![]() |
Fra Elsa Beskows fine bog: Putte i blåbærskoven |

De har åbenbart nydt det regnfulde julivejr og den pludselige varme for i løbet af få dage er "første kuld" blevet modne; der er mange i år og de er pænt store.
Det er amerikanske blåbær og nej, de smager altså ikke så godt som de skønne vilde blåbær jeg har plukket masser af i de svenske skove, men de er en rimelig god erstatning (og meget mere rygvenlige at plukke).
Sorten hedder Heerma og de har en god syrlighed, noget de amerikanske blåbær jeg nogle gange får (fra f.eks. Årstiderne) mangler.
De to buske satte vi for mange år siden og de har stort set fået lov at passe sig selv; alligevel har de været flittige leverandører til syltetøj og marmelade, smoothies, muffins, tærter, salater osv.
I aften kommer jeg en god håndfuld på de nye, kogte rødbeder jeg har planlagt. Dressingen bliver lidt citronsaft, salt, peber og en sjat af den gode balsamico-creme jeg har fra Berlin - det er kræs :-)
Har nogen gode ideer til andet sjov man kan lave af dem? Jeg har nemlig stadig et lager i fryseren, så nye ideer modtages med kyshånd :-)