onsdag den 26. maj 2010

Et stikketøj, flere strikketøjerier



Jeg har altid været meget disciplineret og som hovedregel KUN strikket på et strikketøj ad gangen. Men efter en del strikkeblogs-læsning kan jeg se, at det vist mere er undtagelsen end reglen. Også på garnanskaffelsesfronten er jeg mere end almindeligt tilbageholdende: Mine projekter har stort set 'levet' af garn fra engang i 80'erne, da mine børn var små.

Jeg er nemlig indehaver af et rigtigt, godt, gammeldags spare-gen. I dag måtte jeg kassere et halvt ark små klæbemærkater, fordi de var blevet lidt for tørre i limen (og ærlig talt var noget nussede) - og havde dårlig samvittighed. Min mand griner højlydt af mig, men jeg synes generelt at vi på alle niveauer ødsler unødigt med resurserne.

Men nu er det altså nye tider:
Hele tre strikketøjer i gang på én gang. OG jeg har brugt penge på garn, uden at have et højere formål! Ganske vist er det udsalgsgarner og heller ikke de store mængder, men det er da et skridt på vejen mod større uansvarlighed (jeg har fået fortalt, at mit over-jeg er alt for stort, så nu får min indre 'politibetjent' lige en tur i skammekrogen ;-)


Det nye strikketøj er forøvrigt rent tv-strik og en mulighed for at afprøve 'magic loop'-teknikken: Et par hælløse spiralsokker i selvstribende strømpegarn (billigt, fra SuperBest) på en 80 cm rundpind. Det virker fortræffeligt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar