Viser opslag med etiketten blogleg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blogleg. Vis alle opslag

fredag den 23. september 2011

Himmelsk #51

Jamen, selvfølgelig skal det være et billede fra Fanø :-)
Min datter til hest på en regnvåd strand, sommeren 2009 - den sommer regnede det såmænd også.
Se flere himmelske billeder her


tirsdag den 7. december 2010

ABC-leg E

E for Emne. I bibliotekerne står de faglitterære bøger, ret praktisk, ikke efter forfatterens navn, men efter bogens emne, og emnerne er ordnet i et fintmasket talsystem.

Omkring 1875 konstruerede Melvil Dewey (amk. bibliotekar) et såkaldt universaldecimalklassifikationssystem, der skulle skabe en form for orden i emnerne. Ideen er, at al verdens viden skal kunne inddeles i ti hovedgrupper, der igen kan deles i hver ti undergruppper osv. osv. 


I de danske folkebiblioteker bruger vi et decimalklassifikationssystem, udarbejdet på grundlag af Deweys system, kaldet DK5. Den første udgave af dette system er næsten 100 år gammel.


Klassifikation af en bog kan være vanskelig, da bøgerne ikke altid er entydige i deres emne, men systemet har i praksis fungeret rimelig godt. 


Med tiden opstår der behov for nye underdelinger, bl.a. er hele edb-området kommet til, og der er en del meget lange tal (En bog om Tanzanias økonomiske og politiske udvikling skal f.eks stilles her: 33.188479). Men når bogen har fået sit emnetal, er det nemt at sætte bøgerne på plads i korrekt rækkefølge og nemt at genfinde dem.


Sådan ser de ti hovedområder i DK5's struktur ud:


0 - Værker af almindeligt og blandet indhold
1 - Filosofi. Psykologi. Videnskab og forskning
2 - Religion
3 - Samfundsvidenskab. Pædagogik. Folkekultur
4 - Geografi og rejser. Lokalhistorie
5 - Naturvidenskab og matematik. Antropologi og etnografi
6 - Praktiske fag. Lægevidenskab
7 - Kunst. Teater. Film. Musik. Spil. Idræt
8 - Litteratur. Sprog
- Historie


Du kan finde en mere detaljeret opdeling her
Hvis ikke du vælger computeren, er den nemmeste måde at finde bøger om et bestemt emne på, at gribe 'Tante Brun' (kælenavnet for det alfabetiske emneregister) og slå dit emneord op. Så får du en henvisning til det tal, det pågældende emne er stillet op under. 'Tante Brun' findes uden tvivl også på dit bibliotek!


Grrr... Blogger driller med sine afsnit i dag :-(

lørdag den 27. november 2010

ABC-leg D

D er DATABASER - grundkernen i bibliotekernes arbejde og ydelser i dag.

Både folke- og forskningsbibliotekernes bestand af bøger, tidsskrifter, musik, film, spil, osv. er registreret i en stor national database; DanBib. De fleste af bibliotekernes brugere kender den som bibliotek.dk. Til intern brug for bibliotekernes personale ser basen, kaldet Netpunkt, lidt anderledes ud og har flere funktioner.


Jeg bruger en stor del af min dag med at arbejde med databaser - både den lokale, der kun omfatter de materialer kommunens biblioteker selv har, og den nationale.

Men der er mange andre databaser i biblioteksverdenen. Flere og flere oplysninger som tidligere fandtes i fagbøger og tidsskrifter, er nu tilgængelige online. De danske biblioteker abonnerer på en hel del databaser, men det er selvfølgelig forskelligt hvad de enkelte kommuners biblioteker har råd til og behov for at have adgang til.

Du kan være heldig at finde dit biblioteks såkaldte e-resurser på hjernebasen.dk, men den er desværre uhyggeligt ringe vedligeholdt (det kræver vist en opfølgning) og helt sikkert kan du finde det på dit biblioteks egen hjemmeside. På fjernadgang.dk, København og Frederiksberg kommuners fælles website for e-resurser, er der mange gode vejledninger til hvordan du bruger forskellige databaser. Vil du evt. kigge bibliotekerne i kortene og se hvilke eksterne databaser der er i spil i den danske biblioteksverden, så prøv licensguide.dk...

Andre D-løsninger findes du her

fredag den 19. november 2010

ABC-leg C

Vi er nået til C og et oplagt valg for biblioteksudgaven kunne være cd, men den havde jeg oppe og vende i forgående blogindlæg, så i stedet tager jeg fat i begrebet Cirkulationstal, som optræder i biblioteksstatistikker og bruges internt på bibliotekerne til at trimme bestanden.

Sådan lyder den temmelig tørre definition: "Det årlige gennemsnitlige udlån pr. dokument i en given delsamling. Delsamlingen kan være en materialetype, en emnegruppe eller en genre. Indikatoren måles ved at dividere det samlede årlige udlån i en delsamling med antallet af dokumenter i samme delsamling. Indikatoren fortæller hvor godt biblioteket udnytter delsamlingen og om efterspørgselen svarer til den måde samlingen er sammensat på."

Umiddelbart skulle man tro, at jo højere cirkulationstal jo bedre. Men en måde at øge cirkulationstallet på kunne f.eks. være ved udelukkende at købe meget efterspurgt litteratur og bestsellere. Her vil tallet blive skyhøjt, men samlingen bliver samtidig meget begrænset, for ikke at sige ensporet.

De to bøger på billedet, ville f.eks. trække i hver sin retning. 

Den ene er en vældig populære krimi, skrevet af et par lokale og efterspurgte forfattere. Den anden er en rigtig 'udlånsdræber'; dels er det noveller (uha), dels er den gammel (skrevet i 1890'erne) og så er den oven i købet ikke helt nem at kapere.

De sådan cirka cirkelrunde æbler må vist symbolisere den klogskab og omtanke, hvormed tal og statistikker altid bør benyttes - også på bibliotekerne!


Se flere C-valg

fredag den 12. november 2010

ABC-leg B

Bibliotek, bibliotekar, bibliografi, biografi (hermed en rundtur i Wikipedia-land) - og så selvfølgelig BØGER. Der er mange biblioteksord med B. Men jeg snyder Ellen og vælger BogForum, som er et  meget aktuelt B-valg. Du kan nemlig stadig nå det :-)

BogForum er et must for bibliotekarer - eller sådan føles det. Jeg får både set og hørt en del om bøger og forfattere, men der bliver så sandelig også snakket 'igennem' med kolleger fra nær og fjern. I virkeligheden burde landets biblioteker været lukket første mandag efter BogForum, så hele standen kan få hvilet ordentlig ud ovenpå strabadserne.

I år snyder jeg. Jeg tager min datter under armen og nøjes med at frekventere Forum nogle få timer lørdag formiddag. Kl. 16 har jeg nemlig en aftale ude i byen med nogle venner. Vi ses :-)

Se flere B-valg her

tirsdag den 9. november 2010

ABC-leg A - med benspænd

Jeg forsøger mig med den nye omgang abc-leg på ABC Scandinavia, men har besluttet at holde mig indenfor ét felt - det bibliotekariske. Så hold ud, hvem der kan.

Vi starter med ALFABETET.

'Alfabetisering' er et fag på Biblioteksskolen (der nu har skiftet navn til Det Informationsvidenskabelige Akademi). Mine bekendte har grinet meget af, at det skulle være nødvendigt at lære alfabetet (igen), men for at genfinde bøger i en stor bogsamling er det meget vigtigt, at de bliver placeret helt entydigt.

Her er nogle få af de mange, mange regler:

  • Blanktegn kommer før andre tegn (populært kaldet 'Ingenting kommer før noget'), eks: 'Storm på vej' før 'Stormen' 
  • Tal kommer før bogstaver. Dvs. Marquez's bog 'Hundrede års ensomhed' står under H, mens en anden udgave med titlen '100 års ensomhed' står inden A!
  • McCloud (og andre Mc-navne) skal stå som de lyder, ikke som de staves - dvs. som Mac, ikke Mc  
  • Islandske forfattere alfabetiseres efter fornavnet, eks.: Einar Mar Gudmundson
  • Har en forfatter med et -sen navn (eller Møller) et mellemnavn, skal man stille bogen efter det, eks. Jens Smærup Sørensen.
  • Navne med dobbelt-a skal opstilles som de udtales. Det kan være lidt af en udfordring, for hedder Jostein Gaarder egentlig Gårder eller Garder? I praksis vil du formentlig kunne finde ham begge steder ;-)

Hvis du vil vide mere om reglerne, så kan du forlyste dig med dem her.

Kan du alligevel ikke finde de bøger du leder efter? Så spørg bibliotekaren. Og hvis du vil hjælpe dit bibliotek, så sæt ikke selv bøger på plads, medmindre du er helt, helt sikker på, hvor du tog dem ud. Bøger der står forkert er faktisk 'usynlige' :-)

Se flere A'er her

fredag den 10. september 2010

ABC-tema V

Der var ingen vaklen denne gang - jeg valgte et af de fire elementer, VAND. Jeg har en svaghed for vand.

Vand giver liv
Vi er heldige at bo et sted på kloden, hvor vi kan åbne vores vandhaner og klart, rent vand strømmer ud i rigelige mængder. Trods tilfælde som dem i Køge og senest Århus, har vi ingen problemer  med vandforsyning. Måske et kort vandingsforbud i tørre perioder, men det er det. Uden vand er mennesker, dyr og planter fortabte.

Vand tager liv
Vand er blevet betragtet med ærefrygt af søfarende gennem århundreder. Stolte skibe kan knuses som æggeskaller når havet for alvor viser tænder.

De store floders oversvømmelser har udløst nogle af verdens største naturkatastrofer.
Senest har vi set de helt forfærdelige oversvømmelser i Pakistan som betyder at millioner af mennesker lider nød og har brug for hjælp. Jeg har ingen billeder derfra, men vi har vist alle set dem i medierne.

Mange gode nødhjælpsorganisationer er i gang derude; jeg har især stor respekt for Læger uden grænser. Du kan hjælpe dem med sølle 150 kr. ved at sende en simpel sms: Skriv AKUT og send til 1414. Det er da nemt, ikke?
Eller du kan støtte dem på den 'fede' måde, bare se projektet Kager uden grænser.

Vand som nydelse
Jeg har tidligere skrevet om mine brusebade og jeg har også tidligere nævnt hvor meget 'min' fjord her tæt ved betyder for mig. Store flader af vand, hvad enten det er glat, kruset eller med vilde bølger, giver en helt vidunderlig ro i sjælen.

Skal vi skåle på det? 
I et godt glas vand selvfølgelig :-)


Se flere løsningsforslag på ugen udfordring HER

lørdag den 4. september 2010

ABC-tema U

Efter en uudholdelig lang pause, hmmm, er jeg på banen igen. Ustabil, ja, men meningen er god nok.

Ugens ord er Udstyrsstykke. Jeg skal se et af slagsen i aften: Skønheden og Udyret. Hvis I kender Disneys tegnefilm, så ved I hvad der venter os: Talende kommoder, lysestager, ure, tepotter og meget andet.

Min teater- og sanggale datter og svigersøn optræder sammen med Mastodonterne i Frederiksborgcenteret og senere i Tap1 i København. De er begge bidt af en gal musical og bruger en stor del af deres fritid på at synge og optræde. Jeg har lånt et af min datters billeder (hun tegner og maler nemlig også) fra musicalen over dem alle, 'Phantom of the Opera', der også er lidt af et udstyrsstykke.

Selv er jeg ikke så vild med musical-genren, men når de to er med, så skal jeg selvfølgelig se det!
Så i aften vil jeg nyde de fantastiske kostumer og de mange, utrolig dygtige amatører i det helt store udstyrsstykke - og jeg er sikker på at det bliver en oplevelse.

Se andre løsninger på ugens U udfordring HER

fredag den 6. august 2010

ABC-tema Q

Hvad skal man dog finde på denne uge?
Et Q-ord med mening - og billeder til, hmmm.

Husbonden mente bestemt at jeg, med mine feministiske tilbøjeligheder, burde satse på Quinder. Jeg harcelerer f.eks. ofte over at voksne hunkønsvæsner omtaler sig selv som 'piger' og insisterer på, at jeg altså er 'en kvinde', så helt ved siden af var det valg måske ikke.

Man kunne også vælge Quorn; produktet der skal ligne kød, men ikke er det (lidt samme problematik som ovenfor ;-)
Piskeriset har dog afprøvet det nye produkt med godt resultat, men da jeg har ikke forsøgt mig endnu og kan ikke gøre mig klog på det. Klimavenligt er det, muligvis, hvis det kan nedbringe mængderne af kød på den vestlige verdens tallerkener.

Men mit oplagte Q er Quiz. Jeg er bidt af en gal quiz. Ikke dem på tv, jo Jeopardy var da meget sjovt, men ellers synes jeg det går alt for langsomt, når vi også skal ha' deltagernes livshistorier og anden udenomspjat. Næh må jeg bede om spørgsmål ligepå og hårdt:

  • Jeg finder obskure quiz'er på nettet
  • Jeg tilmelder mig alskens meningsmålinger: Gallup, Capacient, Megafon, Det mener Danmark og alle de andre (lidt quiz-agtigt er det da, selvom spørgsmålet om husstandens årsindkomst jævnligt gentages)
  • Jeg gennemtygger Trivial Pursuit-kort fra en ende af (nej, ikke sammen med andre, men med mig selv)... 
  • Jeg løser quiz-krydsord, så snart jeg kan finde en. 

At få udfordret min paratviden er det bedste jeg ved.

Det er også den del af mit job jeg er allermest glad for. Når jeg på biblioteket får et (quiz)-spørgsmål, der tænder for min indre 'detektiv', så helmer jeg ikke gerne. Som regel er det låneren der opgiver først og synes hun/han er til alt for meget besvær. Næh-nej, jeg ELSKER det.

Her er et spil, som min bror en jul forærede sine søskende. Det har mange mystiske og besynderligt håbløse spørgsmål, som 'hvilke elapparater bør man ikke opbevare ved siden af hinanden, hvis man skal tage hensyn til elforbruget', 'hvornår gik danskerne fra fintmalet til vacumpakket kaffe', 'hvilket fjerkræ var det foretrukne ved 1800-tallets hoffer' og 'hvad hedder den tegneserie man normalt kommer ovenpå sin mad'...? Ja, gæt selv!

Og så kan man vinde bitte-små hvide kokkehuer - den perfekte gave til en madelskende quiz-nørd!

Se flere Q-løsninger her

fredag den 30. juli 2010

ABC-tema P

Ugen bogstav P endte med Patchwork. En syteknik, som oprindeligt har været brugt for at udnytte stofrester til sidste trevl. Teknikken er populær hos håndarbejdsglade syere, der kan fremstille de smukkeste tæpper m.m.

Jeg har aldrig haft den store tålmodighed med patchwork, men det blev da til en smule på hjemmesyede overalls og jakker o.l. i slut-70'erne. Her nogle tidstypiske ærmer i Elsebeth Gynther-stil på en blå velourjakke.
Der var 'Land og Folk Festival' i Fælledparken...

Et traditionelt håndsyet projekt med sekskanter havde derimod trange kår og ligger stadig i en kasse med uafsluttede håndarbejder. Det ku' jo være...


Men for nogle år siden vendte 60'erne, og dermed patchwork, tilbage i modebilledet. Min søn og svigerdatter ønskede sig et sengetæppe med 60'er-stoffer.


Det synes jeg kunne være lidt sjovt at gå i gang med efter så mange års pause. Jeg besluttede at tæppet skulle være en gave til svigerdatteren.

Som tidligere nævnt, er jeg noget af en samler, så det var ikke svært at finde det meste i gemmerne og resten i stofbutikker.
Først skulle der regnes og tegnes. Arkitektspiren (sønnen) havde sine ideer og jeg betingede mig, at jeg kunne bruge min symaskine for at gøre det lidt nemt for mig selv. 

Det endelige forslag og arbejdspapir fra min hånd.




 Efterhånden vokser arbejdet og man får en fornemmelse af den endelige virkning.
Færdigt arbejde (på egen seng) med lunt foer på bagsiden, som giver tæppet lidt tyngde.

Jeg nåede det, svigerdatteren blev glad og patchworktæppet ligger stadig på deres seng.
Min mors 'patchwork'

Min dygtige, kreative og kunstneriske mor, som ikke magter de finere strikkeprojekter længere, har derfor strikket tæpper i patchworkteknik. På den måde har hun fået udnyttet næsten alle garnrester, også mine ;-)

Det er ikke nok med hæklede oldemor-firkanter for hende, hun vil selv kreere... Hun startede med firkanter i forskelllige former og farveforløb, men har siden lavet mere indviklede mønstre. Det er blevet til sekskanter, trekanter, harlekintern m.m.
Tæppet hun har strikket til mig, er et af de første. Meget af garnet er mine egne rester af plantefarvet garn fra en fjern fortid.

Tæppet er skønt at have over benene på en kølig aften, når brændeovnen buldrer og det suser udenfor.










Se flere abc-løsninger her

torsdag den 22. juli 2010

ABC-tema O

Med ugens bogstav, O, kom jeg til at tænke på ordet ophængt og et helt bestemt billede.

Hvorfor det lige faldt mig ind ved jeg ikke, men ordet har jo flere betydninger. Ifølge Ordbog over det Danske Sprog (ODS) kunne ophængt tidligere bruges om både at være medtaget/sløj og at være i knibe/forlegenhed. 

I dag bruges ordet tit om at have (for) travlt. At være 'ophængt' i den betydning er der mange af os der er. Det er sjældent sundt eller sjældent særlig sjovt.

Men her har jeg valgt den helt bogstavelige udgave, oppe at hænge. Og det kan være sjovt - og temmelig sjovt at se på! Billederne er fra januar, hvor vi fik fældet et af vore birketræer. Gennem årene har vi fældet en del træer og gemalen har omsider været så fornuftig at anskaffe sig en klatre-sele. Så nu behøver jeg ikke længere stå og skiftevis vride hænderne og holde dem for øjnene, når slaget skal slås!

Her flasher gemalen 'den udvendige tangatrusse' mens motorsaven arbejder i adskillige meters højde: 'Se mig allesammen - en ægte handyman'...

- er det mon villahavernes udgave af de røde bavian-haler vi her kan iagttage?








Halvvejs i projektet gik der (også) legebarn i sønnen, der lige skulle prøve at rapelle på et delvist afgrenet træ. Ikke helt nemt.
og der har vi ham så
 - aldeles ophængt -
og grunden til ugens noget mærkværdige abc-tema.






















Vil du se andre, sikkert mere elegante, løsninger på ugens bogstavleg?

Så kik her på Petunias blog.

fredag den 16. juli 2010

ABC-tema N

Jeg havde egentlig tænkt at springe abc-legen over i denne uge, hvor jeg holder ferie, men så gik jeg til morgen på stranden og betragtede mine ferielakerede negle... neglelak, det var da et bud på N-temaet?


Jeg lakerer faktisk kun mine negle om sommeren, og som regel kun på tæerne.

Der var ingen neglelak i ferie-bagagen, så turen gik til den nærmeste butik for at finde en billig, men alligevel helt rigtig sommerfarve. 

Det var ikke så nemt. En smule kulør måtte der nemlig gerne være, men de var enten meget intenst røde eller meget lyse. Og så var der en heftig turkisblå.
Gemalen mente det skulle være den, da jeg er vild med turkis, mens jeg hældte til en mere forsigtig lyserød sag. Resultatet blev at jeg fik begge med hjem.

Så nu har jeg turkisblå neglelak på tæerne og rosa neglelak på fingrene.
Den sidste blev desværre meget lidt synlig, da den kom på (og kan faktisk ikke rigtig ses på billedet, men den er der), så falder jeg over den helt perfekte sommerfarve, så må jeg nok investere i sommerens tredje neglelak - gisp!






Se flere løsninger på ugens abc-tema N.

lørdag den 3. juli 2010

ABC-tema L

Landkrabbe - det er mig!
Jeg holder usigelig meget af fast grund under fødderne. Men forleden aften tog vi alligevel en lille smuttur på Roskilde Fjord, sammen med et par venner. Det foregik i deres dejlige sejlbåd 'Svante' (og spørg mig ikke om bådtype eller længde) som er 'parkeret' i Frederiksværk Lystbådehavn.

Afgang fra Frederiksværk Lystbådehavn i aftensol

Vejret var fantastisk, vinden fin og båden stabil - det gik faktisk rigtig godt. Efter et glas kølig hvidvin (eller to) var landkrabben nærmest fuldbefaren matros!

Højt humør hos den stolte bådejer, der har snuppet det bedste hjørne


Vi skød næsten 7 knob og nåede forholdsvis hurtigt frem til vores destination ved Kulhuse.
Her var læ og vi kastede anker. Så blev der badet og værtsparret diskede op med pil-selv-rejer, brød, smør og dild m.m. - og mere kølig hvidvin. Landkrabben mente nu, at det var en rigtig god oplevelse og overvejede seriøst muligheden af en længere weekend-tur.


Mens maden stille og roligt forsvandt fra tallerkener og skåle, forsvandt solen bag sorte skyer der trak sammen i horisonten - landkrabben havde heldigvis ryggen til - og bådejerne besluttede at sætte næsen hjemefter og vente med kaffen. Og så gik det ellers hjemad - med skyerne og regnen og de imponerende smukke lyn i hælene.

Hvem kommer først? - Lidt synd der ikke kom et lyn med på billedet, for dem var der mange af!




Landkrabben havde ikke helt forestillet sig, at skulle sejle om kap med vejrguderne, men de to grinende sejlere og lidt mere hvidvin hjalp gevaldigt på humøret. Uvejret drejede heldigvis af og trak ind over Halsnæs i retning mod Kattegat og vi nåede havnen uden ret mange dråber.


Kaffe med chokoladekage og friske jordbær 'on the side' blev nydt i kahytten, mens regnen trommede på taget (eller hvad toppen af båden nu hedder). Trods den lidt bratte og en smule dramatiske hjemtur, vil jeg tro, at landkrabben er til at lokke ud på bølgen blå en anden gang - bare der er drikkevarer nok ombord!

Se flere løsninger på ugens abc-tema.

torsdag den 24. juni 2010

ABC-tema K

K kom til at stå for KUNST...
Kulturkraft er en tilbagevendende festival for børn, unge og andre interesserede borgere i Halsnæs Kommune, der løb af stablen for første gang sidste år. En af de store oplevelser var en udendørs KUNSTudstilling, Langt ude, som en af mine gode venner var ophavskvinde til. En ret usædvanlig KUNSTudstilling, specielt kreeret til børn og deres voksne, med masser af humor og mystik. Og den blev besøgt af rigtig mange.

Via Den Røde Dør, midt på Torvet i Frederiksværk, fulgte vi Den Røde Tråd langs kanalen gennem skoven og rundt i Arresødalparken. Undervejs stødte vi på megen forunderlige KUNST - her nogle få eksempler:
Ned ad skråningen kommer de små træer vandrende...
Frugttræerne bærer for anden gang: Lækre bolsje-farvede bogstaver - ét ord på hvert træ... Hvilke mon?
Kæmpestore genbrugsmyg - og andre sære insekter - svirrer i skyggerne under trætoppene...
'Ring, når du går forbi' - og det ringede, både frejdigt og forsigtigt, rundt omkring i parken...
Bibliotekaren i mig frydede sig: Bøger, bøger og atter bøger slyngede sig op i/ned fra de enorme lindetræer...
Jan Schacht Holmgaards vartegn: 'Papirklippede' vindmøller og vejrhaner flankeret af vajende faner
Her spejler skoven (og skovens dyr) sig i det flere meter høje spejl...

Allehelgensaften sluttede KUNSTudstillingen med en utrolig smuk (og lidt gysende) lys- og lyd-event i Arresødalparken. Her var fantastiske lyseffekter på træerne, hekse med dampende gryder, sky trolde og lokkende, dansende elverpiger  - til stor fornøjelse for de mange fremmødte børnefamilier. 
KUNST i børnehøjde med masser af appel til barnlige voksne.

Se andre K-løsninger på ABC i ord og bilder

fredag den 18. juni 2010

ABC-tema J

Lige præcis i dag har min søn skrevet sit første indlæg i årets rejseblog og derfor falder det lige for, at vælge Japan til denne uges abc-tema.

Jeg har desværre aldrig selv været i Japan, men landet, kulturen og mentaliteten har altid fascineret mig. Meget fremmedartet selvfølgelig, men jeg føler også en form for slægtsskab med den stramhed og perfektionisme som bl.a. deres arkitektur og kunsthåndværk er udtryk for.

Da jeg tog min svendeprøve som væver i 1971 havde jeg en ide om, at jeg på et tidspunkt ville tage til Japan for at væve. Livet formede sig anderledes og det blev ved drømmen. Nu har jeg erkendt at jeg aldrig kommer til at oplevet landet selv (jeg lider desværre af flyskræk) - til gengæld har jeg nu en 'stedfortræder', som kan skrive og fortælle om sine oplevelser. Om ikke ret længe rejser hans kæreste ud til ham - og så er de to om opgaven!

Det eneste jeg kan byde ind med på billedfronten, er et billede af en pose nudler, som en japansk ven til en kollega, bragte med til Danmark. På typisk japansk vis er indpakningen et lille mirakel, selv for noget så simpelt som en pose 'spaghetti': Fin halvtransparent pose i smuk udførelse og nudlerne indeni er bundtet omhyggeligt med smukke grønne papirstrimler.


Se hvordan andre har tolket ugens bogstav på ABC i ord og bilder

torsdag den 10. juni 2010

ABC-tema I

Mit i MÅ være ingredienser


Jeg har vistnok temmelig mange! Jeg er glad for at lave mad og gerne nye spændende retter. De kræver selvfølgelig tit nye spændende ingredienser. Venner og bekendte undrer sig højlydt når de kigger i mine gemmer, men jeg synes ikke selv det er så galt. 

Lige nu har jeg bl.m.a. lyst til at forsøge mig med saltede sorte sojabønner og 'black garlic'... Ak ja, når det gælder ingredienser, ville jeg vældig gerne bo i en storby med et righoldigt udvalg af specialbutikker. Her må vi nøjes med ikke særligt veludrustede supermarkeder :-(

Det er ikke de smukkeste billeder dette tema afstedkom og på dette tidspunkt er det desværre for sent og for mørkt, at få billeder af de mere fotogene ingredienser i haven: Mine krydderurter.

Men I får et lille kig i skabe og på hylder og i fryseren som også kan bruges til ingredienser: Semidried tomater, diverse fond'er og vinrester i isterningeform, ingefær der nemt rives fra frossen tilstand, reven skal af diverse citrusfrugter, nødder af forskellig art, overskud fra krydderurtebeddet o.m.a. 

Jeg tror vi stopper her!






fredag den 4. juni 2010

ABC-tema H

Så nåede vi H og 'Haven' var egentlig et oplagt valg, på en dag, hvor solen lokkede mig ud i dækstolen og al det grønne, da jeg kom hjem fra arbejdet kl. 17.30.

Men min hu stod alligevel mere til et andet meget oplagt emne, nemlig HAVET. Havet, og naturens mange andre udgaver af vand, har en stor tiltrækningskraft på mig. Lidt sært, eftersom jeg er en uforbedrelig landkrabbe og desuden har lidt af vandskræk en stor del af mit liv.

Det rytmiske, uforanderlige bølgeslag, duften af salt og tang, farvespillet, teksturerne (fra olieglat over creppet og kniplingsbesat til frådende, skummende vildskab), lyset der genspejles og den høje himmel... alt gør mig forunderlig rolig og glad indeni.

I storm og i stille fylder havet mig med ærefrygt over naturens kræfter og skønhed - og sætter mig 'på plads', som den lille-bitte og egentlig temmelig ubetydelige brik jeg er i det store billede.

Her er får du en tur ved 'havet omkring Danmark' på en fredelig, solfyldt sommerdag.

    

Se flere abctemaer på Petunias 'ABC i ord og bilder'