søndag den 12. september 2010

Those were the days...

Blogkvinder 40+ har vi gang i en lille leg med temaet 'Hvordan så du ud i 70'erne'? Her er mit bidrag:

Året er 1973. Jeg er 22 år og flyttet med min daværende kæreste til 'Det Mørke Vestjylland', nærmere bestemt Nr. Nissum, hvor han skulle læse til lærer på seminariet. Vi fik en lille kollegielejlighed, men da seminariet byggede på (indre)missionsk grundlag, var der krav om at vi skulle være gift. Principperne måtte vige og vi giftede os i 1972.

Det første år havde jeg rengøringsjob på seminariet, men året efter startede jeg på HF. Det var en spændende og udviklende periode af mit liv. Der var et rigt foreningsliv på stedet som jeg deltog aktivt i og jeg mødte mange dejlige mennesker med helt andre synspunkter end mine egne. Som både ateist og socialist fik jeg kam til mit hår og der blev diskuteret på livet løs. Men det var også et samfund lukket om sig selv. Seminariet og kollegierne lå ret isoleret og vi havde ikke den store berøring med resten af lokalbefolkningen.

Efter HF gik jeg et år på børnehaveseminariet i Holstebro, inden vi igen flyttede tilbage til Sjælland.

Billedet tog min kæreste med et Nikon spejlreflekskamera som vi anskaffede omkring det her tidspunkt, så der blev eksperimenteret med indstillinger, film og fotopapir. Vi havde et lillebitte badeværelse uden vinduer, hvor vi fremkaldte billeder i stor stil.

11 kommentarer:

  1. Tak for din historie og dit billede.
    Rigtig sjov ide........Hvor mon mine billeder er henne?........Kan jeg huske, hvordan scanneren virker?.......Hvad skal jeg mon vælge at fortælle om?....
    Hold op, der er meget, man kunne fortælle.......!

    SvarSlet
  2. @Ann: Kald mig nørd, men jeg har skannet alle, ja ALLE, mine gamle billeder ind! Og jeg er SÅ glad for det, selv om det var et enormt arbejde. Min begivenhedshukommelse er exceptionel dårlig, så billederne betyder alverden for mig.

    SvarSlet
  3. Hej Ditte, fint billede og historie, og nej du er ikke en nørd, jeg har også scannet alle mine billeder, og flere jeg har lånt....og det hjælper nemlig på hukommelsen....

    SvarSlet
  4. Sikke et dejligt billede af dig! Midterskilning var næsten et must, da vi var unge :-) Jeg holder meget af sort/hvid og lavede selv billeder i mørkekammer, da jeg var ung.
    Og det var også meget spændende at læse, hvad du fortæller fra din ungdom.

    SvarSlet
  5. Hvor er det et sødt smil, dette varme lidt tøvende udtryk. Som om du siger: Nu må livet gerne vente lidt.

    Det lyder som om I havde det godt, men i hvert billedet lader ane at der er hvile og glæde. Jeg har ikke fået scannet billeder ind endnu. Det er godt at du har gjort det.

    SvarSlet
  6. Tak for en fin historie fra 'gamle dage' (i 1973 gik jeg i 2. klasse) :o). Dejligt, at du vil være med til at lege!

    SvarSlet
  7. Sikke en sød, ung Ditte! Jeg kan godt forestille mig, at det har været en spændende tid, men det er nok rigtigt, at mange kollegier er lidt "lukkede". Jeg har ikke selv studeret, men jeg har haft min gang på flere kollegier, fordi mine kusiner læste... :-)

    SvarSlet
  8. Det var en spændende historie. Tror ikke jeg ville bryder mig om at bo i Nr. Nissum. Jeg tror at der stadig findes sådan nogle små lukkede samfund i Danmark, selv om der måske ikke længere er så mange af dem.

    SvarSlet
  9. Nu da jeg ser billedet af dig, kommer jeg i tanke om, at sådan en frisure havde jeg da også ☺ engang i 70´erne. Jeg lod det lange hår ryge i 1973

    SvarSlet
  10. Sikke et skønt billede af dig, spændende at læse din historie fra dengang.
    Jeg er imponeret over at du har fået scannet alle dine billeder ind, det kunne jeg godt tænke mig at få gjort. Jeg sprang over det meget lave gærde, greb kameraet og snuppede et billede af billedet.. :-))

    SvarSlet
  11. Tak for kommentarerne :-) Det er sjovt at få en anledning til at hale gamle minder frem.
    Jeg er glad for min tid i Jylland; det var der, jeg for alvor fik øjnene op for, at der fandtes andre overbevisninger og miljøer end jeg var vant til.
    Og jeg har som sagt masser af gamle billeder klar til flere nostalgiske udflugter ;-)

    SvarSlet