torsdag den 5. maj 2011

Min bedste rabarberopskrift

For den vægelsindede blogger er det der med 'den bedste' noget af en udfordring.

Nu opfordrer Blogkvinder 40+ til at jeg skal levere min bedste rabarberopskrift.

Rabarber bruges her i huset til syltetøj, chutney, kompot, tærter, kager, grød, saft, sirup og suppe, så hvad skal jeg vælge?

De tidligere indlæg drejet sig om henholdsvis kage og smuldretærte (som i min udgave har havregryn og reven citronskal i dejen), derfor bevæger jeg mig i denne omgang over i den flydende afdeling.

For mange år siden fik jeg en usandsynlig lækker kold rabarbersuppe på Tinggården. Jeg fik heldigvis opskriften med mig hjem og den er ganske simpel.

1 kg rabarber snittes meget fint og overhældes med en sukkerlage, kogt af 1 liter vand, 400 g sukker, 1 vanillestang (hvis du har råd, så gerne en fed polynesisk en af slagsen) og saften af en citron.

Blandingen trækker til den er helt kold og sies. Suppen kan evt. smages til med lidt sød, lys dessertvin, men det er såmænd ikke nødvendigt.

Server suppen iskold. Nogen (læs: Husbonden) holder af en klat flødeskum i midten, jeg tager den helst 'rå'.

Claus Meyer laver en suppe der ligner meget og han tilsætter enten reven citronskal, appelsinskal eller finthakket mynte, så det kan man jo også prøve.



Til suppen er det godt med en sprød, ikke for sød, lille ting. F.eks. mandel-kaffebrød (biscotti). Jeg bager dem selv, for jeg synes de købte både er for hårde og for søde. Den opskrift skal jeg nok gi' jer senere ;-)

Den fra-siede pulp bør i øvrigt bruges til andre lækkerier. Den kan koges op med sukker og vand til saft (evt. med citronsaft og et par nelliker eller en stjerneanis), kommes i kager, i jordbærmarmelade eller...

1 kommentar:

  1. Der er nemlig mange gode opskrifter at vælge imellem også trifli og rabarberflæsk :-)
    Jeg har en smuldrekage med bl.a. havregryn og cornflakes, og creme. Suppe har jeg dog aldrig lavet

    SvarSlet