Viser opslag med etiketten lommefilosofi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lommefilosofi. Vis alle opslag

lørdag den 31. december 2011

Små pip fra en halvdød blog...

Årets sidste dag er ved at rinde ud. Om ikke ret længe er det tid til dronningens nytårstale, god mad, lidt for megen vin og alt for meget bulder og brag.

December har været alt, alt for sort, rent humørmæssigt, trods mange dejlige oplevelser. Selvom jeg prøver at holde forberedelserne og forventningerne til mig selv på et fredsommeligt niveau, må jeg sande at julemåneden, uanset hvor meget jeg elsker den, ikke gør mig godt. Det har medført at bloggen også har tabt luft, men med lysets genkomst håber jeg på at jeg kan trække mig selv op af hullet igen - og få gang i tasterne.

Mit dejlige barnebarn har fejret sin første jul og billederne af ham, med farfar og med oldemor, er fra anden juledag hos min bror.

Nytårsbrevet til familie og venner er færdigt og jeg har lyst til, ganske ubeskedent, at citere mit temmelig ublu nytårshåb:

Udenfor den hjemlige andedam har året, globalt som lokalt, budt på politiske og klimatiske omvæltninger, som gør fremtiden mere usikker end vi her i vores  lille fredelige, selvtilfredse og selvtilstrækkelige land har oplevet det i mange år. Mit hjerte og min forstand håber stadig på en rødere og grønnere strategi for fremtiden - og på at de medmenneskelige og positive kræfter vinder på sigt.

Tak for de dejlige kommentarer, de gode møder med flere af jer og for alle de skønne, sørgelige, kloge og morsomme blogindlæg der er postet fra jer i året der er gået. I er guld værd!


Jeg ønsker jer alle et varmt, lykkeligt og fredfyldt 2012 

søndag den 4. september 2011

Dag 24 - A smile

"Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker". Sagt af Victor Borge og da jeg tit har fået at vide at jeg er et meget smilende menneske, holder jeg af selvfølgelig af det citat. Samtidig er et smil i dyreverdenen et tegn på underkastelse. Det er jeg knap så begejstret for at vide, men måske har det noget på sig...

Et smil fra mit barnebarn er det allerbedste smil der findes. Her er et forsigtigt et af slagsen, fra han var præcis fire måneder gammel.



lørdag den 1. januar 2011

Et nyt år, en ny begyndelse - og en status

Den 1. januar - en dag som alle andre, men i vor kultur er datoen skelsættende som en ny start.

Vi har brug for at starte forfra, trække en streg i sandet (eller sneen, i mangel af bedre) gøre status, sætte mål - og se på verden med friske øjne. Brug for at tælle sejre og huske lykkelige stunder. Brug for at stryge mislykkede projekter, dårlige vaner og triste dage af os.

NU kan vi vælge at blive sunde, stærke, slanke, kloge, empatiske, miljøbevidste og sparsommelige; tage de rigtige valg... vi kan blive PERFEKTE. Og vi har et helt år til at opdage, at vi 'bare' er mennesker, med alt hvad det indebærer af fejl og mangler, sorger og glæder.

Også vejret har, for en tid, skiftet spor, for det tør derude, med solen som flittig hjælper. Det drypper og klukker, græstotter og buske titter frem efter måneder under sneens dække.

Lad os se hvor længe DET varer...


Sådan kom december-bloggen til at se ud i WordleEn vældig dekorativ måde at gøre 'status' på.