Viser opslag med etiketten rejser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rejser. Vis alle opslag

torsdag den 28. juli 2011

Vimpel-værksted

Jeg fik taget et (dårligt) billede af en del af vimplerne. Det er lidt for mørkt indendøre til at blive ordentligt skarpt, desværre.



Nogen vil måske studse over de lidt pigede farver, når nu det er en Vilfred der skal fejres, men det er en test-ophængning af de første farver vi blev færdige med.

Jeg regner med at blande en masse 'flødeisfarver' på snorene: Jordbær, blåbær, vanille, pistacie, citron, appelsin osv. (de falmede lagner passer perfekt ;-) Måske vil jeg samle dem i hhv. kølige blå-grønne og varme rød-gule guirlander, måske skal der små klatter af kraftigere farver ind? Det vil vise sig...
Men jeg lover dig Ellen at jeg undlader farvesammensætninger der giver mindelser om amerikanske brugtvognsforhandlere :-)

I dag har været endnu en lang dag på arbejde, for der er dømt ekstravagter ad libitum. De søde kolleger, der trak deres del af læsset mens jeg og andre ferierede, har også fortjent at holde fri. Og der er travlt; vi bor jo i en sommerhuskommune og når det er gråt og regner, så er der behov for bøger, film og spil i hobetal - men det er hyggeligt med glade feriebesøgende, selvom de piver lidt over vejret for øjeblikket.


For øvrigt så holder mit kamera ferie her - i solskin - hvad si'r I så!
Jeg håber sørme det kommer stopfyldt hjem :-)


torsdag den 29. juli 2010

Hjemme i reden igen

Så er min søn og svigerdatter landet sikkert i København igen, efter en lang tur rundt i Japan og Sydkina.

Det glæder mit moderhjerte, som er temmeligt betænkeligt ved luftbåren aktivitet. Jeg prøver at beherske mig, min fobi skal jo ikke afholde ungerne fra at opleve verden og det er trods alt en forholdsvis sikker måde at få flyttet sig på. Alligevel har vi en aftale om, at de altid sender en sms, når de har benene på jorden igen.


Men tro mig, jeg HAR styr på det: Jeg er stormester i lufthavnsoplysninger på nettet. Tilmelder mig gladeligt diverse lufthavnes sms-services og tjekker afgange og ankomster i de mest obskure lufthavne. I dag har en kollega introduceret mig for fænomenet flightradar24.com.

Gisp, siger jeg bare: Nu er jeg i stand til at holde dem under opsyn hele vejen! Og en flyvetur fra Beijing til København f.eks. varer altså temmelig længe, suk...