onsdag den 31. august 2011

Fotokalender 2011 - August

Billederne er begge fra Vilfreds fest.

Det første billede er datteren der synger, akkompagneret af Vilfreds morfar og hans orkester. Hun skal med i månedens kalender, for i august begyndte hun, der omsider var blevet gammel nok, på sin højt ønskede uddannelse til sanger/sanglærer på Complete Vocal Institute. Sanginstitutet for professionelle sangere er Europas største og skabt af Cathrine Sadolin. Det ligger heldigvis i København, så som en af de få danskere på årgangen har hun det nemt med transporten.


Og her har vi fire generationer af klanen: Oldemor, farmor, far - og ham det hele handlede om :-)



søndag den 28. august 2011

Festens midtpunkt

...var jo egentlig undertegnede, men her er KAGEN, der vakte berettiget opsigt.

Niecen, der startede i det små med cupcakes, er blevet grebet af den hellige kage-ild og er glad for kager hvor hun får lov at lege med modellering - bortset fra roserne, som hun er ved at være lidt træt af, men jeg fik skam en portion.
Ud over sit imponerende udseende, så smagte den også rigtig godt - ikke for sød (hvis man lige undgår overtræk og figurer der er af sukkerfondant) med både hindbær- og citronmousse og et lag lemoncurd. Jo, hun ved hvad jeg kan lide :-)

Det er iøvrigt datterens billeder jeg har fået lov at låne, for tror I jeg fik taget et eneste billede?
Teltet var fint pyntet med mine vimpler. De rødternede duge var en nødløsning, som ikke helt passede i farven, men det så da hyggeligt ud alligevel. Og der var (næsten) tørvejr derinde!

Datteren bagte grissini, min bror bagte brød af Jim Lahey-typen samt flutes.

Andre af gæsterne bidrog med salater til et imponerende salatbord og i køkkenet agerede datterens veninde husalf; hun er en ørn til den slags.

Det er altså en dejlig måde at holde fest på!


Husbonden havde skrevet sang (!), datteren og sønnen spillede og sang Beatles nummeret There are places I remember og datteren sang Songbird - det var rørende og varmede. Jeg fik blomster og gaver - dejlige oplevelsesgaver, to smukke vaser, en virkelig god sauteuse, margretheskåle med låg, to lækre hørtasker og en pakke skønt hjemmebagt knækbrød fra et lille bageri nær Kalmar. Og så en herlig kanin, som jeg forestiller mig at barnebarnet vil sætte pris på; men det må vente til han er noget større.


Himmelsk #47 + Dag 23 - Sunset

To fluer med et smæk er vist også påkrævet, hvis jeg skal følge med i mine bloglege.

Jeg har tidligere skrevet om kunstværket Madam Dunk, der er en del af Outstanding Halsnæs. Her ses det flotte skib med de tre træer som silhouet mod en imponerende aftenrøde.

Hov jeg glemte linket til de andre himmelske billeder, men det er HER

Dag 22 - Trees

I Søndermarken står der en del meget gamle træer.

Stammerne er deforme og meget spændende at se på og jeg kan opdage mange skægge figurer når jeg betragter dem.

Træer er imponerende 'væsener' og jeg føler altid et vist vemod når de fældes, ved tanken om alle de år har det har stået ganske stille og groet, fuldstændig underlagt netop det klima og den jordbund det startede på som ganske lille frø.

Jeg kommer til at tænke på Tolkiens 'enter' og deres langsomme, fredelige liv.

lørdag den 27. august 2011

En våd, våd fest

Indendøre var gulvet var belagt med aviser og vaskbare kludetæpper de første meter fra havedøren og dertil nydeligt pyntet med en velvoksen flok gummistøvler.

Ude måtte den nyindkøbte pavillon overdækkes med armeret plast, da den ikke kunne holde den heftige regn ude og papirdugene i teltet måtte udskiftes med lånte rødternede duge, der bedre kunne klare fugten. Undervejs fik adskillige gæster små gys når teltet med mellemrum lod en fin, lille stråle regnvand løbe ned ad ryggen på dem. Men hvad betyder det, når gæsterne har både godt humør og dejlige salater m.m. med?

Da jeg stod op til styrtregn, lyn og torden troede jeg ikke rigtig på festprojektet, men da vi først havde 'opgivet' og begyndte at grine af det helt vanvittige vejr, så gik det jo strygende. Gæsterne ankom lidt i etaper, da de togrejsende var forsinket på grund af signalproblemer. Vi fik grillet vores flanksteaks, kyllingefileter og selvfølgelig de obligatoriske pølser. Gæsternes medbragte salater var smukke og rigelige. Der var også lækkert brød, gode oste, frugt og en helt utrolig kage som min niece var mester for; pyntet med bøger, garnnøgler og strikkepinde og blomster - og så var den turkisblå!

Jeg er alle gæsterne dybt taknemmelig for hjælpen, gaverne og ikke mindst humøret, der var med til at gøre den ualmindelig våde dag så dejlig. Billeder følger, I slipper ikke :-)

fredag den 26. august 2011

Dag 21 - Pretty pattern

Det fine mønster her på mine nye sko passer da fint til opgaven. De kom med posten i går. God plads til tæerne, turkisblå, med en smuk mørk limefarve indeni - og så er sålen knaldrød. Jeg glæder mig meget til at indvi dem når det bliver lidt køligere.

De var nedsat til spotpris hos en af mine foretrukne tøjpushere, Gudrun Sjöden som jeg tidligere har fablet om. Hun er genial med mønstre og farver og tør alt det jeg ikke gør.

Jeg krydser fingre for at vejret i morgen bliver bedre end lovet, da vi skal holde min 60 års fødselsdag (med et halvt års forsinkelse) i haven!

Vi har sat telt op og jeg håber altså ikke det blæser væk i nat. Til gengæld håber jeg at gæsterne tager varmt og regntæt tøj på ;-)

onsdag den 24. august 2011

Dag 20 - What I read

Jeg har en seriøs læsekrise for tiden!

Det er så galt, at jeg har måttet aflevere store mængder af ulæste bøger på biblioteket. Det er godt nok aldrig sket før.

Rystende for én som jeg, der har læst og læst siden jeg kunne sætte bogstaver sammen.

Da jeg var syg med stress havde jeg ganske vist en lang periode, hvor jeg slet ikke kunne læse, fordi jeg ikke kunne fatsholde koncentrationen.

Sådan er det heldigvis ikke nu, men jeg har svært ved at komme ind i et godt læseflow, jeg er uopmærksom, falder let i søvn og skal jeg være ærlig (og det skal man jo når man blogger, haha) så keder jeg mig måske lidt.

Denne bog har jeg har åbnet og lukket utallige gange de sidste 14 dage og er omsider nået to tredjedele igennem den.

Det er ikke fordi den er værre eller bedre end så mange andre bøger jeg har læst, for sådan har det været med de sidste fem-seks romaner jeg har haft fingre i.

Det er træls, er det; for at være læser er en væsentlig del af min identitet.

Forlaget her hedder Punktum
 - jeg håber ikke det er et varsel om at der er sat punktum for min læsekarriere ;-)

Dag 19 - Where I slept

For en uge siden blev de to ældre boxmadrasser her, tilhørende undertegnede og husbonden, udskiftet med nye lækre elevationssenge.

Hvor mange nætter jeg har sovet i min gamle seng er jeg usikker på, jeg tror de er godt 15 år gamle. Det er ikke fordi de er slidt op - efter min mening kan de godt genbruges med to nye topmadrasser - men de blev kasseret fordi jeg hver eneste morgen vågnede tidligt med ondt i ryggen.

Efter at vi har fået de nye senge er det lykkedes mig at sove for længe hele to gange! Det er ikke sket i mange, mange år, så de har bestået testen. Nu er vækkeuret og mobilen begge taget i brug så det ikke gentager sig!

Jeg kan næsten ikke holde ud at smide boxmadrasserne ud, men jeg gider heller ikke have dem til at stå og fylde op ret længe og vi har gæste-sovepladser...

Hvad stiller man op med gamle senge?
Den blå avis?
Genbrugsstationen?
Eller er de i virkeligheden kassable?


tirsdag den 23. august 2011

Mandagstema: Nedefra

Selvom jeg er bagud på august-udfordringen, så sniger jeg et mandagstema ind: Nedefra. 

Vi besøgte katedralen Doberaner Münster Bad Doberanda vi i 2009 gennempløjede det nordligste Tyskland fra Rügen til HusumDet er en meget smuk og velbevaret middelalderkatedral med buer der hvælver sig højt over en, så her bliver man virkelig lille! 
Jeg synes den slags rene, enkle og næsten asketiske kirkearkitektur er mere imponerende end prangende og overdådigt udsmykkede (=overlæssede) barokkirker.

Du kan se flere Nedefra-billeder her hos Helene


mandag den 22. august 2011

Dag 18 - In my bag

Jeg er et ordensmenneske og selvom jeg har mange ting i tasken, så er der faste pladser til alt. Derfor er jeg glad for tasker med mange lommer! Jeg tømte indholdet af min gode taske ud på bordet og det så sådan ud:



Fra højre ses min lille sorte Muji-toiletpung - min 'førstehjælpskasse' med alt det nødvendige: Piller, brillerens, læbepomade, lidt make-up (sært da jeg stort set aldrig går med den slags), V6-tyggegummi, hæfteplaster, 3-i-ener og papirlommetørklæder.

Så er der paraply, solbriller og solcreme (man ved aldrig med det danske sommervejr), usb-stik og den token der giver adgang til mine arbejdsfiler, Tic-Tac pastiller med appelsinsmag (til min irriterende krillerhoste), hårspænde, hårelastik, håndcreme, pung, nøgler og elektronisk 'brik' til jobbet. En blyant og to kuglepenne, telefon, en lille notesblok, nøgler til bil og hjem, en billet fra veterantogturen i går, hækletøj (bliver måske til et par 'basketstøvler' til Vilfred) og en A5-mappe med diverse jobrelaterede papirer og huskesedler.

Hårgrej, billet og den ene kuglepen måtte forlade området - de hører ikke til de faste beboere i tasken.


Dag 17 - On the shelf

Der er mange hylder i mit hus og de fleste er fyldt med bøger. Bøger jeg har fået af mine forældre (en far der er boghandler er en gave ;-) og bøger jeg selv har købt. Dog stoppede næsten alle bogindkøb, efter jeg blev ansat som bibliotekar - nu låner jeg i stedet. De få bøger der kommer indenfor dørene er faglitteratur, især kogebøger og strikkebøger. Nej, jeg har da også købt et par digtsamlinger brugt i Torup Bogby.

Der er rigtig mange bøger om dyreliv, planter og dansk natur og topografi, der er også mange bøger om folkeliv, kulturhistorie, kunst og kunsthåndværk, især tekstile håndværk. Og så er der kogebøger! På den skønlitterære front er der en hel del halvgamle romaner, digtsamlinger og mange børnebøger.



På den ene hylde her er der dog blevet plads til et lille billede vi arvede efter min svigermor, en lågkrukke købt på en flodbåd på Loirefloden, et par skåle af keramikeren Jane Baily (den lille står inden i den større) og en miniskulptur af Gert Brask (som jeg i øvrigt har haft som kollega på Hillerød Bibliotek).

fredag den 19. august 2011

Dag 16 - What I ate

Billedet er fra i går, hvor jeg snuppede et par kiks med kakaofyld til eftermiddagsteen.

Det sker ellers meget sjældent at jeg spiser søde sager når jeg er alene, men jeg faldt over denne næsten tomme pakke - rester fra familieferien. Nu er den helt tom...


Dag 15 - My shoes

Jeg iler med at få samlet op på dagene...

Her er mine sommerhalvårssko (inkl. forår og efterår).
Som I måske kan se er jeg ikke den store sko-shopper, de fleste af mine sko er temmelig gamle. Jeg er selv lidt overrasket over hvor sølle de ser ud, når jeg kigger på dem med fotografens undersøgende øjne!
Jeg fik også dokumenteret min dårlige vane med at træde ud af skoene uden at snøre dem op, ups...

De naturfarvede sandaler øverst har jeg arvet efter min datter for adskillige år siden og de har hængt på mine glade sommerfødder lige siden. De grønne sutsko var oprindeligt også hendes - og der er desuden arvede sko fra svigerdatteren og en kollega.

De grå sko på midterhylden er dog nye. De var billige og dejlig flade - for jeg går stort set kun i flade sko. Ved særlig festlige lejligheder kan jeg vove mig op på mine Gudrun Sjöden sko med en hæl på to-tre centimeter!



PS: I forsøget på at finde det rigtige link på Gudruns side, faldt jeg over lidt 'rea'-varer: NYE TURKISFARVEDE SKO + et tørklæde og en jakke. Så det blev et 'dyrt' blogindlæg, selvom det var meget billigt ;-)

torsdag den 18. august 2011

Dag 14 - Flowers

Et af de trofaste indslag i salaterne i juli og august er de smukke blå blomster her fra mit krydderurtebed.

Agurkeurt = Hjulkrone
- på latin Borago officinalis.

En ganske uprætentiøs enårig plante der flittigt sår sig selv år efter år.

Jeg nænner næsten ikke at tynde ud i planterne i forsommeren, hvor de er så beskedne, men hvert år overrasker de mig med deres frodighed.

På dette tidspunkt af året har de nærmest overtaget urtebedet.


Dag 13 - From a distance

Fra tæt på er vi nået til langt fra.

En aften i juli blev kaffen og mørkningen nydt på Melsted Badehotels terrasse med dagens sidste kik til Ertholmene, hvor lyset fra fyret på Christiansø stille stod og talte sekunderne.


Dag 12 - Close-up

Farverne i mine dejlige knapper fra Engleriet er da lige til at spise, ikke? 
Nu skal jeg bare ha' lavet noget de kan sættes i    ;-)


Dag 11 - Something fun

Wheeeuh - virkeligheden ramte med masser af opgaver og bloglivet røg bagest i køen. Men jeg er tilbage, omend lidt ustabilt de næste par uger. Jeg skynder mig at samle op på den forsømte blogleg mens der er overskud.

Det stærkt forsinkede 'dag 11 billede' er fra familiens endnu mere forsinkede påskeæggetrilning i Søndermarken i starten af august. At holde påskefrokost i august er ret sjovt og æggetrilleriet ikke mindre. Vi triller (og kaster) ihærdigt indtil æggene, bogstavelig talt, er slået til æggesalat - mågerne elsker at holde festmåltid på resterne.




torsdag den 11. august 2011

Himmelsk #45

Petunia holder heldigvis ved med de himmelske billeder - mit er fra blogtræffetFrilandsmuseet.

Folkene på den flotte firlængede gård med den imponerende store og smukke gårdsplads, har sørget for at selv hunden kan bo standsmæssigt i sit fine muret hundehus.

Vi var så heldige med vejret... Sol, lune og ingen regn; det er vi ikke forvænt med denne højsommer.

Se flere himmelske billeder her


Dag 10 - Something I made

Vimpel-done..!

Som tidligere nævnt er jeg gået i gang med en større vimpelproduktion og den sidste uge har jeg syet og klippet ind imellem. I går blev jeg færdig med det og i dag har jeg trukke vimpler på snor.

Vimplerne bliver sat på 4,5 meter lange snore - og der er til mange rækker. Halvdelen bliver rosa-rød-gule, den anden halvdel blå-grøn-lime. Foreløbig har jeg fem rækker klar og det begynder at ligne noget.


Mandagstema: Mobilkamerabillede

Sidste runde hos Petunia, som nu har sendt stafetten med mandagstema videre til Helene.
Jeg takker for de mange fine udfordringer du har stillet os - det har været sjovt.

Mit mobilkamerabillede er taget med min HTC Desire. Den er ikke så god til nærbilleder, men her er det gået ok.

Den lille buket beskedne blomster står på mit natbord. Det er vild kaprifolie, også kaldet almindelig gedeblad og på latin Lonicera periclymemum. Kært barn har mange navne :-)
På engelsk hedder den Honeysuckle for ligesom med akelejen kan man suge honning af blomsterne.

Især om aftenen og natten dufter den så vidunderligt - det er dejligt at blive mødt af kaprifolieduft når jeg går i seng eller vågner om natten.

Og selv om den er beskeden, så er blomsten til Petunia :-)

Se flere mobilkamerabilleder her.

onsdag den 10. august 2011

Dag 9 - Faceless selfportrait

Ikke en helt nem opgave, men det lykkedes dog med hjælp fra et spejl og lidt ubehjælpelig Photoshop'eri...

Jeg har lige set en kyndig Photoshopbruger jonglere med programmet og må konstatere at der er plads til forbedring - i stor stil! Jeg burde vist grave mit gamle undervisningsmateriale frem igen.


tirsdag den 9. august 2011

Day 8 - Technology

Jeg er ret betaget af teknologi og de muligheder der ligger i den. Hvis jeg købte ind med mit hjerte i stedet for min forstand, så ville jeg vælte mig i diverse gadgets. Derfor er jeg selvfølgelig også fast seer når So ein Ding går i luften. Her er lidt af mit grej.



Hvad jeg ikke er så vild med er alle de umulige ledninger og opladere der følger med. Og kun meget lidt af det 'snakker' sammen så det kan genbruges. Det 'papirløse samfund' har vi ikke set endnu; men jeg håber sådan set også mere på det ledningsløse!

Som de skarpsindige kan se af billedet er jeg ikke vild med monopoler, så computeren og mp3-afspilleren hedder Apple, mens telefonen er en Android - lidt tosset måske...

mandag den 8. august 2011

Dag 7 - Something new

Hele to x nyt: Mit nye (hjemmestrikkede) Camomille sjal og en ny cd, Larva, med Eivør Pálsdóttir, hjembragt af husbonden fra Færøerne.

Jeg er ret vild med Eivørs mørke og melankolske stil, som også går igen hos f.eks. svenske Karin Drejier og islandske Björk. Hun spiller i Gjethuset i Frederiksværk i oktober og jeg skal ha' en billet :-)

Du kan se et klip med nummeret "Vøka" fra cd'en her. Eller høre et par andre numre med hende på hendes MySpace-profil


søndag den 7. august 2011

Dag 6 - Childhood memory

Min morfar var mejeribestyrer i Glumsø og nogle af mine bedste barndomsminder er netop fra mejeriet og den vidunderlige have der hørte til. 

Der var en stor hønsegård, en lille bæk (Kølebækken, som mejeriet var opkaldt efter) køkkenhave og mange bærbuske og frugttræer og masser af blomster - min morfar var en dygtig havemand og min mormor, der altid havde mange mennesker på kost, var en mester i at forvandle æg, frugt og grønt og mejeriprodukter til skønne måltider. Desværre døde hun da jeg var 4 år, så hende husker jeg ikke så godt. 

Hunden på billedet var deres. Det var en meget sød grønlandsk spids ved navn Plys. Jeg tror min mor forsøger at lære mig lidt om botanik, men hunden ser ud til at have førsteprioritet.

I dag er det ellers så smukke mejeri fuldstændig spoleret. Efter en tid som frimærkevaskeri (!) er det nu hjemsted for Læderbo og jeg græmmer mig hver gang jeg ser tv-reklamerne. På billedet på deres hjemmeside kan man ane den dejlige gamle bygning bag den nye tilbygning, men sådan så mejeriet ud i min barndom...

Fotografen er i begge tilfælde min far.

Snak, snak og mere snak

Det blev en meget, meget hyggelig dag på Frilandsmuseet, hvor vejret viste sig fra sin pæne side - slet ingen regn, en del sol og temmeligt varmt.

Det er herligt at se og gense menneskene bag bloggene. Vi kender dele af hinandens liv fra bloggene, men på et blogtræf kommer vi lidt længere ned under overfladen.

Efter fortæring af madpakker og kaffe gik vi rundt og kiggede (lidt) på de fine gamle huse, mens der blev snakket (meget) på kryds og tværs. Som på tidligere blogtræf er der virkelig gang i mundlæderet.

Heldigvis fik Donald ymtet noget om et muligt træf i september i Frederiksværk og den hoppede jeg hurtigt med på, så nu skal vi finde en dato og et mødested. Så håber jeg at møde nogle af de, der ikke nåede med denne gang.

Billeder, spøger I sikkert, blev der ikke taget billeder?

Jo da, masser, så hvis I i løbet af de næste dage tager en runde hos 
Kong Mor, Ellen, Britt, Bente, Niels, Kari, Donald, Kisser, PiaMadame og Annemarie 
er der sikkert meget mere at se på  :-) 


En flok bloggere på museum - er der overhovedet nogen der ser på husene?

Den gamle Brugs havde åbent, så vi greb chancen og kiggede ind. Der var både syerske og omrejsende frisør på besøg












En nydelig ekspedient med nysatte spytkrøller












































Tusind tak for i dag til alle de bloggere der deltog - og til de medbragte herrer. 


Og især tak til Kong Mor og hendes meget tålmodige familie, der troligt ventede på at vi blev færdige og nu må være verdensmestre (eller i hvert fald Frankrigsmestre) i Frilandsmuseet!



lørdag den 6. august 2011

Frilands-audiens

Kong Mor har kaldt til samling og i morgen mødes en hel del bloggere på Frilandsmuseet til picnic og snak.

Hvis det bare bliver halvt så hyggeligt som de blogtræf jeg tidligere har været med til, så går I der ikke kommer, glip af noget. Jeg glæder mig i al fald meget til at møde de både kendte og ukendte personer, der gemmer sig bag nogle af de blogs jeg følger med i...

Kong Mor, Ellen og John, Britt, Jens, Helle, Bente og Niels, Kari, Donald, Susanne, Kisser, Pia og Allan, Madame, Rejen og undertegnede (med mand) får helt sikkert en god dag - og DMI ser endda ud til at 'holde med os' :-)



Dag 5 - someone I love

Jeg har, blandt en flok stærke kandidater, valgt mine utrolige forældre som jeg har et godt og varmt forhold til.

Billedet her er taget for snart tyve år siden. Denne sommer bliver de begge 86 og deres forhold er stadig præget af stor kærlighed og respekt for hinanden og for deres børn - de er altid accepterende og favnende.

Min far:
Spasmager og provokatør, men i virkeligheden blød som smør, hjælpsom og kærlig. Bogelsker om en hals (tidligere boghandler), men også vældig god til at bruge sine hænder og havde en gang en drøm om at blive møbelsnedker. Han har bevaret sin umiddelbare og barnlige sjæl - og er uhjælpeligt forelsket i min mor.

Min mor:
Umådelig kreativ og dygtig og meget nysgerrig på livet. En fantastisk kok der elsker at prøve nye ting. Uddannet reklametegner og beskæftigelsesterapeut. Har døjet med svære hjerteproblemer de sidste 25 år, men hendes sejhed og karakterstyrke har båret hende igennem og hun klager aldrig.




fredag den 5. august 2011

Himmelsk #44

Så er det himmelsk fredag igen.

Her er en bid af udsigten fra Store Maglehøj på Arrenæs-halvøen. Med sine 74 meter over havet er det det højeste punkt i Halsnæs Kommune. Udsigten er fantastisk hele vejen rundt og i klart vejr kan man se Roskilde Domkirke godt 35 km væk.

Se flere Himmelske billeder her

Dag 4 - Favourite color

Det her er farven jeg hele tiden vender tilbage til...

Nogle gange kombineret med lime/grønne nuancer, andre gange med varmere lavendelblå toner. Det er dem jeg rækker ud efter hver gang.

Jeg er en "tone-i-tone" kvinde, hvis diskrete tilgang til tingene også kommer til udtryk i mine farvevalg. Men farver skal der helst være - det er ikke på "beige, sand og gråt" måden.

Jeg beundrer (og misunder, det lyder bare ikke så godt) mennesker der kan jonglerer med stærke farver og kontraster og få det til at se forrygende godt ud. Undertiden prøver jeg at kaste mig ud i farveorgierne, men fortryder som regel - det ser bare aldrig så godt ud som "de andres".


Og så klæder de kølige afdæmpede farver mig iøvrigt bedst - heldigt ikke?


torsdag den 4. august 2011

Dag 3 - Clouds

Ikke en helt nem opgave på en dag som i dag.

Lidt lette skyer lykkedes det at indfange ved 7-tiden i morges, men kort efter havde solen brændt dem til en tynd dis.


onsdag den 3. august 2011

Dag 2 - What I wore

Det her tog jeg af så snart jeg trådte ind af døren i dag:

Hårspændet - et spænde fra ungdommen der har fået en revival. 

Brillerne - er trifokale og nødvendige, så de kom på igen ret hurtigt ;-)

Ørenringe - er de eneste smykker jeg bruger, men til gengæld går jeg altid med dem. En vane fra mine teenageår, hvor jeg producerede smykker i stor stil. Kreolerne er tit førstevalg. Sjovt nok fik jeg først hul i ørerne for få år siden.

Sandaler - går jeg i stort set hele sommerhalvåret, men jeg nyder at gå i bare fødder herhjemme

Tasken - som er blevet en trofast og elsket følgesvend siden jeg fik den

tirsdag den 2. august 2011

Ny fotoudfordring... Dag 1 - Self portrait

Det er svært at lade en fotoudfordring gå upåagtet hen, så jeg kaster mig ud i denne sjove udgave med 30 billeder på 30 dage, fundet via D'jo Hanne.

Jeg håber I holder til det ;-)
I dag er det så et selvportræt.






Da kameraet stadig ikke er kommet hjem fra ferie (men det gør det i aften) må telefonen holde for igen. 

Første skud blev skævest og sjovest, så det blev det der kom med. Jeg prøvede at få øje på de tossede duer der kurrer som gale lige nu i vores robinietræ. De leger vist forår!

Haven er skøn at komme hjem til efter en lang, varm dag på jobbet. Her kan jeg både slappe og køle af. Selvom det er varmt og solrigt og egentlig slet ikke biblioteksvejr, så har vi alligevel en del besøgende der skal tanke lageret op igen. 
Det kunne jo blive regnvejr...

Jeg mangler bare nogle planter som gider blomstre i august - her er stort set grønt over det hele, kun krukkerne har en smule farver.

mandag den 1. august 2011

Mandagstema: Sammen

Sammen om glæde, sammen om bekymring, sammen om kærlighed og sammen om omsorg.
Det er fantastisk at blive forældre for første gang og at være sammen alle tre...







































Se flere eksempler på temaet SAMMEN hos Petunia.