onsdag den 24. marts 2010

En ny start

Gennem hele mit voksenliv har jeg leget med tekstiler i en eller anden form - og samtidig haft en stor interesse for mad og madlavning. De senere år har mit arbejde som bibliotekar, et job jeg elsker, dog fyldt rigtig meget og tiden til nørkle-udfoldelser har været beskeden.
I efteråret 2009 blev jeg desværre deltidssygemeldt (ak-ja, ramt af tidens svøbe - stress) med strenge ordrer om 'ro og regelmæssighed' (renligheden blev ikke nævnt). Det vil sige hvile, motion, fordybelse, hvile, motion, afslapning...
Det var mildt sagt svært. Jeg var både rastløs og nedtrykt, kunne ikke finde ro nogen steder, ikke sidde stille. Jeg gik i gang med at sylte, bage brød osv. men glassene slap op og fryseren blev fuld. Jeg har en dejlig stor væv, som burde motioneres, men kunne slet ikke overskue at gå i gang med så omfattende projekter.
I stedet fandt jeg nogle gamle kludestrimler (indrømmet, jeg er SAMLER) frem og fik hæklet et lille, cirkelrundt tæppe, vi har savnet længe. Vores kurv til brænde, der har det med at sætte grimme, sorte streger på gulvet, skulle have noget at stå på. Det blev startskuddet til et fornyet bekendtskab med mine gamle venner - garnerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar