalget større og større; hyggeligt og sjovt, men en kende uoverskueligt.

Til slut bliver resterne fordelt mellem de evigt sultne, unge mennesker - og vi ældre tager hjem, inderligt lettede over at vi ikke behøver at spise os federe i løbet af de næste dage.

Det er en rigtig god arbejdsfordeling, hvor ingen mad går til spilde. Det er heldigt, for Stop spild af mad (og i det hele taget hvad som helst) har en ivrig tilhænger i undertegnede ;o)

Nedlagt

Jaja, alting kommer til den der venter (det mindst). Arbejdspladsen har været ramt af sygdom og nu er det så blevet min tur til at ligge her med en 'ond' hals og feber. Ikke lige noget jeg havde regnet med, men så må man gøre en dyd af nødvendigheden og f.eks få læst og surfet på mr. Mac mellem de små 'skrabere' kroppen har brug for, for at få restitueret sig.

Jeg nyder i den grad at vi investerede i elevationssenge, for at ligge vandret ret længe holder jeg ikke til. Nu er der håb om at jeg kan blive under dynen - et stykke tid i al fald.

Og så står den ellers på varm hyldetoddy med havtornsaft. Ikke en dårlig blanding når jeg selv skal sige det. På lageret havde jeg en skøn hyldebærsaft kogt med stjerneanis. Tilføjet den rå saft fra en skefuld optøede havtornbær og en skefuld honning smager det vidunderligt og c-vitaminerne gør nok ingen skade.

Imens kører Mozarts requiem (anbefalet af Mette) i baggrunden og jeg leger lidt med Pinterest, som jeg med Lavendels anbefaling er gået i gang med. Noget af en tidsrøver, men ret hyggeligt når man ligger her og har småondt af sig selv :-)

Bogen jeg er i gang med er af den australske forfatter Kate Morton og hedder 'En fjern hvisken'. En herlig og underholdende roman om gamle kvinders gemte, men ikke helt glemte, hemmeligheder i let moderniseret engelsk, gotiske stil. Jeg har tidligere læst samme forfatters 'Den glemte have' og begge dele er fremragende sygesengslæsning, omend de ikke just er i letvægtsklassen rent fysisk.

Forsiderne rammer tonen i bøgerne fint, med den lidt nostalgiske fordybelse i fortiden. Debutromanen Huset ved Riverton har jeg endnu tilgode, men jeg tror de skal læses med mellemrum, ellers bliver det nok for meget af det gode.

Mandagstema: Adventstid

Ugens mandagstema handler om adventstiden.

En af familiens traditioner er den årlige mostur. Mine søskende og jeg, med familier, drager til Liseleje for at gå tur i plantagen og finde mos, kogler og svampe til årets dekorationer. Bagefter ender vi hos mine forældre, der har det sædvanlige adventstraktement parat: Varm kakao, nybagte boller, brunkager og vaniljekranse.

Normalt falder turen på første søndag i advent, men i år var vi af praktiske årsager en uge for tidligt på den. Det var gråt i gråt, tåget, men mildt og stille i vejret og ude ved stranden var vandet var næsten ikke til at få øje på. Her ses en del af familien, på rad og række, traske hen over toppen af klitterne.

Se flere adventsbilleder her hos Helene

Julekugler...

I år er der for alvor gået mode i Arne & Carlos strikkede julekugler.

Jeg har set en del strikkere blive grebet af dillen, selv om de ikke umiddelbart finder dem kønne. Dertil når jeg ikke; de er da sjove og kitschede, men de kommer altså ikke til at hænge i mit juletræ eller noget der ligner.

Til gengæld kunne jeg godt finde på at kaste mig over duoens næste bog med strikdukker...

Men med disse julekugler er det en anden sag 

Første adventspakke indeholdt tre store, smukke, sølvfarvede glaskugler med rifler, som allerede nu er kommet op og hænge i farvede bånd. Senere får de måske også en lille kvist grønt i toppen.

Fint, ikke?
Og tak til Bente :-)