torsdag den 10. juni 2010

Et spørgsmål om hastighed

P1 morgen havde et indslag om, hvor meget mere effektive vi kunne blive på jobbet, hvis pc'ernes opstarttid blev nedbragt. 2 1/2 minut pr. medarbejder dagligt, bliver til helt utrolig mange timer på landsplan! Nu tror jeg næppe alle sidder og triller tommelfingre; der er som regel andet at tage sig til, mens pc'en bliver klar. 


Med computernes sejrsgang (og jeg holder vældig meget af dem) har vi vænnet os til et meget højt hastighedsniveau. Hurtige responstider, hurtige nyheder, hurtige informationer - vi er 'på' hele tiden - og næsten umærkeligt er vores eget tempo fulgt med op. Mennesket tilpasser sig: Vi spiser hurtigere, går hurtigere, snyder med pauserne og glemmer at trække vejret ordentligt 'i bund'. Vi bliver desværre også mindre tolerante overfor de kolleger som ikke er helt så hurtige og effektive som os selv. Grundighed og omhyggelighed er nærmest blevet skældsord. 


Prisen er en hastigt voksende skare af stressramte mennesker, som koster samfundet dyrt. Og der er helt sikkert mange flere med ringe livskvalitet. Ikke så mærkeligt at der sælges stribevis af bøger og kurser om meditation, mindfulness og bevidst nærvær.


Jeg har selv erfaret at praktiske sysler og håndens arbejde er vældig effektive(!) når tempoet er blevet skruet for højt op. Det tager simpelthen den tid det tager - og sjælen får lov at følge med. 


Langsommelighed - det er et dejligt ord!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar