lørdag den 26. november 2011

'Nederen' - og 'opperen'

Her har været stille, meget stille. Livet har været 'nederen' som det hedder på nudansk. For det første har novembermørket og min sindstilstand matchet hinanden alt for godt - det bliver der gjort noget ved, men det tager sin tid. For det andet har mit dejlige lille barnebarn været syg og det ret alvorligt.

Det tog flere døgn inden podningen gav resultat og de var sikre på diagnosen. Men i dag er bedringen for alvor slået igennem og den lille familie er taget ud af isolation og må tage hjem, med medicin og recepter i bagagen. Det var en infektion med gule stafylokokker, som resulterede i en sygdom der hedder SSSS (Staphylococcal scaled skin syndrome), hvor huden bliver ildrød, hæver voldsomt op og ligesom løsner sig, nogle steder blærer den også op til store sår. Det er selvfølgelig smertefuldt, så der er blevet fyldt på med smertelindring og antibiotika.

I dag så Vilfred bedre ud og var igen begyndt at 'snakke' og lege. Hans egne ansigtstræk er så småt ved at dukke frem af det underlige ballonagtige ansigt, næsten uden øjne, som han ellers har haft. Han har haft begge forældre hos sig stort set hele tiden, men det bliver godt for dem at komme hjem i vante omgivelser.

Men, slut med jammeren, for langtfra alt er skidt...

Vi er f.eks. en flok strikkevenner der har besluttet at forsøde ventetiden op til jul med adventsgaver. De andre havde byttet gaver en dag jeg desværre ikke kunne være med, så forleden fik jeg hyggeligt besøg af Merete, som medbragte fire fine adventsgaver fra Bente.

I morgen skal den første gave åbnes - det glæder jeg mig til, jeg er sikker på at der er spændende sager indeni. I morgen skal vi også tænde det første lys i adventsstagen, nyde de obligatoriske 'Mogens Brandt-boller' og drikke varm kakao til - og lige nu skal der fyres op i brændeovnen, mens vi lytter til blæsten og regnen derude i mørket.

19 kommentarer:

  1. Åhhh nej, det er bare ikke til at holde ud, når de er syge de små pus, og det lyder ikke godt, det der har ramt Vilfred. Jeg er så glad på jeres vegne, og på Vilfreds, at han er i bedring.
    Sikke en god ide at forsøde hinanden med adventsgaver.

    SvarSlet
  2. Altså, det arme lille pus. Godt det går den rigtige vej igen - det er bare det værste, når små børn er syge - man ville sådan ønske, at man kunne tage det hele på sig.
    Og dig også - hvad er det nu for noget? Du er forhåbentlig snart også friskere igen. Der er kun en måned til, at lyset begynder at vende tilbage igen :-)

    SvarSlet
  3. Stakkels Vilfred og forældre. Det har været en hård omgang. Godt der er kommet bedring.
    Jeg håber I snart kommer på højkant igen alle sammen.

    SvarSlet
  4. Øv for den med lille Vilfred, det var dog skrækkeligt, men godt at han er i bedring..Det er hårdt for forældre at sidde på hospital og så oven i købet i isolering (har prøvet det selv med sønnen) så det bliver godt for dem at komme hjem igen...God 1. søndag i advent til dig..;D

    SvarSlet
  5. Hvor er det godt at hører det går fremad med Vilfred. Der er ikke noget værre end når vore kære er syge. Takker også for en hyggelig eftermiddag. Glæder mig til at se dig på torsdag.

    SvarSlet
  6. Det var da frygteligt, Ditte, men hvor er det dejligt, at lille Vilfred er i bedring og får medicin! Ønsker dig en god 1. søndag i advent, nu hvor I alle kan ånde lettet op.

    SvarSlet
  7. Kære Benedicte,
    det lyder ganske forfærdeligt - godt at Vilfred er i bedring. Sikken en omgang for jer alle, godt I er hjemme igen.
    Rigtig god 1. søndag i advent!
    Knus, kram og tanker
    Lona

    SvarSlet
  8. Rigtig god bedring herfra.

    Hilsen

    Per
    http://www.mobilreparationer.dk/

    SvarSlet
  9. Hvor er jeg glad for at læse, at der er fundet diagnose og dermed bedring på vej. Der er absolut ikke noget der kan dræne for energi som så sygt et barn og indlæggelse. Jeg håber, at I snart har dem hjemme igen.
    Forhåbentlig finder du også selv lyset. Jeg har selv været der et par gange, og det er sejt, mens det står på.

    SvarSlet
  10. Det er bestemt ikke sjovt! Adventsgaverne har jeg ikke prøvet før, så det bliver hyggeligt :-)

    SvarSlet
  11. Ja, det er lidt øv det hele, men Vilfred er kommet hjem nu og mig skal de nok få på rette køl, bare surt at det trækker sådan ud. I dag skinner solen og det hjælper lidt :-)

    SvarSlet
  12. Det kommer vi helt sikkert, tak :-)

    SvarSlet
  13. Tak, Annemarie. Det blev en stille men hyggelig dag :-)

    SvarSlet
  14. I lige måde, Merete. Godt du mindede mig om Fredensborg! :-)

    SvarSlet
  15. Tak Madame. Vi er også meget lettede her :-)

    SvarSlet
  16. Tak for de gode tanker. Det er skønt at det lysner for både barnebarn og hans forældre (og os... ;o)

    SvarSlet
  17. Hej Per, tak for din hilsen og velkommen til :-)

    SvarSlet
  18. De er kommet hjem nu, så det er en stor lettelse. Og ja, det er sejt, men ikke første gang så jeg ved at det bliver bedre, tak :-)

    SvarSlet
  19. I dag så Vilfred bedre ud og var igen begyndt at 'snakke' og lege. Hans egne ansigtstræk er så småt ved at dukke frem af det underlige ballonagtige ansigt, næsten uden øjne, som han ellers har haft. fully stitched salwar suits wholesale , wholesale salwar kameez catalogue with price , Han har haft begge forældre hos sig stort set hele tiden, men det bliver godt for dem at komme hjem i vante omgivelser.

    SvarSlet