lørdag den 28. april 2012

Stop spild af ... hvad som helst!

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke gerne smider noget ud. Brugt gavepapir og ditto bånd finder gerne asyl hos mig, selvom jeg ikke synes jeg er specielt gammeljomfrunalsk eller vil gå så vidt som til at kalde mig en OCD-ramt kompulsiv hamstrer.

Forleden var der, i webstrikkernes forum, et spørsmål om hvordan man brugte sine garnrester. Det var der mange fornuftige og nyttige svar på, men her er jeg i nogens øjne måske gået over stregen, for intet af mit garn slipper ud over matriklens grænser, medmindre andre kan have glæde af det.

Selv stumper og afklip fra montering bliver brugt igen - som fyld.
Mit syltetøjsglas her bliver derfor fyldt med arkæologiske lag af det der er produceret, indtil jeg får brug for det - og der kan være rigtig mange garnstumper stoppet ned i sådan et literglas.

F.eks er min lille strikkede gris fyldt med den slags garnender - det virker fortræffeligt. Og det giver en god fornemmelse i maven (i al fald min) når intet går til spilde.

Er nogen af jer andre ramt af den slags behov for lettere ekstremt genbrug?
Og hvad genbruger I i så fald?

7 kommentarer:

  1. Jeg kan ikke sige mig helt fri for at gemme på de ting du nævner. Jeg er dog blevet bedre til at kassere. Afklippede garnstumper efter enderne er hæftet, er blevet til fyld i sofapuder og nålepuder. Silkebånd fra tøj kan bruges til små sløjfer til nye fødselsdagskort. Knapper, æsker, poser, jeg kan blive ved. Næsten alt kan da genbruges. Jeg har bare lavet en aftale med mig selv, at det skal kunne være i de respektive skuffer, eller hylder, der nu er afsat til det formål.

    SvarSlet
  2. Gad vide om vi ikke er den sidste generation der er påvirket af (efter)krigstidens mangeltænkning og sparsommelighed? I dag tjener genbruget også et andet formål; jeg tænker i al fald meget på klodens ressourcer og de enorme affaldsmængder vi desværre producerer.

    SvarSlet
  3. Åh ja, så sent som i denne uge tænkte jeg faktisk på at lave et indlæg om præcist det samme. Jeg finder stor tilfredsstillelse i at bruge mit garn op til sidste meter. :-)

    SvarSlet
  4. Jeg vil rigtig gerne genbruge, men må nok indrømme, at jeg ikke er helt så effektiv som du. Men nu laver jeg heller aldrig noget, der kræver fyld :-) Min kamp mod spild går nok mere på køleskabet. Her sætter jeg næsten en ære i at få brugt op. Og tit kan det sagtens lade sig gøre.

    SvarSlet
  5. Du må gerne lade som om du ikke kender mig ... en overgang samlede jeg nemlig fnulleret fra tørretumbleren ind. Det var perfekt til små og større patchworkbolde, som jeg lavede rigtig mange af til Anna, da hun kom til verden. Hvis man stryger vliseline med lim bag på arbejdet, trænger der ikke fiberstøv ud, når man bruger de lette bolde, som har været et stort hit hos begge mine børnebørn, fordi de ikke vejede noget og kunne krammes af de små fingre.

    SvarSlet
  6. Du må gerne lade som om du ikke kender mig ... en overgang samlede jeg fnulleret fra tørretumbleren ind. Det var perfekt til små og større patchworkbolde, som jeg lavede rigtig mange af til Anna, da hun kom til verden. Hvis man stryger vliseline med lim bag på arbejdet, trænger der ikke fiberstøv ud, når man bruger de lette bolde, som har været et stort hit hos begge mine børnebørn, fordi de ikke vejede noget og kunne krammes af de små fingre.

    SvarSlet
  7. Jeg kender det rigtog godt. Der er den skønneste fornemmelse at have brugt hver en stump af garnet. Jeg har to små kurve med disse bittesmå rester, - den ene med bomuldsgarn og den anden med uldrester. Jeg bruger dem ind imellem til små fjollede strik-ting, som f.eks de "berømte" Arne & Carlo- julekugler og påskeæg. jeg er også lidt fanatisk med at færdiggøre påbegyndt arbejde. Jeg kan ikke bare lade det ligge, men gør det enten færdigt eller trevler det op igen. Så "UFOER" har ikke plads i min strikkekurv.

    SvarSlet