 |
Der strikkes perustrik med udsigt til Esbjerg |
Hvor heldig kan man være?
Weekendens vejr var over al forventning og kvinder i alle aldre, bevæbnet med garn og pinde, gjorde Fanø usikker, men styrkede øens kreditværdighed.
De tre venner jeg var derovre sammen med, var i gang hele lørdagen på
Fanø Krogård.
Heldigvis kunne de sidde udenfor en del af tiden, så jeg kunne beundre deres fremskridt, når jeg skulle tanke kaffe.
Jeg var ikke med på nogle af de mange workshops, men havde i stedet tid til at gå ture i Nordby og Sønderho og nyde naturen. Jeg havde også god tid til at svælge i alle de fristelser der lokkede i øens butikker og på standene.
Hjemmefra havde jeg sat mig for at købe to ting: En Hanne Thorsen opskrift (
Ravelry-link) til Vilfred og nogle af Birthe Sahls skønne knapper. Det lykkedes også, men ikke uden kvaler. I
Kunstladen sælger de, som et af meget få steder, Hanne Thorsens dejlige opskrifter. Det er næsten umuligt at finde billeder af dem på nettet, så jeg opfordrede dem til at lægge alle modellerne op på deres side, for de fortjener at blive brugt. De skal snart have en ny hjemmeside, så vi må se om de vil bruge ideen...
 |
Den mindste størrelse er 2 år, så der er god tid... |
Jeg bladrede og bladrede i fotobogen med de mange smukke modeller, men hvilken skulle det være?
Gæs, biler eller...
Det endte med 'Små lam' og da man ikke kan købe opskriften uden garn (så havde jeg nok også købt dem alle), så måtte adskillige bundter af hendes Nikolaj-garn med i kurven.
Lidt gratis rester til de få farvestriber kom til og hokus pokus, det samme gjorde et par bundter mørkeblå morbærsilke og seks bundter Tvinni på tilbud...
Birthe havde selvfølgelig hundredevis af spændende knapper, men et sted måtte jeg jo stoppe.
Andetsteds fandt jeg en længe ønsket kæmpeknap til min Hvirvelstrøm og nogle fine små katte-knapper, perfekte til barnebarns-strik.
Jeg fik skam også andet godt. En
Haugland hørjakke hos
Uldsnedkeren, en spændende og meget anvendelige ny bog
Masker og mønstre - inspiration til strik fra Fiberfeber - og (lidt) mere garn.
Én kæmpestor fristelse lod jeg dog tilbage i Christels Seyfarths butik: En maskinstrikket frakke i de skønneste blå, lilla og turkisgrønne farver som klædte mig fantastisk og sad som en drøm - jeg lover jer, jeg lignede en million i den! Der findes kun den samme (hulk) men at bruge 4.800 kr. på en strikket frakke som nok ikke er det mest anvendelige stykke tøj, det var mere end jeg kunne bære at spendere. Men lidt ondt gør det nok de næste uger... ;-)
Et sted udstillede den norske designerduo
Duodu deres fantastiske kreationer i strikket stof. Ud over deres lækre stangtøj, der så vidt jeg fik oplyst kun fås i Trondheim og hos Christel Seyfarth i Nordby, laver de mere eksperimenterende unikamodeller, bl.a. har den norske statsministerfrue optrådt i en af deres meget smukke kjoler.
Stærkt inspireret af japanske teknikker og design batikfarver, folder og rynker de det strikkede stof, så det får et helt særligt grafisk udtryk. Noget ligger i strikketeknikken, noget i efterbehandlingen.
Deres hjemmeside giver et godt indtryk af stilen, men det var sjovt at komme tæt på modellerne og se hvor enkelt, men genialt, det i virkeligheden er lavet.