søndag den 28. november 2010

Julemarked, store gamle sten og nisseflugt

Næste weekend er der, for første gang, julemarked på Grønnessegård Gods, der ligger i et skønt skovområde mellem Frederiksværk og Hundested. Det ser ud til at de satser på et kvalitetsmarked med bl.a. salg af kunsthåndværk og delikatesser, så det vil jeg glæde mig til.

På Grønnessegård jord står en smuk og kendt runddysse, Karlsstenen, der stammer tilbage fra bondestenalderen (sådan cirka for 5.500 år siden). Kommer du forbi, er der en smuk gåtur dertil fra parkeringspladsen ved landevejen.

I guldalderen var den et yndet motiv for kunstnere, bl.a. J. Th. Lundbye, men nu om dage er stenen næsten gledet ud i glemslen. Mange ældre danskere har ellers, bogstavelig talt, haft den mellem hænderne, for den er afbilledet på den femkrone-seddel der var i omløb fra 1912-1955. En af mine bekendte har gemt en seddel fra dengang, som jeg fik lov at fotografere til lejligheden.

Stenen har haft en, måske, endnu vigtigere betydning. Ifølge de gamle sagn var det nemlig her de første nisser kom til vores del af verden, på flugt fra fra en alt for voldsom fest hos jætterne i Udgård. Det kan man bl.a. læse her (du skal scrolle et godt stykke ned). Man kan så spekulere på, hvordan vores ærkedanske jul ville se ud, hvis de ikke havde fået opholdstilladelse, hmmm.

En anden gammel sten fra lokalområdet er netop nu aktuel - og det på min egen arbejdsplads.

Det er Hyllingebjergstenen, ifølge eksperter Danmarks flotteste og største helleristningssten.
Nu ligger den 8 tons tunge sten, der efter en storm faldt fra klinten ned på stranden ved Hyllingebjerg, omsider til offentlig skue og beundring i sin montre i forhallen på Frederiksværk Bibliotek. Prydet med 3.000 år gamle solhjul, skibsbilleder og hele 300 skåltegn.

På bibliotekets hjemmeside kan du se Anouschka Andersens film om Hyllingebjergstenen

4 kommentarer:

  1. Jeg ville have været på julemarked i går, men ville ikke ud at køre når det strengt taget ikke var nødvendigt, og idag har jeg ikke tid...typisk.
    Hvor er det godt at den fest hos jætterne gik skævt dengang og ikke i dag. Hvem ved om nisserne ville få en opholdstilladelse i dagens Danmark :-))

    SvarSlet
  2. Tja, det der med nisserne var der måske visse politikere (ingen nævnt, ingen glemt), der skulle tænke lidt over, når de diskuterer opholdstilladelse :-).

    SvarSlet
  3. Dejligt at du fortæller om julemarkedet på Grønnessegård Gods - det må jeg opleve :-) Jeg må også en tur på biblioteket og se Hyllingebjergstenen, og jeg glæder mig, har jo læst så meget om den i lokalavisen.

    SvarSlet
  4. Nisser skal der til så godt at de fik lov at blive...Flot sten..og tegningerne også...

    SvarSlet