I går havde jeg en dejlig dag med søn og svigerdatter i Malmø. Det er en by jeg holder meget af. Den har en overkommelig størrelse, er dejlig grøn og med masser af vand. Minder mig på mange måder om Århus: Det lidt provinsielle (som jeg er ret glad for) parret med masser af oplevelser.
Og butikkerne! Svenskerne kan noget med farver og er bl.a. mestre i dimser og kasser til diverse 'opbevaring' (bl.a. er der en lille Muji-afdeling i Åhlens) og så er jeg solgt. Så der blev handlet. Dels på de travle handelsgader i centrum og dels i genbrugsbutikkerne omkring Davidshallstorg. Benene (og tiden) holdt desværre ikke til de etniske butikker og Möllan Ost ved Möllevångstorget (men jeg fik da min Herrgårdsost samt en Brie de Meaux med trøfler hos ostehandleren på Lilletorg). Men fika skulle vi - og vi fik også virkelig god espresso på bl.a. 'Café Bruno' i Holmgatan og 'Lilla Kafferosteriet' i Baltzarsgatan.
Min søn, der snart er færdig som arkitekt, havde, en smule pinligt, aldrig fået set ordentligt på Turning Torso og hele det nye kvarter i Västra Hamnen, så der sluttede vi dagen, inden vi trillede tilbage over broen i det smukkeste vejr. Billederne er 'snyd' - de er fra et tidligere besøg i 2008 ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar