Tiden går, klokken slår...

Det var dog utroligt, jeg har ikke blogget i næsten to uger og det er heller ikke blevet til mange kommentarer rundt omkring. Ikke at jeg har rygende travlt, men dagene flytter sig alligevel bagud i rask tempo.

Jeg er i fulde omdrejninger igen efter den ufrivillige pause og så småt i gang med juleforberedelserne. Der er blevet bagt brunkager, vanillekranse og citronspecier - og det er vist hvad årets julebagning byder på.

I den kommende uge holder jeg fri og så skal gaverne i hus og julens måltider og indkøb planlægges. Vi holder juleaften her hos os, sammen med husbondens bror og hans familie, samt datter og svigersøn.

Anden juledag løber den traditionelle julefrokost hos min bror, af stabelen. Alle bidrager med adskillige retter, både de nye utraditionelle og de gode gamle (som vi under ingen omstændigheder kan/vil undvære) og efterhånden som familien vokser bliver udvalget større og større; hyggeligt og sjovt, men en kende uoverskueligt.

Til slut bliver resterne fordelt mellem de evigt sultne, unge mennesker - og vi ældre tager hjem, inderligt lettede over at vi ikke behøver at spise os federe i løbet af de næste dage.

Det er en rigtig god arbejdsfordeling, hvor ingen mad går til spilde. Det er heldigt, for Stop spild af mad (og i det hele taget hvad som helst) har en ivrig tilhænger i undertegnede ;o)

Et spørgsmål om hastighed

P1 morgen havde et indslag om, hvor meget mere effektive vi kunne blive på jobbet, hvis pc'ernes opstarttid blev nedbragt. 2 1/2 minut pr. medarbejder dagligt, bliver til helt utrolig mange timer på landsplan! Nu tror jeg næppe alle sidder og triller tommelfingre; der er som regel andet at tage sig til, mens pc'en bliver klar. 


Med computernes sejrsgang (og jeg holder vældig meget af dem) har vi vænnet os til et meget højt hastighedsniveau. Hurtige responstider, hurtige nyheder, hurtige informationer - vi er 'på' hele tiden - og næsten umærkeligt er vores eget tempo fulgt med op. Mennesket tilpasser sig: Vi spiser hurtigere, går hurtigere, snyder med pauserne og glemmer at trække vejret ordentligt 'i bund'. Vi bliver desværre også mindre tolerante overfor de kolleger som ikke er helt så hurtige og effektive som os selv. Grundighed og omhyggelighed er nærmest blevet skældsord. 


Prisen er en hastigt voksende skare af stressramte mennesker, som koster samfundet dyrt. Og der er helt sikkert mange flere med ringe livskvalitet. Ikke så mærkeligt at der sælges stribevis af bøger og kurser om meditation, mindfulness og bevidst nærvær.


Jeg har selv erfaret at praktiske sysler og håndens arbejde er vældig effektive(!) når tempoet er blevet skruet for højt op. Det tager simpelthen den tid det tager - og sjælen får lov at følge med. 


Langsommelighed - det er et dejligt ord!