Hun klarede det storartet - faktisk synes jeg hun sangmæssigt var i særklasse - men det er utroligt svært at bedømme sine egne børns præstationer. Man er for tæt på dem; kender dem for godt og lytter og betragter for intenst.
Jeg er, som I måske ved, ikke den store musical-fan, så jeg synes at tre timer (inkl. pause) er langt! Men da datteren var på scenen en stor del af tiden gik det såmænd helt godt :-) En god og effektiv scenografi og en del livlige 'masseoptrin' lettede lidt også på det.
Turen derind var desværre (også) en gyser, men af en helt anden karakter - og vi ankom da også for sent, selv om vi var kommet af sted i rigtig god tid.
Vi havde min dårligt gående mor på 87 med (som i tilgift havde let feber og var mere 'vakkelvorn' end vanligt). Så for at gøre det nemt for hende satte husbonden os begge af i Tietgensgade før han parkerede, så hun ikke skulle gå så langt. Troede vi - for indgangen til Tivolis Koncertsal var væk. Efter adskillige forgæves forsøg på at få lidt vejviserhjælp hos forbipasserende (ingen af dem kendte København) og i restauranterne (der heller ikke kendte byen, faktisk var en del udlændinge) - og en række lige så forgæves opringninger til de venner og familiemedlemmer vi skulle mødes med - måtte vi bare haste (så godt det lod sig gøre) hele vejen til Hovedindgangen.
Da vi endelig nåede frem var der selvfølgelig kø, min mor rystede som et espeløv og endnu manglede vi turen gennem Tivoli, tilbage til koncertsalen. Panikken bredte sig, for klokken havde nu passeret tidspunktet hvor forestillingen skulle starte. Heldigvis kunne vi låne en kørestol i servicecenteret (mod legitimation og depositum, så flere kostbare minutter gik med det). Kort efter at vi satte i gang dukkede husbonden op (han havde, som flere andre teatergæster, også rendt og ledt efter den forsvundne indgang). Han overtog kørestolen - og så var der ellers dømt 'Ud at køre med de skøre' gennem et stopfyldt Halloweenpyntet Tivoli!
Ingen af os har erhvervet kørekort til kørestol og afstandsbedømmelsen er vanskeligere end man tror, da fodstøtterne rager temmeligt langt frem. Så der blev både hugget hæle og klippet tæer på den hæsblæsende tur (jeg undskylder, hvis nogle af jer var blandt ofrene) mens husbonden brølede 'Pas på, vi skal lige forbi' og folk sprang til begge sider som bowlingkegler. Min mor klamrede sig til stolens håndtag og forsøgte samtidig at holde styr på krykke, taske, blomster og værdighed.
Vi var nervøse for at vi ikke ville blev lukket ind, men de rare Tivolivagter tog det helt roligt. Jeg forklarede og undskyldte forfjamsket, en kende rystet efter kørestolsracet, mens jeg famlede i lommer og taske efter billetter, hvorpå den ene med et glimt i øjet sagde: 'Hvis du har så travlt, så snakker du for meget og finder for lidt billet'. Derefter skulle der igen forceres adskillige trapper for at nå frem til salen; det er ikke nemt at være gangbesværet.
Min mor er gudskelov kommet sig ovenpå strabadserne, men jeg er ikke helt sikker på at min far er tryg ved at overlade hende i vores varetægt en anden gang...
Jeg kan iøvrigt oplyse at det åbenbart er flere år siden indgangen fra Tietgensgade blev lukket; ergo vi kommer ikke nok i Tivoli. I øvrigt kunne vi også have læst på billetten, hvor der højt og tydeligt stod: Vesterbrogade 3.
