fredag den 31. december 2010

Så stille der blev...

Julen kom - og med den hygge, dejlig mad, lys, gaver og skønne dage med familien - dejligt.

Nu er gæstebuddene overstået og huset hviler og er 'efter-jule-stille'. Brændeovnen luner, der er te i kruset og udenfor tages der så småt forskud på aftenens bulder og brag (uf siger jeg, selvom det også kan være smukt).

Men også en dejlig jul er krævende, for jeg har meget svært ved at slække på kravene til mig selv. Og krav, kan jeg endnu engang konstatere, er skidt for min sjælefred, så bloggen har fået lov at ligge ganske stille hen.

Dog ikke mere stille end at der skal lyde et ønske fra mig til alle mine dejlige blogvenner om et lykkeligt og fredfyldt NYT ÅR.

Mon ikke jeg vender frygtelig tilbage? Jo, jeg tror det :-)

tirsdag den 21. december 2010

December strik

Der bliver stadig strikket, men da det snart er jul er det mest hemmeligheder...

Alligevel lykkes det ind imellem at få tilføjet et par pinde på den lille undertrøje til 'det kommende'. Strikket i en dueblå, superlækker, blød silkemerino fra Duo, kan den også bruges som en lille vest.


Og så kunne jeg ikke stå for den lille strikkede 'marcipan'-gris jeg så hos Liselotte

Det tog ikke ret lang tid at kreere den. Jeg har brugt en rest strømpegarn og en rest mohair strikket sammen, så det er blevet en lidt langhåret gris. Fyldet er lidt rester af pladegarn. Siden jeg tog billedet har den også fået et par vandblå øjne og et julebånd om maven.

søndag den 19. december 2010

Det er ikke til at se det...

Mystisk ser det ud, altså den udendørs julebelysning. En enkelt kæde på busken foran huset lyser op i vintermørket hvert år, men i år har sneen lagt sig tykt over de små pærer. Fint og eventyrligt, måske er der lagt op til nisse-gilde under busken i nat..?

4. søndag i advent

Nu er det lige før! I dag har vi tændt alle fire lys i adventsstagen og er dermed nået til sidste vers i den norske adventssang. 


Tænd lys! - Nu stråler alle de fire lys for ham
som elsker alt som lever, hver løve og hvert lam.
Tænd lys for himmelkongen som hyrdeflokken så.
Nu mødes jord og himmel i barnet lagt på strå.


Jeg er ikke religiøs og det kristne islæt i verset siger mig ikke så meget, men julens budskab om kærlighed og håb deler jeg. 

fredag den 17. december 2010

Winter wonderland...

Yndigt - det er det første ord der falder mig ind på dagens tur rundt om hestefoldene. Sne- og iskrystaller har, i smuk forening, lagt sig i tykke, bløde/sprøde lag overalt. Jeg vil lade billederne tale, selvom frosten i næseborene, de kolde fotofingre og sneens knirken under støvlerne mangler...









onsdag den 15. december 2010

Flere juleforberedelser - og en opskrift

Både i går og i dag er også gået med at forberede mig på højtiden; det er nu en gave at have lidt ferie i december.

Jeg startede dagen i går med at spendere, hvad der for mig er en formue, på at få klippet hår og farvet vipper/bryn. Ih, hvor blev jeg nydelig! Efterhånden som mine egne farver falmer og jeg mere og mere ligner en gang havregrød i fjæset, er det påkrævet med lidt kulør/kontrast. Jeg bruger ikke megen makeup, et år med udpræget grådlabilitet har stedt mascaraen til (evig?) hvile og så bli'r det kun til lidt lipgloss en gang imellem ved festlige lejligheder...

Således, for en stund vidunderligt forynget, mødtes jeg med datteren og vi gjorde Hillerød i jagten på julegaverne. Fornøjeligt, men min tålmodighed i de travle butikker er desværre ikke noget at råbe hurra for, selvom jeg bestræber mig på at opføre mig høvisk. Næste år vil jeg satse stort på nettet - og så kan jule(med meget mindre indkøbs)turen foregå helt afslappet.

I dag gælder det gaveindpakning - den slags tør jeg ikke overlade til travle ekspedienter, det er alt for hyggeligt selv at rode med (og måske skal der lidt fokus på hjemmegjorte julegaver...)

I morgen drager jeg igen på tur, denne gang med min mor (en anden hyggelig tradition). Da hun er så dårligt gående bliver det kun til 'center-tur' i Frederikssund - og så lige Føtex, for de har et betydeligt større udvalg af specialvarer end vi er vant til her i byen og hun savner den slags. Måske snupper vi også en gang sushi her - det ligger nemlig i samme bygning.

Og så skal I da have den lovede 'hemmelige' opskrift på min mors brunkager, den er nemlig at finde her i familiens opskriftssamling.

tirsdag den 14. december 2010

Når der lugter brunt og brændt...

så er det fordi en enkelt plade af Anarkistens gode peberkager fik for meget. Desuden var mit muscovadosukker for tørt og det gav kagerne lidt skønhedspletter. Men ellers blev de rigtig gode, både i knækket og i smagen - lidt hotte, for jeg brugte friskkværnet hvid peber og endda rigeligt, men det varmer alt sammen og det kan jeg godt lide.

Det gik ellers strygende i går, for datteren deltog i årets store julebagedag - og det bliver ikke sidste gang. Hvor vi dog hyggede os, men se selv... (og I kan se mere på datterens blog)

Hmm, ja, det ser lidt suspekt ud, men konsistensen var mums-lækker og det blev til storartede peberkager

Grebet på fersk gerning - hun har altid været en slikmund :o)




Mormors brunkagedej bli'r hurtig blød, så rullerne røg ind og ud af fryseren og blev skåret af på skift 

Men åh, hvor er det verdens bedste brunkager (og hvis jeg husker det, får I den hemmelige opskrift senere)
Tid til vanillekranse - i år endda med det forkerte stjernehul...

Så de blev små og spinkle, men smager lige så godt som de plejer


Til sidst blev peberkagerne bagt - senere vil datteren pynte dem. 




Så er træt- og mæthedspunktet nået...
og der sms'es om hjemkørsel







søndag den 12. december 2010

3. søndag i advent

Og det betyder at vi nu er nået til tredje vers i Eyvind Skeies adventssang...


Tænd lys! Tre lys skal flamme for alle som må slås,
for retfærd og for frihed, de skal ha' hjælp fra os.
Gid ingen mister modet før alle folk er ét,
tænd lys for de som kæmper for frihed og for ret.



Melodien er skrevet af Sigvald Tveit.


- Jeg kan se på Wikipedia, at han sjovt nok er født i Nissedal og desuden var den første modtager af Kardemomme-stipendiet - det passer da som nissefod i træsko til årstiden ;-) 

lørdag den 11. december 2010

Forelæsning på 'tegnsprogsk'

Hvordan forbereder vi bedst vore børn på at kunne mestre tilværelsen i det enogtyvende århundrede..?

I tider med gentagne diskussioner om bl.a. Pisa testresultater og klassestørrelser, samt lærere og forældres (og måske politikeres?) (u)duelighed, giver denne fascinerende animerede video-forelæsning stof til eftertanke.





Alder er en relativ størrelse...

Inspireret af et af Lavendels indlæg, kom jeg til at tænke på min gamle far, som gør, og især siger, mange pudsige ting som hele familien har stor fornøjelse af.

En dag kom min mor og han, som begge er 85, gående på en gangsti, hvor der er cykling forbudt. Ikke desto mindre blev de overhalet af en cyklist. Den slags provokerer min far voldsomt, så han udbrød forarget - og højtlydt:

"Hov-hov, Bessefar, ka' du ikke se her er cykling forbudt".

Min mor brød sammen af grin - og hvad den temmelig meget yngre cyklist har tænkt må guderne vide...

Hav en rigtig dejlig weekend derude i, indtil videre, tøvejrs-Danmark, hvor det igen er muligt at cykle - også på gale veje :-)

tirsdag den 7. december 2010

ABC-leg E

E for Emne. I bibliotekerne står de faglitterære bøger, ret praktisk, ikke efter forfatterens navn, men efter bogens emne, og emnerne er ordnet i et fintmasket talsystem.

Omkring 1875 konstruerede Melvil Dewey (amk. bibliotekar) et såkaldt universaldecimalklassifikationssystem, der skulle skabe en form for orden i emnerne. Ideen er, at al verdens viden skal kunne inddeles i ti hovedgrupper, der igen kan deles i hver ti undergruppper osv. osv. 


I de danske folkebiblioteker bruger vi et decimalklassifikationssystem, udarbejdet på grundlag af Deweys system, kaldet DK5. Den første udgave af dette system er næsten 100 år gammel.


Klassifikation af en bog kan være vanskelig, da bøgerne ikke altid er entydige i deres emne, men systemet har i praksis fungeret rimelig godt. 


Med tiden opstår der behov for nye underdelinger, bl.a. er hele edb-området kommet til, og der er en del meget lange tal (En bog om Tanzanias økonomiske og politiske udvikling skal f.eks stilles her: 33.188479). Men når bogen har fået sit emnetal, er det nemt at sætte bøgerne på plads i korrekt rækkefølge og nemt at genfinde dem.


Sådan ser de ti hovedområder i DK5's struktur ud:


0 - Værker af almindeligt og blandet indhold
1 - Filosofi. Psykologi. Videnskab og forskning
2 - Religion
3 - Samfundsvidenskab. Pædagogik. Folkekultur
4 - Geografi og rejser. Lokalhistorie
5 - Naturvidenskab og matematik. Antropologi og etnografi
6 - Praktiske fag. Lægevidenskab
7 - Kunst. Teater. Film. Musik. Spil. Idræt
8 - Litteratur. Sprog
- Historie


Du kan finde en mere detaljeret opdeling her
Hvis ikke du vælger computeren, er den nemmeste måde at finde bøger om et bestemt emne på, at gribe 'Tante Brun' (kælenavnet for det alfabetiske emneregister) og slå dit emneord op. Så får du en henvisning til det tal, det pågældende emne er stillet op under. 'Tante Brun' findes uden tvivl også på dit bibliotek!


Grrr... Blogger driller med sine afsnit i dag :-(

søndag den 5. december 2010

2. søndag i advent

I dag er det tid til andet vers af den norske adventssang...


Tænd lys - to lys skal skinne
for kærlighed og tro,
for de som viser omsorg
og altid bygger bro.
Må fangen få sin frihed
og flygtningen et hjem.
Tænd lys - for de som græder
og de som trøster dem.


Tak til Annepaalandet

Min yndlingsjulepynt

Udfordingen på Blogkvinder 40+ må gribes, men når man, som jeg, er uhyggeligt vægelsindet, bliver det ikke til én, men hele tre ting.

Den første kan jeg se gå igen flere steder:
Nissen som mor har kreeret.

Denne er over 30 år gammel og stammer vist fra en opskrift i håndarbejdsbladet EVA.

Han er blevet lidt skæv med årene, som jeg selv, og skægget ser noget mølædt ud. Han dukker op hvert år den 1. december og det er ham, der altid har sørget for ungernes pakkekalender. Tit var han sent på den, og nogle af pakkerne kom først op at hænge i løbet af måneden, derfor har han altid ekstra snor til indpakning i kurven ;-)

Mine børn har nu deres egen decembergæst, også kreeret af min mor. De er meget finere, med fint syede ansigter og kunstfærdigt udført tøj, men min nisse er "den rigtige"...
































Den anden er de bittesmå julekurve - en tradition min mor startede, da jeg blev født i 1951.

Kurvene er foldet i guldpapir og dekoreret med årets julemærker og min mor har lavet dem hvert eneste år, indtil for et par år siden. Jeg har ikke lavet nær så mange, men har dog nogle enkelte fra halvtredserne, som I kan se. Men jeg sørger skam for at traditionen bliver ført videre.


Den sidste af de tre er jule-sprællemanden, som min bror gav mig i julegave for mange år siden.

Han er selv lidt irriteret, når han ser sit værk, og ja, proportionerne er en smule forkerte, hvis man er meget kritisk. Men jeg glæder mig hver eneste gang jeg kigger på ham. Sprællemandens blide og lidt sårbare ansigtsudtryk matcher min brors sind så fint.

Som altid, er det ikke tingene i sig selv, men de følelser der knytter sig til dem, der har betydning.

lørdag den 4. december 2010

Julemarkedet på Grønnessegård

Jeg ankom til julemarkedet allerede kl. 10.04. Da jeg havde mine forældre (inkl. rollator osv.) med håbede vi på den måde, at kunne undgå den værste trængsel.

Grønnessegård er skønt beliggende, ud mod den yderste del af Roskilde fjord. De smukke avlsbygninger har god plads til kunsthåndværkere, specialiteter, café m.m. og udenfor var der masser af aktiviteter for børnene.

Selv investerede jeg kun i et par glas 'Salt Lakridssirup' fra Johan Bülow (lækker luksus på yoghurt, vanillieis og den slags) og en pose blandede karameller fra Karamelleriet. Dog vil jeg fremhæve de smukke og helt uhørt billige, håndflettede pilekurve (den timeløn skal man vist ikke prøve at regne ud) - her kan alle være med, så mangler du en kurv til dig selv, eller som gave, er chancen der.

Markedet er åbent fra 10-17 igen i morgen (og der er, uha, mulighed for at hæve penge).

Her er lidt billeder taget med min telefon; hverken helt skarpe eller særlig gode i farverne, men de kan da give et lille indtryk...








mandag den 29. november 2010

Et lille adventshåb

Hos Annepaalandet stødte jeg på dette lille fine vers, som jeg har fordansket en smule. Jeg synes det passer så godt i tid, hvor vi tænder lys i mørket og ser frem mod lysere tider.



Tænd lys! 
Et lys skal brænde for denne lille jord
den blanke himmelstjerne, hvor vi og alle bor.
Må alle dele håbet, så gode ting kan ske,
må jord og himmel mødes - mit lys er tændt for det.

Det er første vers af en norske adventssang 'Tenn lys', som oprindelig er fra NRK's julekalender 1988 og som siden er blevet meget elsket i Norge. Du kan høre hvordan sangen lyder her på You Tube.

søndag den 28. november 2010

Julemarked, store gamle sten og nisseflugt

Næste weekend er der, for første gang, julemarked på Grønnessegård Gods, der ligger i et skønt skovområde mellem Frederiksværk og Hundested. Det ser ud til at de satser på et kvalitetsmarked med bl.a. salg af kunsthåndværk og delikatesser, så det vil jeg glæde mig til.

På Grønnessegård jord står en smuk og kendt runddysse, Karlsstenen, der stammer tilbage fra bondestenalderen (sådan cirka for 5.500 år siden). Kommer du forbi, er der en smuk gåtur dertil fra parkeringspladsen ved landevejen.

I guldalderen var den et yndet motiv for kunstnere, bl.a. J. Th. Lundbye, men nu om dage er stenen næsten gledet ud i glemslen. Mange ældre danskere har ellers, bogstavelig talt, haft den mellem hænderne, for den er afbilledet på den femkrone-seddel der var i omløb fra 1912-1955. En af mine bekendte har gemt en seddel fra dengang, som jeg fik lov at fotografere til lejligheden.

Stenen har haft en, måske, endnu vigtigere betydning. Ifølge de gamle sagn var det nemlig her de første nisser kom til vores del af verden, på flugt fra fra en alt for voldsom fest hos jætterne i Udgård. Det kan man bl.a. læse her (du skal scrolle et godt stykke ned). Man kan så spekulere på, hvordan vores ærkedanske jul ville se ud, hvis de ikke havde fået opholdstilladelse, hmmm.

En anden gammel sten fra lokalområdet er netop nu aktuel - og det på min egen arbejdsplads.

Det er Hyllingebjergstenen, ifølge eksperter Danmarks flotteste og største helleristningssten.
Nu ligger den 8 tons tunge sten, der efter en storm faldt fra klinten ned på stranden ved Hyllingebjerg, omsider til offentlig skue og beundring i sin montre i forhallen på Frederiksværk Bibliotek. Prydet med 3.000 år gamle solhjul, skibsbilleder og hele 300 skåltegn.

På bibliotekets hjemmeside kan du se Anouschka Andersens film om Hyllingebjergstenen

lørdag den 27. november 2010

Lykkeligt samspil

Fik i går spicet min ellers elskede grove kartoffel-rodfrugt-mos op med et virkelig vellykket resultat!

I sommer fandt jeg på at tilsætte finthakkede saltede citroner til kartoffelsalat - et absolut hit - og så tænkte jeg, at det også måtte kunne gøres med mosen, for at pifte den op med lidt andet end krydderurter (som ikke er at foragte).

Denne gang var rodfrugten selleri og pastinak (jo den er vendt frygtelig tilbage, men heldigvis har vi lyst til den igen).

Å h ,   h v o r   v a r   d e t   g o d t !
Den rene og aromatiske, men ikke spor bitre, citronskal-smag klæder rodfrugterne helt utrolig, så nu skal jeg vist i gang med at salte flere citroner, for det svinder ganske forskrækkeligt i glassene. Jeg bruger Pricernes opskrift. Pære(!)nemt og vanvittigt lækkert. Prøv det...

ABC-leg D

D er DATABASER - grundkernen i bibliotekernes arbejde og ydelser i dag.

Både folke- og forskningsbibliotekernes bestand af bøger, tidsskrifter, musik, film, spil, osv. er registreret i en stor national database; DanBib. De fleste af bibliotekernes brugere kender den som bibliotek.dk. Til intern brug for bibliotekernes personale ser basen, kaldet Netpunkt, lidt anderledes ud og har flere funktioner.


Jeg bruger en stor del af min dag med at arbejde med databaser - både den lokale, der kun omfatter de materialer kommunens biblioteker selv har, og den nationale.

Men der er mange andre databaser i biblioteksverdenen. Flere og flere oplysninger som tidligere fandtes i fagbøger og tidsskrifter, er nu tilgængelige online. De danske biblioteker abonnerer på en hel del databaser, men det er selvfølgelig forskelligt hvad de enkelte kommuners biblioteker har råd til og behov for at have adgang til.

Du kan være heldig at finde dit biblioteks såkaldte e-resurser på hjernebasen.dk, men den er desværre uhyggeligt ringe vedligeholdt (det kræver vist en opfølgning) og helt sikkert kan du finde det på dit biblioteks egen hjemmeside. På fjernadgang.dk, København og Frederiksberg kommuners fælles website for e-resurser, er der mange gode vejledninger til hvordan du bruger forskellige databaser. Vil du evt. kigge bibliotekerne i kortene og se hvilke eksterne databaser der er i spil i den danske biblioteksverden, så prøv licensguide.dk...

Andre D-løsninger findes du her

onsdag den 24. november 2010

Den helt store strik

Jeg er gået i gang med et tålmodighedskrævende, strikketøj: Trøje-jakken 'Hvirvelstrøm' af Annette Danielsen fra bogen Strik naturligvis. På pinde 3 og i en mørk farve, som ikke er nem at se, når ældre øjne kombineres med en lysfattig årstid. Jeg håber jeg holder ud...

Garnet er Højlandsuld fra Garnudsalg.dk og farverne taler i den grad til min lækkermund: Duftende nybrygget sort kaffe og syrligsød brombærsorbet, mums.

Jeg må have andet at ty til når det bliver for træls. Mon ikke barnebarnet in spe får brug for en lille undertrøje?

En lille strik - og en større

Så er det tid til en opdatering på strikkefronten.

FAKTABOKS for SLASKE-BARET
Design: 'Gretel' af Ysolda Teague (se på Ravelry)
Garn: 100 gr. Iris (Magnolia Yarns) 
Pinde: Knit-Pro 4 og 4,5
Størrelse: sådan cirka mig
Om strikketøjet: Meget instruktiv og velskrevet opskrift. Jeg brugte "long tail tubular cast on" som gav en flot kant. Jeg er glad for huen, der passer til mine reste-pulsvarmere, men desværre blev den lige lovlig ''slouchy'' efter vask, suk... 
Jeg tog billedet da huen sad på en tallerken for at tørre, derfor den pudsige facon.


Og så en historie om et dejligt tweedgarns vej fra Vendevest til helt og aldeles Vennevest :-)


FAKTABOKS for VENNEVEST
Design: Modereret 'Tøffelcape' af Britta Wilfert (se den på Ravelry)
Garn: Knap 300 gram Wilferts Tweed
Pinde: Knit-Pro 
Størrelse: M
Om strikketøjet: Dette garn har haft en omtumlet tilværelse. Først som en vendevest, der sad helt forfærdeligt på mig, da modellen krævede "ingen former" for at fungere. 
Så startede jeg på en Tøffelcape i str. L. Nej, den var for stor, så om igen i str. M. Hmm, pillede op igen, da jeg ikke brød mig om tøffelmønsteret - er jeg mon for kræsen? 
Tog alligevel udgangspunkt i modellen, men strikkede den glat med retstrikkede forkanter, lavede vendepinde for at få den højere i nakken og tilføjede en stribe rib på ryggen med en enkelt snoet knude. Når enden er god er alting godt!

fredag den 19. november 2010

Kommentar-træthed

Det kniber virkelig med at nå rundt i blogland til alle mine spændende blogvenner for tiden og det kniber især med at få kommenteret - også på de ellers meget værdsatte kommentarer I lægger her hos mig.

Så tak for dem og hermed en regnvåd sommerblomst fra haven til jer!

"...det  var bare det jeg ville sige, hej..."
(frit citeret fra 'Tværs-telefonen' ;-)

ABC-leg C

Vi er nået til C og et oplagt valg for biblioteksudgaven kunne være cd, men den havde jeg oppe og vende i forgående blogindlæg, så i stedet tager jeg fat i begrebet Cirkulationstal, som optræder i biblioteksstatistikker og bruges internt på bibliotekerne til at trimme bestanden.

Sådan lyder den temmelig tørre definition: "Det årlige gennemsnitlige udlån pr. dokument i en given delsamling. Delsamlingen kan være en materialetype, en emnegruppe eller en genre. Indikatoren måles ved at dividere det samlede årlige udlån i en delsamling med antallet af dokumenter i samme delsamling. Indikatoren fortæller hvor godt biblioteket udnytter delsamlingen og om efterspørgselen svarer til den måde samlingen er sammensat på."

Umiddelbart skulle man tro, at jo højere cirkulationstal jo bedre. Men en måde at øge cirkulationstallet på kunne f.eks. være ved udelukkende at købe meget efterspurgt litteratur og bestsellere. Her vil tallet blive skyhøjt, men samlingen bliver samtidig meget begrænset, for ikke at sige ensporet.

De to bøger på billedet, ville f.eks. trække i hver sin retning. 

Den ene er en vældig populære krimi, skrevet af et par lokale og efterspurgte forfattere. Den anden er en rigtig 'udlånsdræber'; dels er det noveller (uha), dels er den gammel (skrevet i 1890'erne) og så er den oven i købet ikke helt nem at kapere.

De sådan cirka cirkelrunde æbler må vist symbolisere den klogskab og omtanke, hvormed tal og statistikker altid bør benyttes - også på bibliotekerne!


Se flere C-valg

tirsdag den 16. november 2010

Servicemeddelelse

Forleden var der et indslag i TV-avisen omkring streaming af musik, hvor man beklagede, at der i Danmark ikke findes gratis streaming-tjenester, bortset fra f.eks. TDC eller Telenor, der kræver at man er (betalende) abonnent hos dem.

I broderlandene kan alle benytte Spotify's gratis streaming, men tjensten tilbydes ikke i Danmark, da KODA og den danske musikbranche ikke vil indgå aftaler på deres betingelser - til stor irritation for mange danske musikere.

Desværre glemte man helt at nævne bibliotekernes BibZoom.dk, hvor streaming-delen vokser med lynets hast. Den er ganske gratis at benytte.

Du skal ganske vist være registreret som bruger af et af de danske folkebiblioteker der er tilknyttet ordningen, og det bliver flere og flere, men det er også uden omkostninger.

søndag den 14. november 2010

Lystig lørdag

Træt, men glad, sidder jeg her i sofaen og søndags-slapper efter en oplevelsesrig lørdag.

Først en formiddag med bogmesse med 'millioner' af mennesker, sammen med min datter; det var næsten for meget. Vi ankom i god tid inden klokken 10, men ved indgangen var der kø, i forhallen var der køer, ved garderoben kø igen...

Adskillige var kolleger fra andre biblioteker, så der blev tid til at veksle et par ord, men jeg er ikke vild med at være på steder med så mange mennesker mere.

Det luner nu med godt selskab :-)

Vi plejer at besøge messen søndag, hvor der er noget bedre plads, og den tradition tror jeg vi skal holde fast i. Da vi, efter sølle to timer og allerede godt møre, omsider fik fægtet os ud af kaos, var der stadig lange køer foran Forum - OG foran vekselautomaten, så jeg er sikker på at forlagene er glade.

Interessen for bøger og forfattere er glædelig stor, men ærligt talt får jeg mere ud af at høre og se diverse forfatterinterviews og reportager fra messen, i radioen og på DR K.

På Amager ventede en god frokost hos sønnen og hans kæreste (hvis mave vokser planmæssigt :-), hvor jeg fik pusten igen og småsnakket hyggeligt med familien. Hulemanden og datteren drog hjem, men var så venlige at sætte mig af i Bredgade.

Jeg havde nemlig en aftale på Café Oscar med en flok dejlige mennesker fra blogland. Det var Jens, der denne gang havde arrangeret blogtræf. Det var en fornøjelse at møde AnnetteAnnemarieBritt, CatarinaDonaldKisserLeif, MadameMia, SuslingTrine Louise og UffeNogle havde jeg mødt før, andre var nye ansigter, men det er helt specielt, at møde mennesker som jeg, via deres blog, har fået et mere eller mindre godt kendskab til, i levende live.


Jens havde stykket et vældigt flot program sammen. Først caféen, dernæst et helt vidunderlig sushisted i Grønnegade Green sushi, hvor vi fik den lækreste sushi. Det smagte pragfuldt, var delikat, økologisk og bæredygtigt - og vi fik fornem betjening. Absolut et sted jeg skal besøge igen.

Aftenen sluttede på Centralhjørnet med, for mit vedkommende, årets første juleøl, under hidtil usete kaskader af julepynt i luksusklassen. 


Tusind tak til jer alle, men især Jens, for en dejlig, dejlig aften! Jeg glæder mig allerede til næste gang...