søndag den 13. marts 2011

Strikkestatus - tredje forsøg

Lidt opdatering på strikkefronten er vist påkrævet...

FAKTABOKS for BABY-LIVSTYKKE
Design: Lille Livstykke fra Isager Strik (gratis)
Garn: 25 g Arwetta ekstra fin merino (Filcolana) - en rest fra min mor
Pinde: KnitPro 2,5 og 3
Størrelse: 3 mdr.
Om strikketøjet: Nemt og hyggeligt småt strikketøj (og en enkelt knap i den rigtige farve kan mine gemmer altid klare, så ingen indkøb)

FAKTABOKS for BABY-BODY
Design: Fuglemammas omslagsbody af May Langhelle: Blød begyndelse

Garn: 55 g Askeladens 2-trådede Merino lammeuld

Pinde: Knit-Pro 2,5 og 3

Størrelse: 0-3 mdr.

Om strikketøjet: Modellen har jeg prøvet før, så ingen (store) problemer.

FAKTABOKS for SELBU BABY
Design: Babyvotter med Selbumønster fra norske Poppyfield (gratis)
Garn: rester af strømpegarn
Pinde: KnitPro 2,5
Størrelse: 6 mdr.
Om strikketøjet: De fine norske vanter i en ganske lille størrelse var et sjovt strikketøj, men de blev alligevel rigelige - han er jo ikke så stor endnu.
Derfor gik jeg i gang med disse:

FAKTABOKS for MINI-SELBU
Design: Tiny selbu mittens fra Patterns by MirreVirre
Garn: rester af strømpegarn
Pinde: KnitPro 2,5
Størrelse: er vist en pyntevante, men klarer lige en nyfødt hånd
Om strikketøjet: Meget små at sidde med. Jeg strikkede dem uden tommeltot og med længere skaft! Men husk at sno trådene ofte, når du strikker mønstrede vanter, for ellers hænger de løse tråde i de små fingre.

FAKTABOKS for KORT PONCHO
Design: Grøn kort poncho af Lene Trojel Berthelsen (fås hos Kirsten i Uldbutikken, Vormstrupvej 15, 7540 Haderup. tlf 97452297)
Garn: Gotlandsk Pelsuld fra Filcolana og uldcrepe fra lager
Pinde: KnitPro pinde nr. 6
Størrelse: Onesize
Om strikketøjet: Trekanterne giver lidt endehæftning, men ellers et hurtigt og nemt strikketøj som mange har kastet sig over. Jeg troede den ville blive for stor (der er ikke angivet strikkefasthed) men den passer perfekt og bli'r flittigt brugt.

FAKTABOKS for MY RED KITCHEN
Design: IDAS KITCHEN af Kirsten Kapur (købt via Ravelry)
Garn: To tråde Blackhill Højlandsgarn fra Garnudsalg.dk
Pinde: KnitPro pinde nr. 6

Størrelse: Onesize
Om strikketøjet: Denne hue har været en af vinterens landeplager i blogland. Rigtig dejlig at strikke, og blev også meget vellykket, men desværre en anelse for stor. Jeg bruger den, men tænker lige over, hvordan jeg eventuelt kan 'krympe' den en ganske lille smule.

Arrrghhhh....

Blogger, altså! Jeg er TRÆT af at den uopfoprdret sætter en million ekstra linjeskift ind, bare fordi den får nykker...

lørdag den 12. marts 2011

Vinterbader

Sidste weekend, hvor solen skinnede (men ikke varmede meget) gik vi en god lang tur ved Arresø med hunden.


Ved grillpladsen i Sonnerup er der en fin nybygget bådebro.

For at broen ikke skal lide overlast på grund af is, bliver isen skåret op rundt om broen

- nydeligt forklaret på et pædagogisk opslag.







Sekundet før hunden tog springet!

Men vores gamle hund, der med sine snart 14 år ser ret dårligt, havde vist ikke forstået systemet, for da han nåede enden af broen fortsatte han ufortøvet ned på isen - som altså var ganske tynd. Knas, sagde det, og så lå han, temmelig chokeret, og plaskede mellem isflagerne.

Heldigvis fik husbonden snakket ham hen på siden af broen, hvor han kunne få fat i hans halsbånd og på den måde efterhånden få bakset ham op på broen igen.

Det tog nu ikke mange minutter før han havde rystet det værste vand af sig og var i fuld gang med at undersøge omgivelserne igen.

Så nemt var jeg nok ikke kommet over det ;-)





onsdag den 9. marts 2011

Makro-sjov

Catarina har startet en række makro-foto-udfordringer som jeg har lyst til at prøve kræfter med og jeg er vist lige med på falderebet i denne uge.


Mit billede er, som så mange andres, en blomst. De er oplagte 'mål' for makrofotografer, måske fordi de byder på så mange forskellige spændende farver og teksturer. Denne tulipan er fra min vase og lyset faldt så smukt gennem kronbladene, at den var oplagt at forevige. Sjovt nok er billedet her vendt på hovedet, blomsten havde egentlig hovedet nedad, men jeg synes det fungerer fint sådan.

mandag den 7. marts 2011

Ny arbejdsplads

Nej, jeg har ikke skiftet job, men vi har fået et nyt bibliotek i Hundested.

Flyttebur med bøger i 3 lag
Mange bøger blev pakket i flyttekasser
Én eneste dag nåede jeg at være med til at folde kasser og pakke bøger i flyttekasser og ditto bure, inden jeg lagde mig.
Men mens jeg har ligget brak herhjemme har mine myreflittige kolleger pakket ned, flyttet, pakket ud igen, rykket rundt, samlet møbler, smidt ud, indrettet og meget andet.

Så nu har vi fået et fantastisk flot og imponerende bibliotek i det gamle rådhus.

Lige bag i'et sidder jeg, når jeg har udlånsvagt



Lørdag var der indvielse og der var MANGE mennesker! Der var fine taler, snoreklipning, mad og drikke, forårsgrønne balloner og varme popcorn. Brødrene Mads Westfall og Tue West leverede musikken og Martin og Ketil stablede et forrygende videnskabs-børneshow på benene.

I dag åbnede vi for alvor. Jeg havde eftermiddagsvagt men nåede at tage lidt billeder inden.

Jeg tror det bliver et skønt sted at arbejde og det ser ud til at langt de fleste borgere er enige om, at det nye bibliotek er en stor gevinst for byen, på trods af den skepsis ideen om flytningen oprindelig blev mødt med. 

Tillykke til Hundested og til Halsnæs kommune  - kommer du forbi, så kig endelig ind :-)

Fine nye udstillingsmøbler i de lyse rum
Et kig til biblioteksrummet fra trappen til 1.sal
På 1. sal er der bl.a. læsesal, lokalhistorisk arkiv og borgerservice

søndag den 6. marts 2011

Mit bedste babyfoto

Bedre sent end aldrig...
Pausen i bloggeriet snød mig for udfordringen på Blogkvinder 40+, men jeg vil være med alligevel. Og da begrænsningens kunst ikke er noget jeg mestrer, har jeg har som det første valgt et billede af min søn.
Vi var på ferie hos mine forældrene i deres svenske sommerhus, sommeren 1982. Her ses han med min far i en typisk made-situation - måske er det i virkeligheden mere et bedstefar-billede?


Der skal nu også være plads til et af den alvorlige datter med de store, intense blå øjne - året er 1986. Mit lager af hjemmesyede hagesmække var stort i de år og gamle håndklæder blev udnyttet til sidste trevl.

Og selvfølgelig skal I ikke snydes for vidunderet Vilfred, for han bliver uden tvivl det populæreste babymotiv fremover. Her mælke- og søvndrukken på farfars skulder, med resterne af et lille smil i mundvigen...


lørdag den 5. marts 2011

Februar, hvor blev du af?

En hel måned uden indlæg på bloggen...
Mange hundredevis af ulæste indlæg i min Google Læser...

Hvad foregår der?

Uf, siger jeg bare, for jeg har været nedlagt af en virus - på balancenerven. En virkelig ubehagelig en, med stærk svimmelhed og kvalme. Alt tv og skærmarbejde har været bandlyst, det forværrer svimleriet, men nu vover jeg pelsen...

Jeg er så småt startet på job igen efter en hel måneds fravær. Jeg håber det går, selvom jeg stadig er lettere svimmel og ind imellem får perioder med kvalme og koldsved. Heldigvis har jeg kunnet læse eller høre lydbøger det meste af tiden, så det er lykkedes mig at nedbringe mit alt for store 'boglager'. På Litteratursiden.dk kan du se hvilke bøger jeg har læst. En anden positiv bivirkning er, at jeg har tabt næsten seks kilo i løbet af fire uger - og det var præcis hvad jeg havde brug for: Ingenting er så galt, at det ikke er godt for noget, siger man jo.

Desværre måtte jeg holde min 60 års fødselsdag i sengen. Familien var inviteret til fejring et par dage efter. De og husbonden måtte selv spise al den lækre mad (en overdådig buffet, leveret af nogle af mine venner), men jeg tror nu de hyggede sig alligevel.

Se bare den fantastiske kage min tidligere kollega Susanne havde kreeret til mig; lagt sammen med en fantastisk chokolade-creme med oliven, som hun ved jeg er helt vild med.

Heldigvis har jeg stadig nogle rester liggende i fryseren, så jeg kan smage, når jeg er helt frisk igen.