søndag den 7. august 2011

Dag 6 - Childhood memory

Min morfar var mejeribestyrer i Glumsø og nogle af mine bedste barndomsminder er netop fra mejeriet og den vidunderlige have der hørte til. 

Der var en stor hønsegård, en lille bæk (Kølebækken, som mejeriet var opkaldt efter) køkkenhave og mange bærbuske og frugttræer og masser af blomster - min morfar var en dygtig havemand og min mormor, der altid havde mange mennesker på kost, var en mester i at forvandle æg, frugt og grønt og mejeriprodukter til skønne måltider. Desværre døde hun da jeg var 4 år, så hende husker jeg ikke så godt. 

Hunden på billedet var deres. Det var en meget sød grønlandsk spids ved navn Plys. Jeg tror min mor forsøger at lære mig lidt om botanik, men hunden ser ud til at have førsteprioritet.

I dag er det ellers så smukke mejeri fuldstændig spoleret. Efter en tid som frimærkevaskeri (!) er det nu hjemsted for Læderbo og jeg græmmer mig hver gang jeg ser tv-reklamerne. På billedet på deres hjemmeside kan man ane den dejlige gamle bygning bag den nye tilbygning, men sådan så mejeriet ud i min barndom...

Fotografen er i begge tilfælde min far.

2 kommentarer:

  1. Pudsigt nok, så har jeg også tilbragt mange timer på et mejeri, først i barnevognen, senere på egne ben :-) Det var så fint og sterilt, og rigtigt spændende at færdes der, selvom jeg var alene blandt de voksne. "Mit" mejeri eksisterer også den dag i dag, men ser desværre ganske forfærdeligt ud.

    SvarSlet
  2. Jeg sidder og hygger mig med at læse dine blogs, og finder det dejlige billede af et andelsmejeri. Det ligner til forveksling (bortset fra farven) det mejeri i Lejre, hvor jeg har boet nogen tid under krigen hos min farbror, og jeg elskede at være der. Jeg tager af og til til Lejre for at mindes, men det er nu en slags kulturhus.
    Kh Marianne Bentzen

    SvarSlet