lørdag den 16. oktober 2010

Kaffe-genbrug?

Efter hønsestrikperioden blev endnu en æra i strikkeverdenen indledt, med Kaffe Fassetts første strikkebog. Hans stærke farver, anderledes mønstre og anarkistiske strikketeknik gjorde indtryk og inspirerede. Egentlig var ideen den samme som Kirsten Hofstätters: Lav dine egne modeller og mønstre og se stort på de gamle begrænsende teknikker og krav.

Den 3. november 1988 var jeg til foredraget "Eventyr i farver" i Molktes palæ, da Kaffe var på turné i forbindelse med udgivelsen af netop "Den fantastiske strikkebog". Jeg har stadig programmet og guruens strikkevejledning, som blev udleveret, liggende herhjemme i skuffen. 

Jeg fik også strikket mig en trøje efter hans principper, hvor jeg brugte vævegarn, for det havde jeg masser af. Det blev en dejlig, men rigelig stor sag - også selvom tidens modeller skulle være rummelige. Derfor er den heller ikke blevet brugt ret meget.

Forleden, da det var skiftedag, fandt jeg igen trøjen frem og nu overvejer jeg om, og hvordan, den kan formindskes, så den bliver lidt mere brugbar. For jeg synes faktisk stadig den er ret fin.

Den storstrikkende, engelske herre er 'still going strong' og der udkommer stadig bøger fra hans hånd. Inspirationen fra dengang kan man i dag bl.a. genfinde i Christel Seyfarths fantastiske strikkemodeller.

2 kommentarer:

  1. Den jakke ser fin og enkel ud. Kan du ikke formindske den ved simpelthen at klippe den til ligesom vi klipper ærmegab og halsudskæringer i nogle typer "rør"-strik? Klip sidesømme og ærmegab til, så de passer til din stil nu.....!?
    Ja, jeg har stadig til gode at få gjort mit første - og nu hengemte - Kaffe-projekt færdigt :-( Bøvlet - og ensformigt på een gang.

    SvarSlet
  2. Jo, Ann jeg tror jeg skal klippe den op, ellers bliver jeg aldrig rigtig glad for at bruge den. Jeg har lige hørt om en smart teknik med at hækle i stedet for at sy på maskine, så den må jeg vist ha' lært.
    Det var da ellers en gammel UFO du har liggende! :-)

    SvarSlet