Jeg har lommerne fulde af kastanier...

Om efteråret kommer jeg altid til at tænke tilbage på min korte tid som pædagog. Først og fremmest på grund af hestekastanierne og Lotte Kærså's kastaniesang:

Jeg har lommerne fulde af kastanjer
Jeg har lommerne fulde af kastanjer
jeg vil gi’ en til dig
hvis du vil danse med mig.
Trala lala lala lala lala lala lala la
jeg vil gi’ en kastanje til dig.

Børn, og mange voksne, er fascinerede af de piggede, ugæstfri skaller der åbner sig og åbenbarer små, kastaniebrune(!), skinnende vidundere, som er så dejlige at røre ved og putte i lommerne.

I min forhave (og baghave) har jeg normalt smukke kastanietræer. På grund af de omsiggribende kastanie-minérmøl har de de seneste år, set triste og afdankede ud det meste af sommeren. Nu har træerne smidt frugter og misfarvede blade og står splitternøgne, klar til vinterens kuldebad.

Hvert år bliver jeg glad, når jeg ser børn og voksne stoppe op og fortabe sig i kastaniesamleri. Jeg plejer at invitere dem ind på grunden og udleverer gerne poser - der er jo masser at tage af og jeg vil alligevel ikke have små kastanietræer alle vegne.
I år har der kun været én enkelt mand, der samlede lidt til sin hund, så i weekenden var jeg ude og rive blade sammen og gøre kål på resterne.

Men da de små kugler lå der og skinnede i bunken, kunne jeg ikke nære mig. Så nu har jeg en skålfuld stående, som pynter på mit bord og gør mig glad.