onsdag den 30. marts 2011

På "dowdi" igen...

I dag fik jeg omsider den fødselsdagsmiddag på Skovshoved Hotel, som har været udsat siden starten af februar p.gr.a. sygdom. Vi havde købt rabatbilletter via Sweetdeal, som udløb med marts måned, så det var i sidste øjeblik. Vi fik en fem-retters innovationsmiddag, som det hed (omend der efter min mening var mere innovation over middagen fornylig på Dragsholms Spisehus).

Først stenbidderrogn med papirtynde blomkålsskiver, dild, blomkålspure og tynde skiver røget spæk. Lækkert med den røgede og lidt fede smag sammen med rognen.

Derefter en 'belgisk vaffel' bagt af en kartoffel/sellerimos, hertil et velstegt stykke torsk, en sellerichiffon, karse, saltmandelcrumble og trøffelolie. Nok min favorit denne aften. Ret salt, det kan jeg godt lide, men andre ville nok synes det var i overkanten.

Hovedretten var glaseret kalvebryst og kalvebrissel - igen med en chiffon, denne gang af kartoffel, en meget kraftigt indkogt glace, kartoffelchips, timianolie og frisk timian.

Osten var en cremet pure af blå kornblomst med havtorn og kommen, fint revet havtorngelé og en lovlig sød crumble af hakkede nødder.

Sidst desserten: Hasselnøddecreme, is med brunet smør, citroncreme og karamelliserede hasselnødder.

Husbonden havde lovet at agere chauffør, noget der som regel er mit job, da jeg sjældent drikker, så jeg fik også vinmenuen. Bortset fra rødvinen, som jeg synes 'døde' lidt for hurtigt i munden, var de meget lækre og velfungerende (jeg er ikke vinkender, men nyder bare når det fungerer). Vi sluttede aftenen med kaffe (en dobbelt cortado til undertegnede og ditto cappucino til herren).

Jeg undrer mig lidt over 'Bib gourmand'-kåringen i årets Michelinguide, da jeg har fået mere mindeværdige måltider andre steder. Jeg savnede friskhed og flere grøntsager og jeg syntes der var mange udgaver af puré, chiffon og crumble, som betød at retterne ikke adskilte sig så meget fra hinanden. Men ellers absolut veltillavet mad og god betjening i dejlige, uhøjtidelige omgivelser.

Desværre havde jeg glemt min telefon hjemme, så der bliver ingen fristende billeder denne gang...

1 kommentar:

  1. Godt du/I nåede at få indfriet din fødselsdagsgave. Menuen lyder da lækker, også uden billeder:-)
    Jeg forstår godt hvad du fortæller :-)

    SvarSlet