mandag den 10. oktober 2011

Glimt fra Hobro #1

Webstrikkernes festival 2011 i Hobro var, trods det beskedne deltagerantal (omkring 45 hurtigtstrikkende og ditto -snakkende kvinder), en succes. 

Vejret artede sig, selskabet var (selvfølgelig) hyggeligt, værelset og maden fin og jeg kunne konstatere at Hobro helt sikkert er et genbesøg værd.

De to gæve arrangører havde gjort et stort arbejde for at vi skulle have en god oplevelse - og det lykkedes tilfulde.

Ann, det søde menneske, som jeg havde glædet mig sådan til at møde, sørgede for at jeg, sammen med to andre webstrikkere, Vivi og Ellen, fik set hvor min oldefar slog sine folder for mere end hundrede år siden.

Vi besøgte Bies Gård, en gammel gulkalket købmandsgård, der er et vidunderligt sted med bl.a. kunstudstillinger i de smukke gamle rum.

Bygningerne har også huset et bryggeri, der nu er genopstået som mikrobryggeri efter flere års pause.

Det nye mikrobryggeri og den tilhørende restaurant er placeret i den gamle hestestald, så der stadig er mulighed for at se det gamle bryggerirum med dele af bryganlægget samt forskellige genstande fra 'dengang'. Bl.a. nogle halmhylstre som blev brugt til at beskytte flaskerne under transport (jo, jeg har slået det op, Ellen ;-)

Hun inviterede endda på kaffe i sit vidunderlige hus ved fjorden.







Jeg nåede også at nyde den smukke natur omkring Hotel Amerika i løbet af lørdagen. Den gode og rigelige mad, kombineret med snak og stillesiddende strikkeflid krævede at kroppen blev rørt, så det gjorde godt med en lille tur ved Mariager Fjord.



fredag den 7. oktober 2011

Haa do wot i Hobrow?

Det har jeg lige straks, for i weekenden løber endnu en strikkefestival af stablen: Webstrikkernes årlige festival der denne gang bliver holdt på Hotel Amerika i Hobro.

Det er nu ikke fordi byen er ukendt i familien (kun hos undertegnede). I 1800-tallet var min fars farfar, Eduard Reffs, manufakturhandler i byen. Hans butik lå på hjørnet af Adelgade og Store Torv, der hvor Kunstetagerne og Bies Gård ligger. Jeg håber jeg kan nå at få et kik, selvom det sikkert ikke ser ud som for over hundrede år siden. Min far har et gammelt billede af butikken som jeg gerne ville have vist her, men det må komme senere.

Biecentrets hjemmeside har jeg netop læst mig frem til, at oldefar var en af initiativtagerne til Hobro Telefonselskab og var indehaver af selveste telefonnummer 1; han har åbenbart været noget ved musikken ;-)
Han var nok også glad for mad, jeg har nemlig arvet hans kogebog. Det er en lidt skrøbelig udgave af Madam Mangors kogebog med gotisk skrift, nydeligt indbundet i læderbind præget med hans navnetræk.

På festivalen skal jeg helt sikkert snakke med både Ellen og Ann - det glæder jeg mig meget til. Jeg skal derover med Merete og Anne og de andre strikke-tøser og vi skal have det så hyggeligt.

Jeg har fisket flere strikkeprojekter frem til turen:

Først og fremmest den famøse Hvirvelstrøm som bare er gået fuldstændig i stå. Jeg håber at nogle opmuntrende tilråb kan få mig gennem de allersidste kiler, for jeg glæder mig sådan til at få den i brug (og så er der lige monteringen, suk).

Jeg har også en anden, næsten færdig, Annette Danielsen model i gang:
Et meget lyserødt 'Æble' fra bogen 'Hønsefødder og gulerødder'. Det er til datterens venindes lille fireårige, Viktoria. Hun ææælsker lyserødt, som alle små piger nu om dage gør.

Der er også en lille cardigan til Vilfred med mønsterborter i gang; rigelig stor tror jeg, men han skal nok komme til at passe den.

Skulle jeg komme helskindet gennem hvirvelstrømmen og ud på den anden side, så har jeg en Folklore liggende, som jeg omsider kan få lov at strikke færdig; den har været bortcensureret for at få gjort kål på 'den famøse' ;-)




Én skal da under ingen omstændigheder komme til at kede sig...


mandag den 3. oktober 2011

Mandagstema - Barndomsminde

Jeg har fundet et gammelt billede fra omkring 1961, hvor jeg sover sødt i mit tidstypiske værelse. Det fremgår vist ret tydeligt at min far var boghandler:

På min bogreol står en masse gode børnebøger, på væggen hænger en reklameplakat for Grimbergs 16 binds verdenshistorie - og så er der de heliumfyldte balloner.

Forklaring følger...


Boghandelen min far arbejdede i var Munksgaards Boghandel (nu Athenaeum Academic Books), som lå i Nørregade i København, ved siden af Vor Frue kirke.

Det var en universitetsboghandel hvis motto lød: 'Det er hos Munksgaard studenterne handler', så hvert år, når studenterne sprang ud, blev der pyntet op med balloner. Når dagen var slut, fik min far en masse af de fine balloner med hjem. Det var vældigt populært - også hos nabolagets unger.

Se flere barndomsminder her

søndag den 2. oktober 2011

Himmelsk på Bistro Nord

Fredag havde husbonden og hans bror besluttet at inviterede deres bedre halvdele på middag på Bistro Nord i Ålsgårde. Anledningen var de herrers fødselsdage, der falder i hhv. september og oktober. Det var en god idé!

Vejret var helt vidunderligt, så udsigten over Øresund blev nydt i fulde drag. En smuk og stille sensommeraften, hvor de sarte pasteltoner dominerede og Sveriges kyst kunne skimtes gennem den let disede luft.

Dette billede kandiderer derfor til ugens Himmelske (se flere Himmelske billeder her)


Efter at have nydt det smukke syn, lokker det varme lys os indendøre og inden længe var vi bænket omkring det tomme bord ved vinduet midt for, hvor vi fortsat kunne beundre himmel og hav og se mørket langsomt falde på.

Lokalerne er lyse og varme, på den nordiske måde, og betjeningen var udsøgt og behageligt afslappet. Maden er virkelig god; også her har det nye nordiske køkken sat sit præg på menuen. Serveringen var forbløffende kvik, men absolut lydhør. 







Vi valgte en starter (jeg var stærkt fristet af de 6 friske østers, men fulgte resten af bordet) og fortsatte derefter med aftenens fireretters menu - her i rask opremsning:





Vagtelæg og rejer på sten med trøffelmayonnaise.

Sigrogn på blinis med vesterhavsost og en lækker luftig dildmayonnaise

Letristede kammuslinger med lakserogn, selleripure, friske hasselnødder, ramsløgkapers og salturt/kveller (foto)

Oksefilet, tragtkantareller og syltede løg med pure på majs.

Hvid chokoladesorbet og frossen hybenrosemousse med en lækker frisk syregranite og lakridscroutoner (foto)





Og så sluttede vi mætte og glade af med kaffe og chokoladetrøfler; jeg fik en dobbelt cortado på en virkelig dejlig espresso.

torsdag den 29. september 2011

Fotokalender 2011 - september

September var bl.a. strikkefestival på Fanø med ture langs stranden. Jeg havde ikke mit gode, tunge kamera med, det gad jeg ikke slæbe rundt på når jeg skulle gå så meget, men bare telefonen, så månedens billede er ikke af overvældende god kvalitet, for at sige det mildt. Altså, hvor bliver det Lumix dog af ;-)

Men stemningen er god nok: Et blidt Vesterhav (dagen før var det næsten havblik), en diset sol og en luft så mild at sommerens ellers triste vejr blev glemt.

Månedens billede af Vilfred er fra et af de mange arrangementer i både august og september.
Hvor har vi dog været travlt beskæftiget.

Her er vi hos hos husbondens nieces datter, som holdt stor 15 års fødselsdag i stedet for konfirmation.

Farmors skat havde netop fået de to første tænder - i undermunden - man kan godt se at de er lidt underlige at ha' siddende der ;-)


onsdag den 28. september 2011

Hjemmesyet

Min mor var meget dygtig til at sy, både til sig selv, til mig og til mine søskende. Ofte var det omsyninger af de voksnes tøj. Hun syede bl.a. min fars slidte skjorter om til fine skjortebluser med pufærmer til mig - noget der fik mine skolekammerater til at kalde mig 'forfinet'; det grinede min mor meget af, jeg synes nu ikke det var så sjovt.

Den gang var det helt almindeligt at mødre syede tøj til deres børn; siden blev det finere at købe og der blev set lidt ned på de stakler der måtte gå i hjemmesyet tøj. Men tiderne skifter og nu er det hjemmegjorte blevet et statussymbol.


Jeg ved ikke om mit ganske banale lille sæt tøj til Vilfred er noget at prale af, men jeg er glad for at det blev færdigt; det har været alt for længe undervejs. Jeg er spændt på om det passer, det er helt sikkert ikke for småt!

I morgen skal jeg besøge den lille svedske - det er alt for længe siden jeg har set ham 'under fire øjne', så jeg glæder mig. Sættet her skal med, sammen med ugletrøjen og sutsokkerne - og en hæklet suttekæde. 

Jo, 'Bedste' kommer med bløde pakker ;-)




tirsdag den 27. september 2011

Mandagstema: Træværk

Helenes mandagstema denne uge er Træværk.

Jeg griber i fotobunken fra sommerens Outstanding-festival, hvor temaet netop var (kunst)værker af træ. Her er Misja Rasmussens store hesteskulptur under bearbejdning. Se flere eksempler på Træværk